Steen kollapsede midt i kampen - og så trådte hele curlingklubben til
Inden spilstart havde Steen Hansen haft sure opstød og ondt i tænderne, men ingen anede, at han kort efter ville ligge bevidstløs på isen. Ved en fælles indsats og fem stød til hjertet fik han livet igen
De er halvvejs inde i kvartfinalen i årets Hvidovre Cup. På det ene hold er vennerne Steen Hansen, 68, og Gert Larsen, 66, som har spillet curling med og mod hinanden i mere end 50 år.
Denne januardag i 2025 er de komfortabelt foran, da Steen sender en curlingsten af sted. Deres to holdkammerater, de to fejere, overtager kontrollen med stenen og følger den op ad banen mod målområdet.
I den ende står Gert, der på det tidspunkt er skipper, holdets taktiske leder, og ser fejerne komme imod ham.
”Jeg kan se, hvad de to fejere ikke kan,” siger han.
”Lige da Steen slipper stenen, kollapser han og lander på isen. Først tænker jeg, at han er faldet.”
Men Steen bliver liggende. Mens stenen glider ned ad isen, begynder Gert at bevæge sig den modsatte vej – ned mod Steen.
”Jeg følte det som om, at loft og vægge væltede ned over mig....”
En koordineret holdindsats
Her er, hvad Steen Hansen selv husker: I løbet af dagen havde han haft nogle sure opstød og ondt i tænderne.
”Ligesom når det isner i en tand, men bare i hele kæben,” forklarer han.
Før kvartfinalen gik han rundt og efterlyste panodiler, men han havde ingen anelse om, hvad der var på vej. Før han slipper den sidste sten:
”Jeg følte det som om, at loft og vægge væltede ned over mig. Jeg tænkte bare, at jeg måtte få lagt mig ned – og så sortnede det hele for mig. Jeg gik ud som et lys. Bang.”
Hvad der skete herefter, vil Steen ikke kun takke Gert for, men alle der var til stede i Hvidovre Curling Club den dag.
”Jeg var heldig, at jeg havde så mange mennesker omkring mig, som tog action på de rigtige ting på det rigtige tidspunkt,” siger Steen.
”I en total uventet situation, hvor vi skulle spille curling og have det rart med hinanden, så indtræder det her – og så opstår der en spontan koordineret indsats, hvor alle finder ud af, hvordan de kunne bidrage.”
Fremme ved Steen fik Gert hurtigt konstateret, at der ikke var nogen puls.
Sammen med en far til en juniorspiller og klubbens istekniker begyndte han på livreddende førstehjælp. To skiftedes til at trykke, mens den tredje pustede.
En juniorspiller ringer 1-1-2, mens en anden har kontakten med alarmcentralen hele vejen.
En spiller kommer i tanke om en hjertestarter i nærheden, og en anden løber efter den.
Nogen sørger for at få juniorspillerne ud af hallen, så de ikke skal overvære hændelsen, og én ringer til Steens intetanende kone.
En anden igen løber ambulancefolkene i møde.
”Jeg er meget taknemmelig over den håndtering – fra hele Hvidovre Curling Club og alle menneskerne omkring mig. Ellers havde jeg ikke haft livet i dag,” siger Steen.
”Det er jeg helt overbevist om.”
"Det føltes som at blive kørt over af en damptromle"
Ind og ud af livet
Steen mærkede pludselig, at han blev trykket på brystet.
”Jeg har aldrig prøvet noget, der gjorde så ondt. Jeg havde bare tanken: Jeg må væk herfra. Det føltes som at blive kørt over af en damptromle.”
Gert oplevede også, at Steen vågnede midt i hjertemassagen. Han viftede dem væk og klagede over smerterne.
”Jeg tænkte, ja tak! Så er der hul igennem. Nu er han tilbage. Nu er der liv i ham,” fortæller Gert.
De indstillede hjertemassagen.
”Men så gik der et øjeblik, og så forsvandt han igen.”
Det gentog sig tre gange. Hver gang de stoppede, forsvandt han igen. Mens det stod på, var Gert hele følelsesregisteret igennem, fortæller han.
”Det, der chokerede mig, var, at Steen vågnede jo, og var han væk igen. Så vågnede han, og så var han væk igen. Hver gang tænkte jeg, ja, fedt, nu er han der, og så var han ikke alligevel. Hjertet slog jo ikke. Det var en yo-yo af følelser.”
"Vi sad bare og ventede på at høre noget"
Et uventet opkald
I hallen kan de høre, at ambulancen nærmer sig. Paramedicinerne støder Steen for fjerde gang og bringer ham til bevidsthed. På vej ud på båren er Steen vågen.
”Vi giver lige et håndtryk og jeg siger, nu er du i gode hænder,” fortæller Gert.
Men i ambulancen er det nødvendigt at støde Steen for femte gang. Han overhører lægen sige, at de må være forsigtige, hvis de skal støde igen.
”Det slog mig. Jeg tolkede det som et signal om, at det her ikke var skide godt længere. Jeg tænkte, hvis jeg skal stødes én gang til, så overlever jeg ikke. Der fik jeg nogle sorte tanker.“
Han tænkte på sine to gravide svigerdøtre.
”Jeg tænkte, de to små prinsesser, Wilma og Thea, som ville komme til verden, dem når jeg ikke at se. Men det gjorde jeg så.”
På Rigshospitalet gik det ”1-2-torden”, som Steen udtrykker det.
Klokken var 18.20, da han ramte isen. Forklaringen var en blodprop i den ene kranspulsåre. Klokken 20.45 var han færdigopereret. Omkring klokken 21 kunne han ringe til Gert.
”Vi sad bare og ventede på at høre noget,” fortæller Gert.
”Jeg havde dog ikke forestillet mig, at du selv havde været i stand til at ringe. Så det var godt at få Steens stemme i telefonen.”
"Jeg har ikke rigtig ville kaste mig ud på den bane, hvor jeg faldt om"
Nu får han et kram
I lang tid efter lå Gert vågen om aftenen og talte til 30.
”Det lå bare dybt i underbevidstheden. Jeg kom til at ligge og tælle. Det tog sgu lidt tid at komme af med den reaktion.”
Det har også taget tid for Steen at slippe bekymringerne om hjertet, og det har krævet støtte fra både psykologer og familien. For nylig viste en undersøgelse heldigvis, at det slår, som det skal. Han er dog ikke vendt tilbage til isen endnu.
”Jeg har ikke rigtig ville kaste mig ud på den bane, hvor jeg faldt om. Det har ligget lidt i mig. Men jeg tæller lidt på knapper, om jeg ikke skal gøre det næste år.”
Han har siden været forbi curlingklubben – blandt andet for at donere penge til et førstehjælpskursus for medlemmerne.
”Ja, folk har jo opdaget, at lige pludselig kan man stå i situationen,” siger Gert.
”Så er det rart at have en idé om, hvad der skal gøres.”
Gert og Steen var tætte i forvejen. Men når de ses nu, giver Steen altid et kram. Det gjorde han ikke før.
Og kvartfinalen? Modstanderholdet blev enige om at give dem sejren. Og den sidste sten, Steen nåede at sende af sted, var hans bedste i kampen, mener Gert.
”Den lå lige der, hvor den skulle.”
