81-årige Lise reddede sin søn: ”Man får kræfter, man ikke vidste, man havde”
Pludselig fik Claus Rasmussen det dårligt. Han havde smerter i brystet, nakken, ryggen og kæben, men nægtede at lade sin mor ringe 1-1-2. Kort efter faldt han om, og hans mor gik i gang med hjertemassage.
På Lise Østergaards stuegulv ligger hendes søn
Paramedicinerne har sat elektroder på hans bryst, og på en lille skærm kan Lise følge med i hans hjerterytme.
Hun husker det, som om kurven er helt flad.
Ambulanceredderne støder én gang. Ingenting. Den blå streg på monitoren ligger stille.
De forsøger igen. Og igen.
”Der sker ingenting,” fortæller hun. Men ved femte stød bevæger stregen sig pludselig, og tydelige takker dukker op.
”Nu slår Claus’ hjerte,” siger redderen.
”Jeg var sikker på, at han var død”
Smerter i brystet og badet i sved
60-årige Claus Rasmussen og hans mor, Lise, er tætte. Det har de altid været. De seneste seks år også helt bogstaveligt, for der har de boet i det samme boligområde i Aalborg, godt 300 meter fra hinanden.
”Vi ses næsten hver dag,” fortæller Claus på en telefonlinje med Lise ved sin side.
En augustdag i 2025 har de en aftale om at køre ned og vaske begge deres biler i den nærmeste vaskehal.
På parkeringspladsen er Claus netop bakket ud, da han ruller vinduet ned.
”Jeg har det ikke ret godt,” lyder det fra førersædet.
”Så skal vi ikke ud at køre nu,” siger Lise. “Vi går lige ned til mig og får kaffe.”
”Det nåede vi så ikke,” tilføjer Claus over telefonen.
Nede ved Lise får han det hurtigt værre. Han klager over smerter i brystet. I nakken. I ryggen og i kæben. Han vader rastløst frem og tilbage og ud i haven, før han sætter sig i sofaen.
”Skal jeg ikke ringe efter en ambulance?”
Lise spørger ham gentagne gange.
”Fordi jeg kan se, at han sveder. Hans hår er fuldstændig vådt, og det ved jeg kan være tegn på en blodprop,” fortæller Lise, som er uddannet sygehjælper.
Men Claus insisterer. Det skal hun ikke.
Lise finder alligevel telefonen frem, men hun når ikke længere, før hans hoved falder bagover mod ryglænet i sofaen.
”Jeg var sikker på, at han var død,” siger Lise.
”Og det var han jo også. Jeg råbte hans navn og at han skulle trække vejret. Med det samme ringede jeg 1-1-2, og så begyndte jeg at give hjertemassage.”
"Man får kræfter, man ikke vidste, man havde"
20 kilo tungere
Trods situationens alvor er Lise ikke i tvivl om, hvad hun skal gøre.
”Jeg er glad for, jeg havde lært at give hjertemassage – og at jeg havde kræfter til det,” fortæller hun i dag.
Lise er på det tidspunkt 80 år. Hun er 1,59 meter høj og vejer 55 kilo. Claus derimod måler 180 centimeter og vejer 76 kilo.
Men det når hun ikke at tænke på i øjeblikket.
”Man får kræfter, man ikke vidste, man havde,” siger hun.
”Det var heller ikke hårdt at løfte ham ned på gulvet. Bagefter kan jeg godt se, at det var voldsomt. Men det tænkte jeg slet ikke på. Vi skulle jo bare have ham tilbage. Det var det eneste, der var vigtigt.”
Hun ved ikke, hvor længe hun laver hjerte-lunge-redning, men pludselig smækker døren op, og den første hjerteløber står i stuen. Inden længe kommer to mere til med en hjertestarter i hænderne. De forsøger at genoplive ham, men uden resultat.
Kort efter dukker ambulancefolkene op og giver Claus det sidste stød, der får hans hjerte i gang.
"Vil du lade dig styre af det? Gå ud og lev dit liv....."
”Gå ud og lev dit liv!”
Efter fem dage i respirator på Aalborg Universitetshospital blev Claus vækket.
Det viste sig, at han havde haft en stor blodprop i den ene kranspulsåre og havde fået indsat en stent.
”Kan det ske for dig, med den form du er i – så kan det ske for os alle sammen,” havde lægen ifølge Claus sagt til ham.
Han har altså ikke nogen forklaring på, hvorfor det skete. Måske var det også derfor, at det var svært for ham at blive udskrevet.
”Jeg turde ikke være alene,” fortæller han.
”En nat sov han ved mig, og natten efter sov jeg oppe ved ham,” forklarer hans mor.
Hvis han bevægede sig for langt væk fra hospitalet, fik han katastrofetanker.
”Jeg tænkte, hvad hvis det sker igen? Jeg fik koldsved, fordi jeg tænkte, kan ambulancen overhovedet nå at hente mig og køre mig til Aalborg? Det kørte rundt for mig.”
Det var først, da Claus efter nogle uger talte med en psykolog, at han begyndte at få det bedre.
”Hun spurgte mig: ‘Vil du lade dig styre af det? Gå ud og lev dit liv. Du er velmedicineret. Gør, hvad du plejer at gøre. I det tempo, du kan holde til. Og øg tempoet gradvist’.”
Siden har han arbejdet hårdt på at få det bedre – også fysisk. Hans hjertemuskel havde taget skade, og hans hjerte pumper derfor med nedsat kraft efter blodproppen.
”Så jeg træner som en gal for at få pumpefunktionen op så hurtigt som muligt,” fortæller han.
Kosten har han også lagt om: ikke mere chokolade og hvidt brød, men masser af fisk og grøntsager.
"Hun har jo givet mig livet to gange"
Livet to gange
Det er Claus, der har indstillet Lise som Årets Hjerteredder.
”Jeg elsker min mor meget højt, og jeg er rigtig stolt af hende. Vi har altid hjulpet hinanden, men den form for hjælp – den kan jeg sgu ikke gengælde. Hun har jo givet mig livet to gange,” siger Claus.
Han har da også tænkt sig at fejre to fødselsdage i år: På sin almindelige fødselsdag – og på årsdagen for hjertestoppet.
”Så det var den oplevelse, som vi i hvert fald aldrig glemmer,” siger Lise.
”Du har ikke fortrudt, vel?” spørger Claus grinende.
”Nej, jeg har ikke fortrudt,” svarer hun, som om han er kropumulig.
