”Ikke på min vagt!” råbte 16-årige Magnus, da hans chef lå på gulvet
Da 70-årige Orla faldt om, troede hans kone, at håbet var ude. Men deres unge medhjælper Magnus holdt hovedet koldt og nægtede at give op
Beskeden var brutal: Der ville gå en halv time, før ambulancen nåede frem til landejendommen i Askeby på Møn.
Panik spredte sig i stuen. Magnus råbte i røret, at det skulle gå hurtigere. For det her var ikke godt.
På gulvet lå hans chef, landmand Orla Raae Olsen, helt blå i hovedet.
Magnus trykkede igen og igen på hans brystkasse, mens en bestemt melodi kørte på repeat i hans hoved.
En melodi, han havde lært til et førstehjælpskursus få måneder tidligere: Bee Gees’ Stayin’ Alive.
”Ikke på min vagt!”
Blå over hele kroppen
Selv mere end et år efter er det stadig svært for Magnus Dams Lindahl at tale om, hvad der skete den dag.
Han har været medhjælper på gården, siden han gik i syvende klasse.
Orla, der har været landmand i snart 50 år, fortæller, at det begyndte som en ganske almindelig arbejdsdag.
Om eftermiddagen sad de i stuen sammen med Orlas kone, Kirsten.
”Vi sad og drak kaffe og spiste franskbrød, og lige pludselig fik jeg det underligt. Det var få sekunder, så var jeg væk.”
”Det gik i hvert fald meget stærkt,” siger Magnus.
Fra sin stol så han Orla gribe fat i bordkanten, inden han faldt ned mod gulvet.
Magnus, der havde en trådløs høretelefon i det ene øre, ringede hurtigt 1-1-2 og begyndte hjertelungeredning.
”Han var helt blå i hovedet. Hans negle var blå, og hans tunge fyldte hele munden. Så vidste jeg godt, at der var noget galt.”
Kirsten var overbevist om, at der ikke var noget at stille op.
”Jeg sagde til ham, du kan lige så godt stoppe, for Orla er død.”
”Ikke på min vagt!” råbte Magnus og fortsatte.
"...så får du adrenalin, der gør, at du får flere kræfter..."
Knægten var koldblodig
Magnus kan ikke længere huske, hvad der gik gennem hovedet på ham. Kroppen reagerede bare.
”Lige så snart sådan noget sker, så får du adrenalin, der gør, at du får flere kræfter, vil jeg mene.”
”Han er jo også blevet en muskuløs, ung mand,” siger Orla med en snert af stolthed.
Den stolthed deler Kirsten.
”Magnus var koldblodig,” fortæller hun.
”Da vi hører ambulancen, siger han til mig: ‘Kirsten, du skal gå ud og fortælle dem, hvor vi er.’ Så det tænkte knægten også på.”
Første besked var, at der ville gå en halv time, før hjælpen ville nå frem. Heldigvis lykkedes det at få omdirigeret en ambulance, der dukkede op efter godt 10 minutter.
”Lige pludselig kom de væltende ind ad døren,” fortæller Magnus.
"Man skal søge hjælp noget hurtigere. Det hjælper"
Med ryggen til minderne
For Magnus har det taget længere tid at komme sig.
”Der var en lang periode, hvor jeg ikke rigtig kunne indse, at det var godt, det jeg havde gjort,” siger han.
Længe kunne han slet ikke gå ind i stuen, hvor Orla var faldet om. Billederne fra den dag blev ved med at dukke op. I stedet spiste han sin frokost ude i traktoren.
Løsningen blev et lille bord i køkkenet, så Magnus nu kan sidde med ryggen til der, hvor det skete.
”Det er begyndt at blive bedre,” siger han.
”Det var vores store skræk,” siger Kirsten. “Hvis han ikke fik hjælp, at han pludselig slet ikke kunne komme hos os. Ikke bare fordi han har reddet Orla – han er jo også vores dreng.”
I begyndelsen holdt Magnus oplevelsen for sig selv. Han troede, han kunne klare det selv, men nu taler han med en psykolog. Derfor har han også et råd til andre, der måtte stå i samme situation:
”Man skal søge hjælp noget hurtigere. Det hjælper.”
Han holder stadig lidt ekstra øje med Orla. Hvis de arbejder med elektricitet, sørger han for, at Orla er på lang afstand. Og læner Orla et øjeblik hånden mod sin pande, er Magnus der med det samme:
”Nu er der ikke noget galt, vel?”
