Fællesskabet greb Lukas, da han fik hjertestop
”Når man arbejder på en efterskole, regner man ikke lige med, at man kommer til at yde førstehjælp på sådan et ungt menneske. Måske en af lærerne, men ikke en elev.”
Sådan lyder det fra den endnu tydeligt berørte sekretær, Birgitte Husted, hvis arbejdsdag sidste år tog en dramatisk drejning. Sammen med tre kollegaer endte hun nemlig med at redde den 16-årige elev Lukas Birk Storm Pedersen fra et pludseligt hjertestop.
Det var en helt almindelig formiddag den 19. marts 2024 på Design- & Idrætsefterskolen Skamling i Sjølund. Peter Dahl Kristensen er for kort tid inden blevet ansat som dansk- og fodboldlærer på skolen, og denne formiddag sender han sine elever uden for klasselokalet for at lave gruppearbejde. Kort inden formiddagspausen kommer en dreng fra 10. klasse ind i Peters klasselokale og insisterer på, han skal komme med: ”Du skal komme nu, jeg tror ikke, han trækker vejret.” Peter ved endnu ikke, hvem det drejer sig om, men han tænker, nogen nok er besvimet. Det sker en gang imellem, når man arbejder på en idrætsefterskole.
Det er alvor
Peter kommer hen til et sofaområde, hvor drengene har lavet gruppearbejde: ”Jeg ser, at en af drengene står med hænderne op til hovedet og ser meget bange ud. Og Lukas sidder helt livløs i sofaen,” husker Peter og fortsætter: ”Jeg klapper Lukas et par gange på kinden og åbner hans øjenlåg og ser, pupillerne er helt udvidede. Så forstår jeg, at det her er alvorligt.
Jeg siger til eleverne, de skal ringe 112, og de skal kalde på hjælp,” fortæller Peter. Der bliver råbt på Birgitte, der sidder på kontoret, og hun kommer til sammen med Monique og Trine.
På en af elevernes telefon får de fat på alarmcentralen. Peter spørger, om han skal gå i gang med hjertemassage, og der bliver sagt ja. Peter og Monique får Lukas ned på gulvet, for at de kan gå i gang med hjertemassage. Trine holder telefonen og kontakten med alarmcentralen og gentager alt, hvad det bliver sagt i telefonen, så alle er med på, hvad der skal ske.
Da Lukas kommer ned på gulvet, forlader luften hans lunger. De bliver enige om, at Peter giver hjertemassage, og Monique giver mundindblæsninger.
Alarmcentralen spørger, om Lukas trækker vejret, når de stopper med at give ham massage og indblæsninger. ”Vi bliver i tvivl, om Lukas selv trækker vejret, fordi der kommer nogle gispelyde fra ham, men vi konstaterer også, at han bliver blå, når vi stopper med at give ham hjertemassage. Så vi fortsætter,” fortæller Peter.
”Og så kommer jeg i tanke om, vi har en hjertestarter, og den løber jeg ud og henter,” siger Birgitte. Birgitte kommer tilbage med hjertestarteren, men de får ikke sat elektroderne på Lukas. ”På det her tidspunkt er vi jo faktisk lidt i tvivl, om det mon ER hjertestop. Så kan det mon skade ham at få stød?” husker Birgitte.
Følelserne spidser til
Alarmcentralen beder Peter og Monique om at fortsætte med hjertemassage og mundindblæsninger, indtil ambulancen kommer. ”Du var drivvåd, som om du havde været i brusebad,” siger Birgitte om Peter med henvisning til, hvor meget han svedte, mens han lagde kræfterne i at trykke Lukas’ bryst. Peter og Monique fortsætter, de holder tempoet under Trines overvågning og opmuntring. Stemningen er hektisk. Det til trods formår de at koordinere indsatsen mellem hinanden.
Birgitte bliver af alarmcentralen nu bedt om at løbe ud på hovedvejen og vise ambulancen indgangen til skolen. ”Jeg hører pludselig sirener i det fjerne, mens jeg holder øje med vejen. Men lægebilen kommer fra den modsatte side af, hvad jeg forventer, den kører ind ad en sidevej før skolen og ser ikke, jeg står og vinker og råber. Jeg tænker bare ”NEJ, I kører forkert!”
Birgitte fortsætter: ”Hurtigt derefter kommer der heldigvis så en ambulance fra den anden side. Jeg er virkelig blevet opmærksom på skolens mange bygninger og adresser, og hvordan vi skal indikere indgangen til skolen for udefrakommende.”
”Vi har nok været i gang i 10-15 minutter, men det føles som meget længere,” husker Peter.
Følelserne spidser til. Da paramedicinerne og hjerteløberne kommer, beder de Peter om at fortsætte lidt endnu med at give hjertemassage, mens de klargør en indåndingspose og en hjertestarter. En hjertelæge tager over. Lukas får stød, og redningsmændene står og kigger til. ”Efter tredje stød bliver vi bedt om at fjerne os,” fortæller Peter. Trine bliver bedt om at blive og tage Lukas’ puls og må gentagende gange sige højt og tydeligt: ”Der er ingen puls!”
Uvisheden tester sammenholdet
”Jeg er lettet over, at læge og ambulancereddere kom til og kunne tage over,” erindrer Peter og tilføjer: ”Men arbejdet er ikke slut. Langtfra.”
