Janniks tal var fine. Et døgn senere stod Helle med sin livløse mand i hænderne
Da 36-årige Jannik kollapsede i sengen derhjemme, tog Helle styringen med det samme. Mens deres to små døtre sov inde ved siden af, holdt hun ham i live og koordinerede hjælp fra naboen, redningsfolk og deres nærmeste
I en uge havde Jannik Baltzer Hattel haft voldsomme smerter i nakken. Det mindede ham om den diskusprolaps, han havde haft året før.
”Jeg var sikker på, det var den, der drillede,” fortæller han.
Men smerterne tog til og trak op i halsen og ud i kravebenene. Flere gange stod han foroverbøjet og forpustet på sit arbejde på Novo Nordisk i Hillerød, indtil kollegerne fik nok.
”Nu tager du fandeme til lægen,” lød beskeden.
Hans egen læge sendte ham videre til undersøgelser. For selv om han tidligere havde haft en diskusprolaps, kunne symptomerne også pege på noget med hjertet. På hospitalet fik han lavet ultralyd, taget blodprøver og ekg.
”Der var ikke noget overhovedet. Alt var fint,” fortæller Jannik.
Et døgn senere fik han en blodprop, og hans hjerte stod stille i 50 minutter.
”Jeg tænker rigtig meget på børnene. En seksårig, der mister sin far......”
Det er ikke en øvelse
Aftenen efter hospitalsbesøget er Jannik på vej i seng til sin hustru Helle Baltzer Hattel. De har været kærester, siden de begge var 15 år, og i år kunne de fejre kobberbryllup.
Helle er lige ved at falde i søvn, da hun hører Janniks vejrtrækning ændre sig.
”Den er meget mærkelig, som om han hiver efter vejret,” fortæller hun.
Hun spørger, om han har ondt, men han svarer ikke. Lidt irriteret over, at han ikke reagerer, sætter hun sig op i sengen og tænder lyset.
”Han er helt voksbleg i hovedet. Han ligger med åben mund og øjnene vender ud ad. Jeg råber af ham og slår ham på kinderne, men der er ingen reaktion.”
Hun griber sin telefon fra natbordet og ringer 1-1-2. Samtidig begynder hun at give hjertemassage. Hun har ikke været på førstehjælpskursus, siden hun var 18 år, men hun husker især to ting: Man kan ikke gøre noget forkert. Og man skal trykke hårdt.
”Så jeg trykker rigtig hårdt. Det er så hele sengen giver efter.”
Man siger, at kroppen i akutte situationer kan reagere ved at flygte eller kæmpe. Helle kæmper.
”Jeg var 100 procent i fight. Jeg har tanken: ‘Det her er ikke en øvelse.’ Jeg ved godt, at nu er det mig. Det er mit ansvar at holde Jannik i live.”
Inde ved siden af sover deres to døtre, Eva og Liv, som på det tidspunkt er ni og seks år.
”Jeg tænker rigtig meget på børnene. En seksårig, der mister sin far, kan ikke huske ham ret meget bagefter. Så jeg når at tænke: Det her må ikke gå galt. Jeg skal give alt, hvad jeg har.”
Hun kan mærke, at alle hendes sanser er skærpede.
“Min hjerne er helt skarp,” siger hun selv.
Med hænderne på Janniks brystkasse begynder hun at tænke flere skridt frem. Hun kan godt regne ud, at hun kommer i undertal. Mens hun har alarmcentralen i sin telefon, rækker hun ud efter Janniks telefon og ringer deres nabo op. Hun løber ud og låser dørene op. Naboen viser ambulancefolkene ind. Mens de tager over, ringer Helle til Janniks mor. Senere på natten ringer hun også til sin egen.
Helles mor husker stadig sin datter i røret:
”Mor, jeg har brug for, at du tager dig sammen.”
