Jannick så en mand livløs bag rattet og satte i løb efter bilen
Da en Mercedes kom flyvende mod Jannick med 80 kilometer i timen, troede han først, det var en skruppelløs bilist. Men da han så Torben sidde bevidstløs på førersædet, handlede han resolut.
62-årige Torben Henrik Nielsen er ikke typen, der krammer andre end sine nærmeste. Men da han blev genforenet med den mand, der reddede hans liv, føltes det helt naturligt:
”Jeg havde bare lyst til at give ham et kram. Han er så godt et menneske, noget helt specielt, og han udviste fantastisk handlekraft,” siger Torben, som har indstillet 36-årige Jannick Aaron Harding til Årets Hjerteredder 2025.
”Hvordan kan man takke for sit liv? Det kan du ikke gøre op i penge."
“Jannick stolede på sin egen intuition. Han vidste, hvad han skulle gøre, og han gjorde det fuldstændig korrekt og hurtigt. Det betyder, at jeg er så intakt, som jeg er i dag. Jeg har lidt vævefejl i kysen, men jeg har ingen fysiske skader,” fortæller Torben.
Med foden på speederen
Det var en tidlig augustaften sidste år, da Jannick nærmede sig en rundkørsel uden for Slagelse.
”Pludselig så jeg undersiden af en Mercedes, der kom flyvende hen over rundkørslen og landede foran mig. Jeg nåede lige at undvige, så den ikke ramte mig.”
Hans første tanke var: ”Hvad er det for en idiot, der ikke kan finde ud af at bremse? Men ret hurtigt kunne jeg se, at han var helt blålilla i hovedet og sad livløs bag rattet,” fortæller Jannick.
Selvom Torben var bevidstløs, havde han stadig foden på speederen, og bilen fortsatte 200 meter ned ad vejen, ind gennem den næste rundkørsel og direkte ind i et buskads.
”Da han passerede mig, smed jeg min bil midt på vejen og begyndte at løbe efter hans bil. Da den ramte busken, var jeg lige i hælene på den.”
Jannick rev døren op og mærkede efter Torbens puls.
”Jeg smertepåvirkede ham ved kravebenet og nede i benet, men der var ingen reaktion, så jeg tog godt fat rundt om ham og hev ham ud, så han landede ovenpå mig. Jeg måtte kæmpe lidt for det,” fortæller han.
Faktisk er Jannick også hjerteløber, og han er før blevet kaldt ud til hjertestop, men han har aldrig stået for den livreddende førstehjælp. Alligevel var han fuldstændig klar i hovedet i momentet:
”Der var ingen panik overhovedet. Egentlig er det jo meget simpelt, det man skal – det er bare 30 tryk og to pust.”
”Hun skriver til mig, at Torben er vågnet, og han har det godt. Og så bliver man sindssygt glad.”
Et anderledes hjerteslag
Efter cirka ti minutter nåede de første ambulancereddere frem. De bad Jannick fortsætte hjertemassagen, indtil de var klar til at støde.
”Det var det mest uhyggelige,” siger Torben, der har fået genfortalt, hvad der skete med ham den dag.
”De gav mig stød fem gange. Først femte gang gik mit hjerte i gang.”
Den dag havde Torben Nielsen været i Vejle for at sælge sin bil. Da han på hjemturen nærmede sig betalingsanlægget på Storebæltsbroen, mærkede han det, han beskriver som et ”lidt anderledes, ubehageligt hjertebank”.
Det var ikke første gang, han oplevede det. Inden for de sidste tyve år er det måske sket fem gange i stressede perioder, fortæller han.
”Det var godt nok lidt værre, end det plejer at være, men det var ikke noget, jeg blev nervøs eller bange for. Så jeg kørte bare hjemad, men så langt nåede jeg jo ikke.”
Torben husker fornemmelsen af at hænge forover i sin bil. Det sidste, han gjorde, var at udløse sikkerhedsselen.
”Jeg kan huske, jeg tænkte: Der er nogen, der skal hjælpe mig ud af det her.”
Da han åbnede øjnene igen, fik han som det første øje på et ur i sin stue på intensivafdelingen i Slagelse.
”Jeg kunne se, der stod mandag kl. 16.46, og der var jeg så frisk i min hjerne, at jeg tænkte: Shit, jeg kørte hjemmefra søndag. Hvad er der sket?”
Torben kan ikke lade være med at græde, når han genfortæller situationen.
”Jeg fik at vide, at jeg havde haft et hjertestop, så jeg bevægede mine tæer og mine hænder for at undersøge, om jeg stadig virkede. Og det gjorde jeg – det var så vildt.”
Brug for at snakke
Først da Jannick havde set ambulancen køre væk, ramte det ham, hvad der var sket.
”Jeg var rystet og ked af det. Jeg talte meget med min kone om oplevelsen. Det er en stor ting at have stået midt i, og den første uge tænkte jeg på det hele tiden.”
Af samme grund lagde Jannick et billede op i en lokal gruppe på Facebook af Torbens forulykkede bil – i håb om, at der var nogen, der havde overværet hændelsen.
”Jeg havde også brug for at snakke med nogen,” som han siger.
En af dem, der reagerede, var Torbens datter.
”Hun skriver til mig, at Torben er vågnet, og han har det godt. Og så bliver man sindssygt glad.”
”Det var mærkeligt at tale med en mand, jeg egentlig kun har set være død – og vide, at han er i live på grund af mig.”
Genforeningen
Et par uger efter hjertestoppet sad Jannick igen over for Torben – denne gang hjemme i Torbens udestue, hvor de fik talt oplevelsen igennem.
”Det var meget rørende, og vi sad begge to og græd lidt,” fortæller Jannick.
”Det var også mærkeligt at tale med en mand, jeg egentlig kun har set være død – og vide, at han er i live på grund af mig.”
For Torben blev mødet en vigtig brik i at bearbejde det, der var sket. Han ville også gerne vise sin taknemmelighed, men hvordan?
”Hvordan kan man takke for sit liv? Det kan du ikke gøre op i penge, men jeg gav ham en symbolsk gave – en træfigur af et menneske, der holder et hjerte i hånden.”
Hvorfor Torben fik hjertestop, har lægerne ingen forklaring på. I dag har han indopereret en ICD, han arbejder to timer tre dage om ugen og har det ”sådan set meget godt”.
”Det største problem er, at jeg bliver træt og har svært ved at holde fokus. Jeg kan ikke koncentrere mig mere end en time,” fortæller han.
Jannick og Torben har holdt kontakten.
Hver dag på vej til arbejde kører Jannick gennem den rundkørsel, hvor Torbens Mercedes kom flyvende imod ham, og hver gang tænker han på Torben.
”Jeg tænker også, at han har været rigtigt heldig, at jeg var lige omme på den anden side af den rundkørsel. Ellers havde han nok ikke været her i dag.”
