Christian reddede sin kones liv for øjnene af deres to små børn
Ingen hørte Christians råb om hjælp, da hans kone Pernille faldt livløs om i deres hjem i Brabrand. Midt i kaosset fik han dirigeret parrets seksårige søn over til naboen efter hjælp.
”Tryk… tryk… tryk…”
Hver gang Christian trykkede på Pernilles brystkasse, skulle han sige ”tryk”, instruerede kvinden fra alarmcentralen. Christian sad hulkende bøjet over Pernille, hans partner gennem 15 år, der lå livløs på deres soveværelsesgulv. Han rystede over hele kroppen.
”Jeg ved ikke, om jeg gør det rigtigt,” sagde han flere gange. Stemmen i telefonen forsikrede ham, mens hun talte ned: ”Du kan ikke gøre noget forkert, du skal bare blive ved med at trykke. Ambulancen er der om tre minutter. Ambulancen er der om to minutter.”
Pludselig kunne han høre sirenerne komme nærmere.
”Du kan ikke gøre noget forkert, du skal bare blive ved med at trykke. Ambulancen er der om tre minutter. Ambulancen er der om to minutter.”
Intet svar
Det var en varm julimorgen i Brabrand i Aarhus, og 41-årige Christian Smed Grishauge og 37-årige Pernille Smed Grishauge havde planer om at tage på stranden. Først ville de køre til Vejle for at aflevere en bil, de havde lånt, så de skulle af sted i to biler. Christian i den ene, og Pernille i den anden sammen med deres to børn, Eik og Evi, der på det tidspunkt var seks og fire år.
”Hvor er de store håndklæder?” spurgte Pernille, inden hun gik op i soveværelset for at lede i et skab.
Nede fra stuen hørte Christian et bump. Ikke et voldsomt bump, måske hun havde stødt knæet ind i noget, tænkte han.
”Er du okay?”
Der kom ikke noget svar.
For enden af trappen ovenpå så han Pernille ligge på gulvet. Hun krampede og vendte det hvide ud af øjnene, og alvoren gik op for ham. Mærkeligt nok havde Christian bare få måneder inden været på førstehjælpskursus for første gang i sit liv.
”Men på det her tidspunkt vidste jeg jo ikke, at det var Pernilles hjerte, den var gal med,” fortæller han og husker, hvordan han først lagde et håndklæde under hendes hoved, fordi han troede, hun var i krampe.
Med ét stoppede hun med at trække vejret.
”Hun blev helt blå i hovedet, og hendes blodåre på halsen blev helt udspilet. Det var et forfærdeligt syn,” husker Christian.
Samtidig var Eik og Evi kommet ovenpå.
”Jeg råber, at de skal gå ud, men det hele er et stort kaos.”
Fra soveværelset løb Christian ud på terrassen.
”Set i bakspejlet var det selvfølgelig i afmagt. Jeg ville bare gerne have, at der var nogen, der kom og hjalp mig.”
Fra terrassen råbte han alt, hvad han kunne. Omme bag nabohuset kunne han se nogle håndværkere, men familien bor ud til en stor, trafikeret vej, og ingen reagerede på hans nødskrig. Han spurtede ned i stuen, hvor han vidste, der lå en telefon, og ringede 112.
Da han kort efter var ved at give Pernille hjertemassage, gik det op for ham, at håndværkernes trailere fyldte hele deres indkørsel.
”Pludselig ramte det mig, at ambulancen ikke ville kunne komme ind. Så jeg råbte ud til vores søn Eik, der var seks år på det tidspunkt, at han skulle løbe over til naboen og bede dem flytte deres trailere.”
Og den klarede Eik. Da redningsfolkene havde taget over, gik Christian nedenunder og holdt om sine børn.
”Jeg kan bare huske, at de spurgte mig, hvorfor jeg græd, og jeg prøvede at forklare dem, at deres mor var kommet til skade, mens jeg prøvede at holde tårerne inde.”
"Jeg ville bare gerne have, at der var nogen, der kom og hjalp mig.”
”Du hedder Christian”
Børnene blev hentet af en god ven, og Christian kørte med på hospitalet i Skejby. Her fik han besked om, at der normalt ville gå mellem 24 og 48 timer, inden de ville forsøge at vække Pernille, som lå i koma.
”Jeg tænkte ekstremt meget over, om hun havde fået ilt nok til hjernen. Jeg tænkte, hvis hun overlever, hvordan er hun så? Ved hun, hvem vi er? Kan hun tale? Skal hun sidde i en kørestol resten af sit liv? Alle de tanker kom.”
Men hurtigt var der gode tegn. På stuen ved siden af lå et barn, der græd, og selvom Pernille var stærkt bedøvet, begyndte hun at reagere på gråden. Samme aften vækkede de hende.
”Kan du se, hvem jeg er?” spurgte han som det første.
”Ja,” svarede hun.
”Kan du huske, hvad jeg hedder?”
”Du hedder Christian.”
Computeren i mors bryst
Godt ni måneder senere tænker Pernille tilbage på den dag i juli sidste år:
”Jeg kan ikke beskrive, hvor taknemmelig jeg er for, at han var der, at han bare gjorde det, der skulle gøres. Han har givet mig livet,” siger hun og fortsætter:
”Det er ens bedre halvdel, man ser falde om. Han kender mig. Det er ikke en fremmed, det er hans kone, der ligger der. Og oveni havde han vores børn, han skulle passe på. Han skulle holde styr på så meget, og han klarede det bare.”
Hvorfor Pernille faldt om med hjertestop den morgen, ved lægerne ikke med sikkerhed. I tiden op til var der ingen faresignaler, udover smerter i ryggen, som lægerne heller ikke kan forklare. For en sikkerheds skyld fik hun indsat en stent og indopereret en ICD.
”Computeren, som vi kalder den herhjemme, så børnene kan forstå det,” griner Pernille.
Men det har taget lang tid at vænne sig til den, forklarer hun.
”Nu er jeg nået dertil, hvor jeg ikke er bange for, at den kan finde på at støde uden grund. Det har været en kæmpe frygt. Men det begynder at være betryggende, at den er der. Den er min egen hjertestarter, den passer på mig, og det er rart, hvis det skulle ske igen.”
En ny Pernille
Efter Pernilles indlæggelse ventede en lang proces med genoptræning på neurocentret i Hammel, hvor hun har arbejdet på sin hukommelse, hjernetræthed og hendes venstre hånd, der ikke fungerede som før.
”Jeg kommer nok ikke til at blive mig selv, som jeg var inden. Det er en ny Pernille, og det skal man virkelig lære at acceptere,” siger hun.
Hun bliver ofte nødt til at tage en lur. Hun kan ikke handle uden en indkøbsseddel. Der skal ikke så meget til at skubbe hende ud af kurs længere. Men pauserne bliver færre med tiden, og hun er oppe på 13 timers arbejde om ugen.
”Heldigvis går det hele tiden fremad,” tilføjer Christian.
”Det er skørt at tænke tilbage på,” siger Pernille, ”for det er både en sorgens og en glædens dag, ikke?”
Christian tager over:
”Ja, prøv at tænk, hvis vi havde sat os ud i hver vores bil, og Pernille havde siddet med ungerne. Så havde jeg måske pludselig set bilen styrte ind i et autoværn, og alle tre var døde fra mig. Så når det nu skulle ske, så var jeg der heldigvis, ambulancen var der hurtigt, og der var mange ting, som gjorde, at det endte godt.”
