Et litteraturstudie med 136 effektstudier kigger på effekten af interventioner, der skal mindske ensomhedsfølelse.
Ensomme og socialt isolerede mennesker har op til 30 procent forøget risiko for at udvikle en hjerte-kar-sygdom, og data fra 2021 viser, at 12 procent af danskerne føler sig ensomme. Derfor er det en god nyhed, at interventioner rettet mod at mindske ensomhed, overordnet set ser ud til at virke.
I en systematisk litteraturgennemgang af 136 effektstudier, der havde det specifikke formål at ville mindske ensomhedsfølelsen, har en gruppe forskere fra forsknings- og konsulenthuset DEFACTUM i samarbejde med Manchester Universitet, Swinburne Universitet, Aarhus Universitet og Mary Fonden undersøgt effekten af de 136 studier.
Effektstudierne brugte forskellige strategier til at mindske ensomhed og handlede om at styrke det sociale netværk, at give social støtte, at give færdighedstræning eller anvende psykologisk behandling (se fakta). Seniorforsker Mathias Lasgaard fra DEFACTUM forklarer om resultaterne:
”Hovedkonklusion er, at det i et eller andet omfang nytter at lave målrettede indsatser mod ensomhed. Vi så en reduktion i ensomhedsfølelsen på baggrund af interventionerne, så samlet set bidrog de til at mindske ensomhedsfølelsen. Men der er bestemt plads til forbedring, for der er ikke tale om store effekter. Effekterne er mindre til moderate, hvilket tyder på, at de virker ’lidt’ eller ’noget’.”
Hjerteforeningen spurgte i den forbindelse Mathias Lasgaard, om der er bestemte typer af indsatser, der egner sig bedre til hjertepatienter end andre.
”Der er meget få eksempler på indsatser til kronisk syge, så vi kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget specifikt i forhold til hvilke indsatser, der virker for hjertepatienter,” forklarer han.
Virker på alle aldersgrupper
Selvom der overordnet set ikke var nogen forskel på de fire typer af interventioner, så en af dem ud til at virke bedre end de andre.
”Psykologisk behandling så ud til at have en moderat effekt og virke lidt bedre end sociale netværk, social støtte og færdighedstræning. Alligevel forestiller jeg mig ikke, at alle, der måtte opleve ensomhed, har brug for psykologisk behandling. Men det er klart, at vedvarende ensomhed kan gå hånd i hånd med blandt andet angst og depression, og derfor vil mange potentielt set kunne have gavn af psykologisk behandling, siger han.
– Vi ved også, at hvis der går lang tid, hvor man oplever ensomhed, har det tendens til at påvirke den sociale kognition, så man i stigende grad fortolker verden på en bestemt måde i forhold til det sociale.
F.eks. er man måske mere tilbøjelig til at få øje på noget, der kan tolkes som en afvisning eller at andre ikke vil én. Det er formodentligt en af årsagerne til, at nogle ensomme mennesker kan profitere af psykologisk behandling, forklarer han.
Interventionerne så ud til at virke på tværs af aldersgrupper, interventionstyper og interventionsformater.
”I praksis betyder det, at personer i alle aldersgrupper kan drage nytte af interventionerne, og at alle typer af interventioner virker, men at størrelsen af effekten kan variere. Vi så heller ingen signifikant forskel på gruppe- og individbaserede interventioner, så der er ingen grund til at vælge individbaserede interventioner frem for gruppebaserede,” forklarer Mathias Lasgaard.
Studiet viste også, at der ikke var nogen forskel på digitale og ikke digitale interventioner – altså om f.eks. psykologisk behandling foregår online og besøget fra besøgsvennen på en skærm i stedet for fysisk.
Vigtigt med kvaliteten af relationer
En af interventionstyperne så ud til at have en mindre effekt sammenlignet med de øvrige interventionstyper. Det var interventioner med sociale netværk som den primære strategi. Ifølge Mathias Lasgaard giver det rigtig god mening.
”Mange interventioner bygger på en forestilling om, at man har brug for mere social kontakt f.eks. ved hjælp af et mødested eller sociale aktiviteter på et plejehjem. Men den forestilling er ikke nødvendigvis rigtig,” siger han og uddyber.
