Nicholai husker ikke sit hjertestop - det gør hans hustru og 19-årige søn til gengæld
Det var slet ikke som på film, da 51-årige Nicholai Just fik hjertestop i familiens indkørsel i Farum. Mens hjælpen var på vej, skiftedes hans hustru Sanne og sønnen Oscar til at give hjertelungeredning. Ingen ved præcist, hvor længe han lå på fliserne, men hans pulsur giver en idé
19-årige Oscar havde set et hjertestop på film.
”Så får de noget hjertemassage og ét stød – og så vågner de.”
Men da han en decemberdag i 2025 så sin far ligge på fliserne foran familiens hus i Farum, var det noget helt andet.
”Han lå og rallede og bevægede sig, selvom han dybest set havde et hjertestop,” fortæller Oscar.
Kort inden var hans far gået ud for at træne. Oscar sad inde i huset, da hans mor pludselig råbte, at han skulle ringe efter hjælp.
”Hans øjne kører rundt i hovedet på ham, og så hører jeg den der rallen”
En sjette sans
Det var en lørdag ved middagstid, og Nicholai Just havde netop siddet og bestilt billetter til en koncert med Tina Dickow sammen med sin hustru, Sanne Høck Just.
Han gik ud i indkørslen for at styrketræne med sine kettlebells. Få minutter senere fulgte Sanne efter.
”Jeg ved ikke, om det var en sjette sans. Jeg kan ikke huske, om jeg gik ud med skrald, men jeg gik i hvert fald ud – og så ser jeg Nicholai ligge på jorden.”
Hendes første tanke var, at han lavede sjov med hende. Men hurtigt gik alvoren op for hende.
”Hans øjne kører rundt i hovedet på ham, og så hører jeg den der rallen. Så er jeg godt klar over, at det er et hjertestop.“
Hun løber tilbage ind i huset og råber til Oscar, at han skal ringe til alarmcentralen.
“Og så går jeg bare i gang med hjertelungeredning.”
Præcis, hvor længe Nicholai har ligget på jorden, ved de ikke. Men de kan se på hans pulsur, at hans sidste træningssession sluttede klokken 12.19. Og klokken 12.23 ringede Oscar til alarmcentralen.
"Jeg var dybt imponeret af den handlekraft, Oscar udviste"
På autopilot
Sanne Høck Just har været elitesvømmer og har gennem sit tidligere arbejde i Dansk Svømmeunion haft mange livredningskurser.
”Jeg gik på autopilot. Jeg kørte filmen i hovedet med frie luftveje, og hvor mange gange der skulle trykkes. Jeg kommanderede med Oscar og sagde, når han skulle lave to indblæsninger.”
Mor og søn skiftedes til at trykke og blæse.
“Men det var nok det sidste, jeg havde troet – at jeg skulle bruge de kompetencer på min egen mand,” siger Sanne.
Der gik tusind tanker gennem hovedet på hende.
”Det er utroligt, hvad ens hjerne kan processere på så kort tid,” siger hun.
Hvor længe har han ligget der? Hvor længe har han været uden ilt? Hvad vågner han op til? Kommer hjælpen ikke snart?
Samtidig nåede hendes hjerne at registrere Oscars indsats. Et halvt år tidligere havde han lært førstehjælp, da han tog kørekort.
”Jeg var dybt imponeret af den handlekraft, Oscar udviste. Og taknemmelig for, at han kunne gøre det.”
I løbet af kort tid ankom ikke mindre end fem hjerteløbere på stedet. Den første overtog hjertemassagen. To havde hjertestartere med, men de nåede ikke at bruge dem, før redningsfolkene kom. To ambulancer, en akutbil og en praktiserende læge.
”Folk kom strømmende til,” siger Sanne.
I dag beskriver hun sin og Oscars indsats som ét led i en lang kæde af mennesker, der hjalp Nicholai.
”Der var jo et helt apparat af kompetente folk, som tog over efter os. Både frivillige hjerteløbere og sundhedsprofessionelle – og alle vidste, hvad de skulle gøre. Det kan man kun være dybt taknemmelig for.”