Forstanderen Jan Laugesen skal ringe til forældrene og fortælle om, hvad der er sket. Og forældrene må undervejs omdirigeres fra Kolding Sygehus til Odense, hvor Lukas er blevet fløjet til med helikopter.
”Vi var så heldige at en af hjerteløberne har erfaringer med lignende krisesituationer, og han bliver en stor hjælp for os i de efterfølgende timer, især over for eleverne,” fortæller Trine.
Lærerne skal nu ud på værelserne og finde de elever, der var med Lukas, da han fik hjertestop, og fortælle, hvad der er sket. Og de skal samtidig fortælle, at de ikke ved, hvordan det står til, uden at bekymre eleverne for meget. ”Den uvished blandt eleverne var med til at teste deres sammenhold,” fortæller Peter og fortsætter: ”Det var helt klart hårdest for de drenge, der fandt Lukas. Og det kan godt være, det var os, der gav ham førstehjælp, men de her drenge var lige så meget en del af det, for de reagerede så hurtigt, som de kunne, da de så deres kammerat have brug for hjælp,” siger Peter, der tydeligt er imponeret over elevernes handlekraft.
”Det satte uden tvivl mange refleksioner i gang hos eleverne ved at have oplevet en så tæt på falde om. Men jeg tror, det er så vigtigt, at vi fik snakket om det. Sprog skaber virkelighed.
Oplevelsen gjorde, at vi rykkede tættere sammen, der blevet slået ring om hinanden, og eleverne fik vist: Fællesskabet bærer dig,” fortæller Peter.
Usikre dage
En times tid efter Lukas har forladt Skamling i helikopteren, får skolen besked om, at han er stabil. Lukas bliver indlagt på Odense sygehus og lægges i kunstig koma, hvorefter han bliver vækket efter 24 timer. ”Men usikkerheden fylder stadigvæk en del, i nogle dage ved vi stadig ikke, hvordan det kommer til at gå Lukas, og om han får varige mén. For han har været død i 22 minutter,” husker Peter.
”Vi får alle fire samt de drenge som fandt Lukas tilbudt psykologhjælp efterfølgende, og vi taler meget sammen om, hvad der er sket. Og vi er kommet meget tæt på hinanden, vi har tit brug for lige at give hinanden et klem,” fortæller Birgitte. Lukas selv husker ikke noget fra sit hjertestop. ”Det første, jeg husker bagefter, er at jeg ser mine forældre, som sidder ved min seng, da jeg er på sygehuset.
Jeg er megaforvirret og forstår ikke, hvorfor jeg er der,” fortæller Lukas, der er klar over, han ikke har oplevet sit hjertestop som dem omkring ham: ”Jeg kan faktisk slet ikke huske den dag eller dagene op til. Jeg havde endda været til håndboldtræning om morgenen, uden der var noget at mærke på mig, har jeg fået fortalt.”
Består sine eksaminer
Heldigvis går det bedre og bedre med Lukas, han genvinder langtidshukommelsen og vil gerne hurtigt tilbage på skolen og leve sit normale liv. Det får han heldigvis lov til efter godt to måneder. ”Det var dejligt at komme tilbage, men jeg kunne også godt mærke, de andre havde oplevet noget andet end mig. Man kunne mærke angsten og se det i øjnene på dem,” fortæller Lukas.
Han tilføjer: ”Der var mange samtaler om, hvordan jeg skulle komme tilbage. En roomie ville komme til at føle et stort ansvar for mig, hvis jeg skulle falde om igen,” husker han.
Til sin egen lettelse kommer Lukas tilbage til hverdagen og til det fællesskab, der slog ring om ham, da han havde mest brug for det.
Dog har Lukas fået indopereret en ICD, hvilket forhindrer ham i at deltage i sit linjefag, håndbold. Det kræver noget genoptræning, før han kan vende helt tilbage til at spille. Men han går til eksamen i dansk hos sin lærer Peter, for hvem det betyder ekstra meget at kunne eksaminere Lukas – blot to måneder efter hans hjertestop. ”Han kunne perspektivere til sit eget liv, og han bestod,” husker Peter med et smil.
Forældrene er selvsagt meget taknemmelige og ofte i kontakt med Monique, som er Lukas’ kontaktlærer.
Peter, som nu har været ansat på skolen lidt over et år og selv lige er blevet far, bliver stadig berørt, når han taler om Lukas’ hjertestop:
”Det ansvar, forældre betror os med, når de afleverer det dyrebareste, de har, hos os på efterskolen … Det tager jeg utrolig alvorligt,” slutter han.
Lægerne ved ikke, hvorfor Lukas fik hjertestop. Før den dag har han aldrig haft nogen symptomer på hjertesygdom eller nogen hjertefejl: ”Jeg har fået fortalt, at hjertet hoppede ud af rytmen og kom så ikke ind i rytmen igen. Derfor har jeg fået en ICD, som jeg ikke mærker noget til. Den er bare blevet en del af mig og min historie,” fortæller han.
”Kunne man have det bedre?” svarer Lukas på spørgsmålet om, hvordan han har det i dag. Han er ved at tage kørekort, er slagterlærling i Kvickly i Ribe – og så spiller han igen håndbold på samme niveau som før.
