Slice 1
Hjertesøskende

Det hjælper rigtig meget at snakke om det, hvis du er bange

Kristian på 11 år fortæller om at have en lillebror med en medfødt hjertefejl

Hvad er dit bedste råd til andre, der har en søster eller bror med hjertefejl?

– Mit råd til andre søskende er, at det hjælper rigtig meget af snakke med nogen om det, hvis man bange. Far eller mor, en i familien eller venner.

Jeg var selv 5-6 år, da jeg fik min lillebror. I starten troede vi, at han var helt normal, men da jeg var 7-8 år, fik vi at vide, at han skulle på hospitalet igen, og så fandt lægerne ud af, at han havde en hjertefejl, og at han skulle have en kunstig hjerteklap, fordi hans egen ikke duede. Det var meget hårdt for mig, at han skulle opereres. Hvis de ikke fik lavet den på ham, ville han nok dø. Jeg blev rigtig bange for, hvad der nu ville ske.

Hvordan havde du det i skolen?

– I skolen gik jeg meget for mig selv: Jeg blev utryg ved at være sammen med andre børn, for jeg var bange for, at de ville drille mig med det. Til sidst ville en af mine bedste venner høre, hvorfor jeg var så ked af det. Så forklarede jeg ham det, og det var rigtig rart, at han forstod det.

I starten var det svært at forklare det, men lige så stille fik jeg hen ad vejen forklaret det til alle de andre i klassen. Senere viste jeg også hele klassen en video fra YouTube, hvor det blev forklaret rigtig godt. For til sidst ville jeg have, at alle skulle vide det, så de vidste, hvorfor jeg ikke helt var mig selv.

Hvordan gik det med din lillebror efter operationen?

– Da min lillebror kom hjem, var han rigtig træt, og han kunne næsten ikke noget i lang tid. Han blev opereret en gang til, da han var 5 år, og det gik også rigtig godt, fordi lægerne er så dygtige. Nu er han 6 år og går i 0. klasse og har det godt.

Har du andre råd til søskende til hjertebørn?

– Jeg kan også klart anbefale, at man tager med på søskendeweekend og de andre megafede ture, Hjerteforeningen arrangerer. Og får snakket om det med andre søskende. Så man ikke går og holder det for sig selv – man bliver helt lettet af at snakke med andre om det. Det er rigtig rart!

Hvis man møder en, der har en bror eller søster med hjertefejl, kan det også være en hjælp for personen, hvis man lige spørger, hvordan han eller hun har det med det. For nogle har det rigtig hårdt med det.

 Af Monica C. Madsen