"Så krydser vi fingre for, at man kan vække ham igen"
For og imod overlevelse
Ambulancefolkene arbejder koncentreret og næsten lydløst i soveværelset. De giver syv eller otte stød, inden de kører Jannik ud gennem terrassedøren på en båre. Hans hjerte slår stadig ikke – og på hans bryst har han fået fastspændt et mekanisk apparat, der rytmisk pumper blodet rundt i kroppen.
På vej til Rigshospitalet sidder Helle på forsædet. På et tidspunkt kan ambulanceføreren se i bakspejlet, at apparatet ikke længere arbejder. Han kigger på Helle.
”Det må betyde, at hjertet slår igen.”
Samlet set havde Jannik hjertestop i 50 minutter. På hospitalet bliver han kørt direkte på hjerteintensiv, hvor han får indlagt en stent i den kranspulsåre, der viser sig at være tillukket. Derefter bliver han lagt i kunstigt koma.
”Så krydser vi fingre for, at man kan vække ham igen,” siger Helle.
Lægerne er ærlige, fortæller hun. Janniks alder og fysik taler for overlevelse. Varigheden af hjertestoppet taler imod. De beslutter at forsøge at vække ham næste formiddag.
Hele natten sidder Helle ved Janniks side. På stuen er der stilhed – kun afbrudt af lyden fra den varmemadras, der skal hæve hans kropstemperatur. Helle mærker for første gang en ro falde over hende.
”Jeg kan mærke, at nu er det ikke længere mit ansvar. Nu er der nogle andre, der passer på Jannik.”
"Er far død?"
Ingen skade på hjernen
Næste morgen slukker lægerne for sovemedicinen, men Jannik vågner ikke. Pigerne får lov at komme ind på hospitalet og se ham.
”Er far død?” spørger den ældste.
”Det kunne jeg svare nej til,” siger Helle, “men jeg prøvede at holde mig fra at love noget, jeg ikke kunne holde.” Senere samme dag åbner han kort øjnene, og næste morgen vågner han for alvor.
Efter så langt et hjertestop havde de frygtet, at han ikke ville blive sig selv igen. Men mod alle forventninger har Janniks hjerne ikke taget skade.
”Der var bare ikke noget, der kunne tage skade. Det var det, det var problemet,” joker Jannik, der i dag har det godt.
"Du står med din døde mand i dine hænder."
Ikke den typiske patient
De to uger, Jannik er indlagt, kan han næsten ikke huske. Han husker mest følelsen af at få at vide, at han har haft et hjertestop.
”Det er syret. Jeg følte jo ikke, jeg var syg før, og så vågner man op på hospitalet, og alle omkring dig er meget alvorlige,” fortæller han. “Jeg har det stadig, som om det er sket for en anden.”
Men det var Jannik, der fik den blodprop.
Hvorfor ved lægerne ikke. Han havde ingen klassiske risikofaktorer. Han har dyrket motion hele sit liv, og i 20 år har han lavet akrobatik på højt plan. Han har spist sundt, aldrig røget og altid “gjort det rigtige”. Måske spiller arvelighed ind. Måske var det bare sort uheld. Derfor håber parret også, at deres historie kan være med til at udvide billedet af, hvad og hvem en blodpropspatient kan være.
”Det er ikke kun de gamle – det kan ske i alle aldre,” siger Helle.
I dag har Jannik en ICD, han er velmedicineret, og han kan gøre alt det, han kunne før. Men han kan stadig blive nervøs for sit hjerte. Det samme gælder Helle. Jannik vågnede jo først, da det værste var overstået, som hun siger.
Men hun er stolt af det, hun gjorde den nat. ”Jeg har ingen fortrydelser, og jeg bebrejder ikke mig selv for noget. Jeg er rigtig glad for, at jeg kan sige, at jeg gjorde alt, jeg kunne.”
Jannik er mindst lige så stolt af sin hustru. Han har stadig svært ved at forstå, hvordan hun kunne holde hovedet så koldt.
”Du står med din døde mand i dine hænder. Du har to børn, der ligger og sover. Hvordan kan man være så skarp? Jeg er virkelig, virkelig, virkelig stolt af hende. Helle er bare vanvittig sej.”