Bliver han en grøntsag?
Mens paramedicinerne arbejdede, trak Oscar ind i huset med Sannes bror og mor, som var kommet.
”Jeg havde et ekstremt behov for at være ude ved Nicholai og se, hvad der skete,” fortæller Sanne.
Hun fik at vide, at de havde stødt to gange – og at hans hjerte slog igen. Samtidig sagde indsatslederen, at det var dybt kritisk. Mens Nicholai lå i ambulancen på vej til Rigshospitalet, kørte Sanne med akutbilen.
Hun kalder turen ”den længste nogensinde.” På skærmen tikkede opdateringer ind, som hun prøvede at følge med i. Samtidig var hun i gang med at bearbejde det, hun lige havde oplevet.
”Allerede der tænkte jeg: Bliver han en grøntsag? Vågner han slet ikke?”
På intensivafdelingen blev Nicholai lagt i kunstigt koma. Efter seks timer forsøgte de at vække ham.
”Der var smil på læben hos sygeplejerskerne, så der var indikationer af, at det var positivt,” fortæller Sanne, som var til stede på stuen.
Skæbnen ville, at der i samme øjeblik landede en helikopter på landingspladsen på taget af Rigshospitalet.
Det hørte Nicholai, der har været i Forsvaret og tidligere har arbejdet med helikoptere. Og ikke nok med det: Han kunne høre, hvilken type helikopter det var.
”Det ved man, når man har hørt på helikoptere tit,” fortæller Nicholai i dag.
”Så kan du høre, om det er den store grønne redningshelikopter eller en af de små gule lægehelikoptere. Det kan man simpelthen høre på lyden.”
”Jeg tænkte, okay, så er det ikke helt galt det her,” fortæller Sanne.
"Man vil rigtig gerne have en diagnose eller have sat to streger under."
En af de 10 procent
Det viste sig, at Nicholai havde en forkalket kranspulsåre, hvor blodproppen sad. På hospitalet fik han indsat en stent, og som led i et forsøg har han også fået indopereret en ICD som en ekstra sikkerhed.
Hvorfor han udviklede forkalkningen, har lægerne ikke kunnet give familien et klart svar på.
”Det er jo den del, der kan være lidt svær at acceptere,” siger Sanne.
”Man vil rigtig gerne have en diagnose eller have sat to streger under. Men som en af lægerne sagde til ham: ‘Du er en af de 10 procent, vi ikke kan forklare.’”
I dag har Nicholai det godt. Han tager blodfortyndende medicin og er vendt tilbage til sin træning.
”Jeg synes egentlig, jeg er rimelig godt dækket ind. Det er nok mere resten af familien, der lige skal følge med, når jeg tager ud og løber eller cykler,” siger han.
"Det virker naturstridigt på en eller anden måde"
For altid forandret
For Oscar og Sanne har tiden efter været sværere. Ikke at bekymre sig, hvis Nicholai ikke er hjemme til aftalt tid. Ikke at stikke hånden over om natten for at mærke, om dynen bevæger sig.
”Vores liv er jo nok for altid forandret på en eller anden måde. Det er noget, vi tager med os,” siger Sanne.
”Vi skal opleve, at Nicholai kommer hjem fra cykelturen og hjem fra arbejde rigtig mange gange, før vi ligesom begynder at lægge det på hylden.”
Samtidig har mange omkring dem haft svært ved at forstå, det der skete. For Nicholai passer ikke ind i forestillingen om, hvem der får hjertestop, fortæller Sanne. Han har kørt Ironman, løbet maraton, cyklet til arbejde flere gange om ugen og hverken røget eller drukket.
”Det virker naturstridigt på en eller anden måde,” siger hun.
For nylig tog Nicholai og Sanne til den Tina Dickow-koncert, som de havde købt billetter til den dag i december.
”Det var lidt særligt,” siger Sanne.
”For mig var det jo det sidste, vi gjorde sammen, inden han faldt om.”
