Forside > 3 opskrifter og 6 små skridt til mere grønt i din hverdag
Forebyggelse Gode råd Hverdagen Mad

3 opskrifter og 6 små skridt til mere grønt i din hverdag

Mange af os spiser de samme grøntsager igen og igen, og halvdelen af os får ikke grønt hver dag. Med små ændringer kan du både gøre noget godt for hjertet og opdage nye smage.

Hvad pokker er en fennikel og hvordan bruger jeg en pastinak? Sådan tænker mange danskere måske. For danskernes kendskab til grøntsager er dalende og det er en af årsagerne til at halvdelen af os ikke spiser grøntsager dagligt. Vi får ganske enkelt for lidt grøntsager, og det går ud over hjertet.

Ud af de danskere, der spiser både frokost og aftensmad, får 22% hverken frugt eller grønt til nogen af de to måltider. Og ifølge Madkulturens rapport 2025 spiser kun 8 % af voksne danskere de anbefalede 600 g frugt og grønt om dagen.

Det betyder, at alt for mange går glip af grøntsagernes beskyttende effekt på hjertet.

”Grøntsager sænker både blodtryk, total kolesterol og det skadelige LDL-kolesterol. Samtidig hjælper de dig med at holde en sund vægt og jo mere du spiser, jo større er den forebyggende effekt,” forklarer Hjerteforeningens diætist Lotte Juul.

De samme grøntsager på repeat

Vi danskere er tilsyneladende heller ikke så opfindsomme, når vi skal forberede de grønne indslag til måltiderne. Her går de samme grøntsager ofte igen:

Tomater, agurk, salat, løg og gulerødder udgør 8 ud af 10 grøntsagsmåltider i de danske køkkener. Mens de lette, vandholdige grøntsager har vundet frem, spiller grove grøntsager som kål og rodfrugter ofte kun en birolle, og det er en skam, fortæller Lotte Juul.

”De grove grøntsager har flere sundhedsgevinster i form af næringsstoffer og beskyttende effekt på hjertet,” forklarer hun.

Ifølge rapporten er der måske også behov for øget kendskab til de forskellige grøntsager. Unge under 25 år er dårligst til at kende sæsonen for almindelige grøntsager, men også mange voksne famler lidt.

”Der er nok et element af usikkerhed i det hos alle os, der ikke lige har gået på kokke-skole: At vi ikke aner hvad vi skal gøre ved persilleroden, og derfor vælger den sikre tomat i stedet.   

Rapporten viser også, at kødet er hovedpersonen i 9 ud af 10 aftensmåltider, og grøntsagerne derfor ender som “tilbehør”. Vi laver mindre mad fra bunden og køber flere forarbejdede produkter – og så glider de rå grøntsager nemt ud af hverdagen.

Grøntsager og dit hjerte
  • Spis helst mindst 600 g frugt, grønt og bær dagligt – og gerne op til 800 g for ekstra effekt.
  • Grove grøntsager som rodfrugter og kål er særligt gavnlige.
  • Mere grønt = lavere risiko for hjerte-kar-sygdom.
  • Grønne retter kan både mætte og holde vægten stabil.

Start i det små

Hvis man kan genkende nogle af rapportens konklusioner fra sin egen dagligdag, og gerne vil ændre på det, er der heldigvis mange små og simple greb, man kan prøve af. Det forklarer Lotte Juul:

”Du behøver ikke lave store ændringer for at gøre noget godt for dit hjerte, for små tilføjelser af grønt i hverdagen kan gøre en stor forskel. Prøv fx at lade de grove grøntsager være hovedpersonen i nogle af ugens måltider, og start dér. Og så lad din egen nysgerrighed styre – en ny grøntsag om ugen kan åbne for mange smagsoplevelser,” slutter hun.

Her får du 6 gode råd om grøntsager fra Hjerteforeningens diætist Lotte Juul.

  1. Vær nysgerrig – prøv en grøntsag, du sjældent bruger, én gang om ugen.
  2. Gør det nemt – hav snackgrønt klar i køleskabet og frugt på bordet.
  3. Spis grønt hele dagen – æble på havregrøden, snackpeber til frokost, bær som dessert.
  4. Tænk grønt først – anret grøntsagerne før ris, pasta eller kartofler.
  5. Skru ned for kødet – erstat en del af kødet i dine retter med bønner, linser eller grøntsager.
  6. Find inspiration – brug Hjerteforeningens opskrifter til at få nye ideer.

Du kan også prøve én af disse 3 lækre opskrifter med grøntsager, du måske ikke bruger så tit i madlavningen:

Kyllingespyd med sommerslaw og grillede majs

Hvid fisk med fuldkornsspaghetti, ovnbagte rødder og romescosauce

Asiatiske nudler med sommergrønt og marinerede kongerejer

God appetit.

Du læser en artikel, der er skabt af gavmilde danskere

Lotte Juul, der har 25 års erfaring som klinisk diætist, har skrevet denne artikel til dig. Som rådgiver på Hjertelinjen hjælper hun hjertepatienter og pårørende med vejledning i kost, motion og forebyggelse af hjertesygdom. Takket være støtten fra gavmilde danskere kan vi udbrede nyttig viden fra vores eksperter til dig.

Diaetist-Lotte-Juul-Madsen-min_mindre