Stien går gennem skov, let kuperet terræn og langs søen. Der er et rigt fugleliv og mulighed for at sidde ned på diverse bænke undervejs. Hjertestien er egnet til både picnic, cykling, løb, barne-/klapvogne, kørestole og gangbesværede.

Vi begynder turen ved P-pladsen v. Ballerupvej og går gennem den lille skov, krydser vejen til vandværket og går højre om søen. Nu har vi søen på vores venstre side. Her kan vi nyde udsigten til den store sø med det rige fugleliv og på højre side kan vi se attraktive villaer med udsigt over søen. Et af dem er Skovhuset – et hus for kunst og natur. Værd at besøge i åbningstiden fra kl. 12 – 16 på onsdage, i weekender og på helligdagen, hvor også husets lille café har åbent. Om foråret er der mange blomster i skovbunden – fx hvide, gule og blå anemoner, hvide og blå lærkesporer og ikke mindst ramsløg.

Vi passerer 1 km skiltet og nyder søen frem til 2 km skiltet, hvor terrænet åbner sig mod Præstesøen, der nu igen er fyldt med vand og ligger omgivet af eng og overdrev. Vi holder til venstre og går nu på en mindre højderyg. Til venstre ses Søndersø gennem trætoppene og til højre kan vi se ind på den tidligere Flyvestation Værløse, som nu er forvandlet til et stort og attraktivt område med nye boliger og plads til mangfoldige aktiviteter. Der er også muligt at gå derind, da hegnet mod søen er fjernet. I weekenden er hangar 214 åben. Her kan du få en kop kaffe eller lidt koldt at drikke. Et skilt ved søstien viser vej.

Længere fremme møder vi den lille Tibberup Å, som kommer fra Smørmosen gennem Hareskoven, derefter løber i kanaler udenom Søndersø, for ikke at forurene drikkevandet. Til gengæld sker der afvanding fra Søndersø til Tibberup Å. Når åen igen kan ses, er den blevet til Jonstrup Å, der bliver til Værebro Å, der løber ud i Roskilde Fjord. Sidst på turen kommer vi igennem et fladt område med vandkanal til det nyrenoverede vandværk, som forsyner København med drikkevand. Ved tavlen med nogle af de svømmefugle, du kan have set på din tur, går vi til højre tilbage til P-pladsen.

Har du spørgsmål om hjertestien, aktiviteter og lignende, er du velkommen til at kontakte lokalforeningen Furesø