Forside > Forskningschef skærer igennem: Statiner redder liv og er vigtige for forebyggelsen
Forebyggelse Forskning Kolesterol Kolesterol-side Medicin

Forskningschef skærer igennem: Statiner redder liv og er vigtige for forebyggelsen

Nyhedsbilledet præges af budskaber om en markant stigning i brug af kolesterolmedicin og mulig overbehandling. Forskningschef hos Hjerteforeningen beder om, at vi ikke undergraver ”en af de største forebyggelsessucceser i nyere tid”. Statiner redder liv, lyder det.

”Statiner redder liv – lad os ikke undergrave en af de største forebyggelsessucceser i nyere tid”. Sådan lyder det i LinkedIn-opslag fra forskningschef Gunnar Gislason fra Hjerteforeningen.

Opslaget er lavet, efter de seneste dages debat om kolesterolsænkende medicin, hvor forskningschefen lægger mærke til, at emnet har fået mange overskrifter. Han siger:

”Men den nuancerede faglige vurdering drukner desværre i forsimplede budskaber og risikerer at så tvivl om en veldokumenteret behandling med stor folkesundhedsmæssig betydning.”

GunnarForskning
Gunnar Gislason, forskningschef:
En hjørnesten
- Statiner, sammen med livsstilsændringer, er hjørnestenen i den forebyggende indsats mod iskæmisk hjertesygdom. En sygdom, der i årtier har været blandt de største dræbere i Danmark.

Massiv omtale af forbehold mod overforbrug

På bare ét år er 57.000 nye danskere begyndt at tage medicin mod forhøjet kolesterol i blodet, skriver Jyllands-Posten om Sundhedsstyrelsens nye tal. 15 pct. af befolkningen fik ifølge avisen sidste år udskrevet receptpligtig kolesterolsænkende medicin. Antallet af danskere, der tager kolesterolsænkende medicin er ifølge Jyllands-Posten steget med over 150.000 de seneste tre år. Rekordåret var i 2024, hvor knap 900.000 danskere fik udskrevet lægemidlerne statiner, som forebygger blodpropper og øvrige hjertekarsygdomme.

Forskningschef: Statiner spiller central rolle i forebyggelsen

Den massive omtale af kolesterolsænkende medicin får forskningschef Gunnar Gislason fra Hjerteforeningen til at pointere:

– Statiner – sammen med livsstilsændringer – er hjørnestenen i den forebyggende indsats mod iskæmisk hjertesygdom. En sygdom, der i årtier har været blandt de største dræbere i Danmark. Takket være målrettet forebyggelsesindsats og effektiv behandling er dødeligheden af hjertesygdom mere end halveret de sidste tre årtier, og forekomsten af blodpropper i hjertet er fortsat faldende. Her spiller statiner en helt central rolle, siger Gunnar Gislason på LinkedIn.

Forskningschefen fortsætter:

– Det er veldokumenteret, at statiner effektivt reducerer risikoen for alvorlige hjerte-kar-hændelser – ikke kun hos patienter med kendt hjertesygdom, men også hos mange med høj risiko. Langt de fleste tåler behandlingen godt, og for dem, der oplever bivirkninger, findes der i dag flere behandlingsmuligheder og lavere doser, som de fleste kan tåle.

Sundhedsfaglige har ansvar for fakta over frygt

Gunnar Gislason finder det bekymrende, når både myndigheder og enkeltpersoner ifølge ham fremfører unuancerede advarsler, som kan føre til, at patienter stopper livsvigtig medicin.

– Det er ikke bare problematisk – det kan koste liv, lyder fra den islandske forskningschef, der er uddannet hjertelæge, hvor han har behandlet tusindvis af patienter, bl.a. med statiner, og herudover har arbejdet som medicinsk professor i en årrække.

Han peger på, at pille aldrig kan stå alene.

– Naturligvis skal vi undgå overbehandling. Og medicinsk behandling bør aldrig stå alene, men netop gå hånd i hånd med livsstilsændringer. Men vi må ikke glemme realiteterne: For mange med arveligt forhøjet kolesterol eller øget risiko for blodpropper er medicinsk behandling en nødvendighed. De kan ikke spise eller motionere sig ud af deres risiko alene.

Forskningschef Gunnar Gislason peger på det sundhedsfaglige ansvar som bærende:

– Vi har som sundhedsfaglige et ansvar for at formidle både fordele og risici – men vi må aldrig lade frygt overtrumfe fakta.