Ny forskning: Patienter med kronisk hjertesvigt får bedre hjertefunktion af at træne, men de har ikke mere gavn af høj intensitet i stedet for moderat, viser det første store studie. Studiet viser også, at intervaltræning med høj intensitet ikke er forbundet med øget risiko. Derfor kan patienterne nu frit vælge en mere individuel tilgang til træningen, siger professor og overlæge Eva Prescott.
Mindre studier har tidligere vist, at patienter med hjertesvigt får størst effekt af at intervaltræne med høj intensitet. Derfor var det forskernes hypotese, at det første store, randomiserede studie af træning af patienter med hjertesvigt, SMARTEX Heart Failure Study, ville vise det samme. Men sådan gik det ikke, fremgår det af en artikel om studiet offentliggjort i tidsskriftet Circulation i slutningen af 2017.
Da de 261 patienter var færdige med superviseret træning i otte forskellige centre i Europa viste det sig, at der hverken på kort eller langt sigt var forskel på effekten af træning med moderat og høj intensitet for patienter med hjertesvigt. Men begge træningsformer var bedre end at træne på egen hånd.
– Vores håb var, at det ville være mere effektivt at træne med høj intensitet, men sådan er det altså ikke. Heldigvis fik vi fra studiet samtidig den vigtige viden, at der ikke er større bivirkninger af at træne med høj intensitet – for eksempel i form af træningsskader, rytmeforstyrrelser eller forværret hjertesvigt. Det betyder, at patienterne nu frit kan vælge træningsform, og det er godt, for der er nogle, der gerne vil lave lidt hårdere træning, siger Eva Prescott, professor og overlæge på Bispebjerg Hospital og en af forfatterne til artiklen.
Hun understreger samtidig, at det er vigtigt, at en hjertelæge har sagt god for, at patienten træner.
Overbevisende resultater
For fysioterapeuter betyder det, at de nu har frit spil til at tilrettelægge den træningsintensitet, som passer patienten bedst.
– Man kan godt tillade en mere intens træning, og det sker måske allerede i Danmark i forvejen. For det kan være svært at holde et moderat niveau. I praksis bliver træningen ofte lidt hårdere. Sådan viste det sig i hvert fald at være i studiet, hvor 80 procent af dem, der skulle træne med moderat kapacitet, faktisk trænede hårdere, siger Eva Prescott.
Det var også svært at ramme det rigtige niveau for træning med høj intensitet. Her trænede halvdelen faktisk med lavere intensitet end planlagt. Ifølge forskerne bag betyder disse uregelmæssigheder ikke noget for studiets hovedkonklusioner.
– Resultaterne er så overbevisende, at jeg ikke ser nogen grund til at gennemføre yderligere studier af intervaltræning i forhold til patienter med svær hjertesvigt, siger Eva Prescott.
Sådan foregik SMARTEX-studiet
SMARTEX-studiet inkluderede patienter med en systolisk funktion på ≤ 35 procent. De blev ved lodtrækning delt op i tre grupper. Den ene gruppe fungerede som kontrolgruppe og blev sendt hjem med opfordring til at dyrke almindelig motion på egen hånd. De to andre grupper blev sat på løbebånd eller kondicykler i superviserede centre tre gange om ugen i 12 uger med enten høj eller moderat intensitet. Høj intensitet blev defineret som fire minutter ad gangen med 90-95 procent af den maksimale hjertefrekvens afbrudt af tre minutter med moderat intensitet – i alt 38 minutter. Moderat intensitet blev defineret som 60-70 procent af maksimal hjertefrekvens i 47 minutter.
Før interventionen målte man patienternes evne til at optage ilt (VO2-max) og den venstre slutdiastolisk diameter, som er et mål for, hvor effektivt hjertet pumper. Jo mindre diameter desto bedre hjertefunktion.
Efter 12 uger målte man igen på patienterne, og sendte dem så ud i hverdagen med en opfordring om at vedligeholde træningen efter samme metoder. Efter i alt 52 uger undersøgte man igen hjertefunktion og iltoptagelse og fandt altså ingen forskelle i effekten af intervaltræning med høj intensitet og moderat træning.
Læs mere
High-Intensity Interval Training in Patients With Heart Failure With Reduced Ejection Fraction – læs her