”Hvis du oplever ensomhed, og ensomheden er knyttet sammen med få kontaktflader og en isoleret tilværelse, så virker det rimeligt at antage, at det vil hjælpe dig at udvide dine kontaktflader. Men i virkeligheden er rigtig mange af dem, der oplever ensomhed, ikke nødvendigvis socialt isolerede,” forklarer Mathias Lasgaard.
Hvis interventioner med sociale netværk som primær strategi skal virke, skal de formodentligt være trædesten til noget andet.
– Det skal tilføre noget andet end det, der er i forvejen – f.eks. at du udvikler nye nære relationer. Ensomhed handler ofte om kvaliteten af relationerne og ikke så meget om kvantiteten, forklarer Mathias Lasgaard og giver et eksempel.
– Hvis to enkemænd mødes en gang om ugen i en social aktivitet, hvor de lærer noget om madlavning, bliver de ikke nødvendigvis mindre ensomme af det. Men hvis de begynder at besøge hinanden eller gå til fodbold sammen, bliver den sociale aktivitet en trædesten til en relation, som rækker ud over aktiviteten, forklarer han.
Fokus på ensomhed forstærket
Ifølge Mathias Lasgaard er der et stigende fokus på ensomhed med flere og flere indsatser, der har til formål at mindske ensomhed. Tilsvarende er antallet af publicerede effektstudier stigende.
Her har Coronapandemien yderligere forstærket vores fokus på ensomhed.
”Under pandemien blev vi meget optaget af social sundhed, og hvad relationer betyder for os, og dermed også hvad vi kan gøre for at trække de personer ind, der måske står på kanten af fællesskabet,” siger Mathias Lasgaard.
Selvom litteraturgennemgangen indeholder 136 studier, vurderer Mathias Lasgaard, at der er brug for endnu flere studier.
”Mange af studierne var små studier af dårlig kvalitet. Derfor er der ingen tvivl om, at vi har brug for større studier af en bedre kvalitet, hvis vi skal blive klogere på, hvad der er effektivt i forhold til at mindske ensomhed,” siger han.
Ensomhed er en følelse, der udspringer af savnet af meningsfulde sociale relationer og en følelse af manglende nærhed og samhørighed med andre.
Kilde: Mathias Lasgaard.
Ensomhed defineres i forskningslitteraturen typisk som en subjektiv, ubehagelig tilstand, der opstår som følge af en oplevet diskrepans mellem ønskede og faktiske sociale relationer. Vedvarende ensomhedsfølelse er et væsentligt aspekt af dårlig mental sundhed og en risikofaktor for depression, hjertesygdom og tidlig død. Endvidere ses en sammenhæng mellem ensomhed og henholdsvis stress og søvnproblemer.
Kilde: Rapporten ’Interventioner, der skal mindske ensomhed’, DEFACTUM 2021.
Inden for forskning i ensomhed skelner man i grove træk mellem fire forskellige interventionsstrategier: social støtte, sociale netværk, social og emotionel færdighedstræning og psykologisk behandling. Social støtte og sociale netværk er de mest udbredte strategier.
Primær interventionsstrategi
Social støtte: Indsatser, der giver adgang til omsorg og støtte. Et eksempel er tjenester, hvor personen får besøg af en fagperson, et familiemedlem, en besøgsven eller en mentor – eller hvor en ung og en ældre udgør et besøgspar.
Sociale netværk: Stiler mod at udvide deltagernes sociale netværk. Det omfatter typisk sociale aktiviteter, der giver mulighed for, at man kan interagere med andre f.eks. et mødested eller fællesaktiviteter.
Social og emotionel færdighedstræning: Typisk programmer til især børn og unge, hvor der arbejdes med kommunikation og rollespil.
Psykologisk behandling: Et eksempel er mindfulness-baseret kognitiv terapi.
Kilde: Mathias Lasgaard.
Ensomhed måles ved validerede skemaer som f.eks. guldstandarden ’UCLA Loneliness Scale’, der er den mest anvendte og indgik i mange af de 136 studier. I UCLA Loneliness Scale spørges indirekte til ensomhed f.eks. ’Hvor ofte føler du dig isoleret?’, ’Hvor ofte savner du nogen at være sammen med?’ og ’Hvor ofte føler du dig udenfor?’.