Julie nåede knap at sige hej, før Susanne lå på gulvet foran hende
På parkeringspladsen foran Nakskov Idrætscenter sad Julie Friis Belling på hug op ad muren og kom til sig selv. Hun kunne stadig smage Susanne på læberne, da det for alvor gik op for hende, hvad hun netop havde gjort
Julie Friis Belling parkerer foran Nakskov Idrætscenter en mandag eftermiddag sidst i september 2025.
Der er en halv time, til hendes fireårige datter skal til gymnastik, men de kommer ofte lidt før, så de har tid til en madpakke. På vej ind går Julie forbi kontoret for at hente gymnastikdragterne. Her står den 70-årige gymnastiktræner Susanne Hofmann Larsen og gør sig klar til at træne et pigehold i redskabsgymnastik.
”I det jeg kommer ind, hilser jeg lige på Susanne og en ung hjælpetræner, der står på kontoret,” fortæller Julie. Hun bemærker ikke noget usædvanligt. Men få sekunder senere falder Susanne om.
“Hun når lige at sige Hej, og så knækker hun sammen og falder om på ryggen. Jeg farer over til hende og kan bare se, at hun forsvinder mere og mere.” I det samme får Julie hjælpetræneren til at ringe 1-1-2.
”Sker det her virkelig?” er den første tanke, der farer gennem hendes hoved. Og den næste: ”Hun må bare ikke dø.”
”Jeg tænkte bare, at jeg var ude af træning”
Det sad på rygraden
Tidligere den dag var Susanne Hofmann Larsen kørt fra sit hjem i Nakskov og til idrætscenteret på cykel. Hun havde ikke mærket nogen tegn på, at noget var galt. Måske blev hun lidt mere forpustet på cykelturen end normalt, fortæller hun.
”Jeg tænkte bare, at jeg var ude af træning – jeg havde jo ikke lavet noget hele sommeren.” Hun gik ind på kontoret for at stille sin taske. ”Så husker jeg ikke mere,” fortæller hun. Det gør Julie Friis Belling til gengæld.
36-årige Julie har aldrig givet hjertemassage i virkeligheden. Men hun har været på flere kurser: i folkeskolen, som livredder og på en arbejdsplads. Og det lå også frisk i erindringen. Godt en måned tidligere havde hun tilfældigvis været med sin store datter til et arrangement, hvor børnene kunne prøve førstehjælp, og Julie havde siddet ved siden af og fulgt med.
På kontoret kom det instinktivt til hende.
”Det sad på en måde på rygraden, hvad jeg skulle gøre,” fortæller hun.
Ting, der skulle dirigeres ud: Der skulle ringes 1-1-2. Døren ud til skulle lukkes, for hallen var fyldt med gymnaster. Samtidig mærkede Julie efter puls og gik i gang med hjertemassagen.
”I mit hoved kørte den bare: Er du i live – eller er du ikke i live?”
På et tidspunkt fornemmede Julie en svag puls, og Susanne gav små gisp fra sig. Var hun på vej tilbage? Men pulsen forsvandt igen, og stemmen i telefonen rådede dem til at fortsætte.
"Jeg skulle bare sidde og græde ud. Det var overvældende...."
Fælleskram på parkeringspladsen
Det føltes, som om Julie arbejdede på Susanne i en evighed. I virkeligheden gik der omkring 10-12 minutter, inden ambulancefolkene ankom. Julie begyndte at ringe til forældrene, så gymnasterne kunne blive hentet hjem. Samtidig gik det op for hende, at hun ikke vidste, hvor hendes fireårige datter var.
”Det viste sig, at hun havde sat sig ind i hallen og var gået i gang med at spise sin madpakke,” fortæller Julie.
På parkeringspladsen foran idrætscenteret blev der gjort plads til, at en helikopter kunne lande, og Susanne blev kørt ud på en båre og fløjet væk. Dem, der stod tilbage, omfavnede hinanden i et stort fælles kram. Det begyndte at gå op for Julie, hvad der lige var sket. Hun satte sig ned på hug med ryggen mod muren.
”Jeg skulle bare sidde og græde ud. Det var overvældende. Jeg havde lige haft hænderne på hendes bryst og givet mund-til-mund, og jeg kunne stadig smage hende på læberne.”
Dagene efter kørte det rundt i hovedet på hende.
”Jeg gik hjemme med mine egne tanker. Var det godt nok? Gjorde jeg, hvad jeg kunne? Hvor lang tid havde hun været uden ilt? Klarer hun den? På det tidspunkt vidste jeg jo ikke, hvordan det ville ende.”
Forløsningen kom, da Susannes datter ringede og fortalte, at Susanne var vågnet efter to dage i kunstigt koma.
”Det var virkelig dejligt at få at vide,” fortæller Julie.
"Og så hører jeg også, at hun skal være mormor"
En fremtid som mormor
På Rigshospitalet var Susanne netop kommet til sig selv.
”Ved du, hvor du er?” spurgte personalet. Nej, det gjorde hun ikke.
”Ved du hvorfor?” ”Nej,” svarede Susanne, ”men det kan jeg næsten tænke mig til.”
Allerede i det øjeblik åndede hendes familie lettet op, for det lød unægteligt som deres Susanne. Hun havde haft et hjertestop, fordi hendes kranspulsårer var stoppet til, og inden hun forlod hospitalet, fik hun foretaget en firedobbelt bypassoperation og indsat en pacemaker.
En måned senere parkerede Julie foran Susannes hjem og bankede på døren. Det er Susanne, der åbner døren, og allerede der kommer der et stort smil på mine læber. Det er bare en glædesfølelse at se hende og give hende et kram. Der faldt virkelig en tung sten fra mit hjerte.”
Sammen talte de episoden igennem.
”Og så hører jeg også, at hun skal være mormor,” fortæller Julie.
”Det gør mig endnu mere varm om hjertet, at det når hun så også at opleve.”
"Mit budskab må være, at det er vigtigt – uanset om du er stor eller lille, ung eller gammel – at få kendskab til hjertemassage."
Alle kan gøre en forskel
I dag har Susanne det godt, fortæller hun. Hun bliver måske lidt mere træt, og tingene tager lidt længere tid, men ellers er der ikke meget, der har ændret sig i hjemmet i Nakskov.
”Skaderne er minimale,” siger hendes mand, Palle Larsen og tilføjer:
”Det kan vi kun takke Julie og hendes snarrådighed for. Hun var jo nærmest begyndt på hjertemassagen, inden Susanne ramte gulvet.”
I dag er Julie overbevist om, at hun gjorde, hvad hun kunne – og det var nok. Det håber hun også kan inspirere andre:
”Mit budskab må være, at det er vigtigt – uanset om du er stor eller lille, ung eller gammel – at få kendskab til hjertemassage. For det gør måske, at du er mere i stand til at handle, hvis det sker.”
