De to cykelvenner jokede med ikke at genoplive hinanden – så faldt Gunnar om
I hospitalssengen gjorde Gunnar noget atypisk: Han holdt sin cykelmakker Jakob i hånden. Fuld af taknemmelighed over, at Jakob få dage tidligere havde reddet hans liv
Én gang om ugen cykler Gunnar Laurits Petersen og Jakob Ravn fra Haderslev til Vojens og tilbage igen.
På vejen hjem kører de op ad en lille rampe, inden de krydser motorvejen.
”Der plejer han altid at lave en lille spurt,” fortæller Jakob, som er 64 år, mens Gunnar nærmer sig 79 år.
”Jeg skal ikke tro, jeg er noget, bare fordi jeg er 14 år yngre! Så jeg plejer at køre lidt foran, og så ved jeg, at han kommer bagfra med fuld skrald. Den vinder han altid.”
Men denne dag sidst i november 2025 spurter Gunnar ikke.
”Det lægger jeg mærke til, for det er atypisk.”
Kort efter ser han Gunnar dreje ud i rabatten og blive liggende.
”Han gisper efter vejret og laver nogle synkelyde. Jeg kan se, at han bliver gradvist mere blå i hovedet....”
Én ting at gøre
Gunnar og Jakob lærte hinanden at kende gennem cykling for mere end 20 år siden.
De seneste mange år har de to haft en fast tradition med at cykle sammen hver uge – typisk Haderslev-Vojens-retur. På halvvejen gør de et ”bagerstop” – som det hedder på cykelsprog – hvor de får lidt at spise ved bageren i Vojens.
De taler om politik, det lokale fodboldhold, og hvordan det går hjemme i privaten.
”Det nyder jeg meget. Det er et rum, hvor vi kan tage hvad som helst op,” fortæller Jakob.
Når de har drukket kaffen, cykler de hjem igen. Men den 20. november 2025 når de ikke hele vejen.
På den anden side af motorvejen kigger Jakob bagud.
”Oj!,” siger Gunnar.
”Og så drejer han mod højre og direkte ud i rabatten.”
Gunnar bevæger sig ikke, og Jakob kaster sig af cyklen.
”Hvad så, Gunnar? Halløj! Du faldt!”
Jakob er tidligere idrætslærer, og helt instinktivt slår han ham på siden af hovedet, men der er ingen reaktion.
”Han gisper efter vejret og laver nogle synkelyde. Jeg kan se, at han bliver gradvist mere blå i hovedet. Jeg tænker, okay, det er helt galt det her. Jeg skal i gang med hjertelungeredning.”
Han pumper de første 30 gange, inden han lægger hovedet bagud og giver sin ven to indblæsninger.
”Jeg når selvfølgelig at tænke det mest katastrofale, at måske dør Gunnar her. Så jeg er i en slags chok – men jeg ved også, hvad jeg skal gøre.”
Han når måske at pumpe 15 gange mere.
”Bum – så står der to kvinder ved siden af mig.”
Den ene ringer 112.
"De sagde til mig, at jeg havde været væk i 20 minutter. Så begynder det at blive rigtig kritisk."
Mere end heldig
Når Gunnar ser tilbage på den dag, vender han tilbage til det samme: hvor heldig han var.
Heldig, at Jakob som idræts- og svømmelærer har været med til mange førstehjælpskurser.
Heldig, at det skete på hjemturen.
”På vejen derud kører vi en snørklet vej uden ret meget trafik. Var det sket dér, så havde jeg ikke siddet her i dag,” siger Gunnar.
Han var heldig, at hjælpen var tæt på. Få hundrede meter væk var en hjerteløber ude at gå. Da alarmen tikkede ind på hans telefon, standsede han en bil og fik et lift.
Kort efter overtog han hjertemassagen fra Jakob. Endnu to hjerteløbere kom til – den ene med en hjertestarter i hånden.
”Hjertestarteren kom fra et firma få hundrede meter væk.” siger Gunnar.
Det viste sig at være en blodprop i hjertet, og Gunnar var også heldig, at han overlevede den. På hospitalet fik han at vide, at han havde været lige på vippen, fortæller han.
”De sagde til mig, at jeg havde været væk i 20 minutter. Så begynder det at blive rigtig kritisk.”
”Men takket være min kondition – jeg har jo cyklet i 40 år og løbet 40.000 kilometer, så jeg er i god kondition. Det var redningen.”
"Vil du egentlig gerne have været genoplivet?"
En god dag at dø på
Efter nogle dage besøgte Jakob ham på hospitalet. Han sad ved Gunnars side og fortalte trin for trin, hvad der var sket.
”Helt atypisk holdt vi hinanden i hånden. Og jeg kunne mærke en kæmpe taknemmelighed fra hans side.”
I løbet af de år, venneparret har cyklet sammen, har de tit joket med én bestemt ting.
”Vi har sagt, hvis vi nu falder om, så skal den anden bare cykle videre, for vi vil sgu ikke vågne som en grøntsag,” fortæller Gunnar.
Som Jakob udtrykker det:
”Når vi har fået en god kop kaffe, og vejret er godt, så har vi talt om, at det var da egentlig en god dag at dø på. Så hvis jeg drejer til højre her og ned i grøften – så skal du ikke vække mig.”
Den joke tænkte Jakob også på de dage, hvor Gunnar lå i kunstigt koma. Så da Gunnar var kommet til sig selv, spurgte han ham:
”Vil du egentlig gerne have været genoplivet?”
“Ja, selvfølgelig, Jakob. Det vil jeg gerne. Der er så meget liv tilbage.”
"Vi skal ud til bageren og have brunch."
Tilbage til Vojens
Gunnar er godt i gang med livet igen. I begyndelsen kunne han gå 50 meter. Det blev til 75. Til 100. Næste skridt var at komme tilbage på cyklen. Første tur var én kilometer – 500 meter ud og 500 meter hjem.
For nylig cyklede han og Jakob til Christiansfeld og tilbage igen. Der er halvt så langt som til Vojens – og det er selvfølgelig målet.
”Vi skal ud til bageren og have brunch.”
Jakob beundrer sin vens livsvilje.
”Han er ikke bange for at cykle, og man kan se gnisten i øjnene på ham. Det har jeg dybt respekt for. Der er en ild inde i ham, som brænder med uformindsket styrke.”
