Kasper har reddet Mortens liv to gange

Kasper Juul Melhede har en utrolig evne til at holde hovedet koldt i pressede situationer. To gange har han stået med ægtefællens liv i hænderne, og begge gange har han reddet Mortens liv.

”Jeg døde første gang for tre år siden på et hotel i Aarhus.”  

50-årige Morten Melhede har prøvet noget, der er de færreste forundt. Det har hans ægtefælle, Kasper Juul Melhede, så sandelig også. To gange er Morten faldet død om med hjertestop. To gange er han bragt tilbage til livet igen af Kasper. 

På hotellet i Aarhus fik han hjertemassage af Kasper i 10 minutter, inden hjerteløbere og reddere ankom og overtog. To år senere, i april 2024, stod Morten i køkkenet i hjemmet ved Arresø i Nordsjælland, og var så småt på vej ud ad døren for at tage på arbejde. 

”Jeg får sagt noget i stil med fy for satan, hvor bliver jeg svimmel. Giv mig lige et glas vand,” siger Morten. 

”Kasper har fortalt mig, at jeg vendte det hvide ud af øjnene, og faldt om. Men selv kan jeg ikke huske mere, før jeg vågner op på Rigshospitalet kl. 14.00 samme dag.” 

Jeg får sagt noget i stil med fy for satan, hvor bliver jeg svimmel. Giv mig lige et glas vand."

500 meter til hjertestarter 

Morten og Kasper bor i idylliske omgivelser på en nedlagt landbrugsejendom i Annisse. Bygningerne er smukt istandsatte, gårdbutikken velbesøgt, og i Galleri Juul kan besøgende nyde Kaspers malerier. Men lige nu har idyllen og de fredelige omgivelser en pris: Der er langt til nærmeste hjælp.  

Kasper skal løbe 500 meter, før han når hen til nærmeste hjertestarter ved det lokale forsamlingshus. Og 500 meter tilbage igen. Det er der ikke tid til, hvis Morten skal overleve. Men Kasper er uddannet i hjertelungeredning, har holdt det ved lige gennem årene, og han har prøvet det før. Han ved, hvad der skal gøres. 

Kasper lægger Morten ned, mærker efter pulsen og ringer 1-1-2. Han får også alarmeret en veninde, som skynder sig mod deres hjem. Men lige nu er Kasper alene, og det er op til ham at redde Mortens liv. Med stemmen fra alarmcentralen på højtaler påbegynder han hjertemassage. Og bliver ved, mens de udmattende sekunder tikker afsted. 

Min første tanke er fuck, hvad er der nu sket? Det er løgn – ikke én gang til.”

20 lange minutter 

”Kasper har altid været god til at holde hovedet totalt koldt i pressede situationer, så jeg har været utroligt heldig. Var det sket fem minutter senere, så havde jeg siddet bag rattet i bilen. Og havde Kasper ikke været der og vidst nøjagtigt, hvad han skulle gøre, var jeg heller ikke overlevet,” siger Morten. 

Da redderne ankommer, har Kasper været i gang med hjertemassage i 20 udmarvende minutter. Senere vil et hjertekardiogram vise, at Mortens hjerte ligger stille og han faktisk er død på tidspunktet, hvor redderne ankommer. Kun Kaspers hårde arbejde sikrer, at der stadig bliver pumpet blod rundt til kroppens livsvigtige organer. 

Da redderne overtager, får Morten stød med en hjertestarter tre gange. Ved tredje stød begynder hjertet at banke igen, og redderne kan få ham ind i ambulancen, og fortsætte behandlingen på vej mod Rigshospitalet. Her sidder Kasper og to sygeplejersker ved hans sengeleje seks timer senere, da han vågner op på hospitalsstuen. 

”Ikke én gang til” 

”Min første tanke er fuck, hvad er der nu sket? Det er løgn – ikke én gang til,” fortæller Morten. 

Han er desorienteret og ved ikke, om han har ligget på hospitalet en dag eller en uge. Han har en stærk trang til at komme ud ad sengen og op at gå med det samme, men bliver hurtigt beroliget af sygeplejerskerne. 

”De siger: Vi har fikset dig, din tilstand er god og stabil. Og om en halv time skal jeg nok få lov selv at gå op på til hjerteafdelingen,” husker han. 

Morten er indlagt en uge, og kommer hjem til Annisse igen samme dag, som han får indopereret en ICD. Herefter følger en hård periode med genoptræning på Gentofte Hospital to gange om ugen, og senere et seks-ugers genoptræningsforløb i Gribskov Kommune. 

”De siger: Vi har fikset dig, din tilstand er god og stabil.”

ICD har givet ro 

Det har krævet en stor indsats at få kræfterne tilbage efter hjertestoppet, men det er lykkedes. I dag lever Morten et næsten normalt liv igen. Han arbejder på nedsat tid, men han er i gang hver dag. De 24 ugentlige timer er fordelt over alle ugens fem hverdage, kroppen kan stadig holde til det fysisk krævende job som frisør, og der er kræfter i overskud til stadig at vedligeholde og passe godt på parrets idylliske, hjemlige omgivelser. 

Efter sit første hjertestop på hotellet i Aarhus måtte Morten kæmpe for at holde sindet fri for angst og bekymringer, men også det går bedre i dag. 

”Det har givet ro til os begge to, at jeg har fået den ICD og det sikkerhedsnet. Der var tidspunkter, hvor jeg nærmest ikke turde være alene hjemme, det tænker jeg slet ikke over længere. Og Kasper går heller ikke længere rundt med den der følelse af, at han hellere må være i nærheden, hvis nu der skulle ske noget,” siger Morten. 

”Det bliver nok aldrig helt normalt igen, og jeg kan da godt mærke, at pumpefunktionen i hjertet halter lidt, og jeg ikke længere kan løbe eller anstrenge mig så meget som tidligere. Men jeg har lært at lytte mere til mig selv og mærke efter, hvordan kroppen har det, og måske sige: Ok, nu nøjes jeg med at slå halvdelen af græsplænen, så kan jeg tage resten senere.” 

Morten Melhede har også deltaget i flere forskningsprojekter efter sit hjertestop, som har været med til at give ham en tryghed i hverdagen. En hverdag, der nu handler om at leve og få det bedste ud af hver dag. 

”Jeg vil opretholde en normal livsrytme og have en dagligdag, der fungerer. Jeg er kun lige fyldt 50 – jeg gider ikke at gå og lade det definere mig resten af livet. Det er livet for kort til.” 

iStock_hjertestop_984x656
Vil du lære at træde til ved hjertestop?
Vil du og dine kollegaer, venner eller familie lære at redde liv? Vi tilbyder Hjerteredderkursus - 30 minutters intro i genoplivning, hvis I kan samle en gruppe på min. 5 personer. Kurset varer kun 30 min. og instruktøren kommer til jer.
Læs mere