Gyrith og Brian kæmpede for Leifs liv på en mennesketom campingplads
Ingen hørte deres råb om hjælp, mens Gyrith gav sin mand, Leif, hjertemassage, og hendes bror Brian forgæves løb rundt efter en hjertestarter. Efter 20 minutter uden livstegn var de overbeviste om, at de havde mistet ham.
”Jeg var så heldig. Det føltes som om, nogen holdt hånden over mig,” siger 54-årige Leif Mathiesen, når han tænker tilbage på den tirsdag formiddag i april sidste år.
Hjemme i deres køkken i Vamdrup, sydvest for Kolding, havde han netop sagt til sin hustru, Gyrith Mathiesen, at han ville køre over på deres fastliggerplads på Stensager Strand Camping og få styr på forteltet.
Gyrith var blevet opereret i skulderen tre uger forinden, så hun var ikke til meget hjælp, men af en eller anden grund tilbød hun alligevel at tage med.
Det samme gjorde hendes lillebror, Brian Melgaard, der var forbi til en kop kaffe. Så kunne de lige få klaret det sammen i en fart, sagde han.
”Der var et eller andet mellem himmel og jord, der gjorde, de tog med,” siger Leif.
”For ellers var jeg taget alene afsted – og så var jeg ikke kommet hjem igen.”
”Nu bliver jeg alene. Jeg bliver alene med tre børn."
Palle alene i verden
Fremme på campingpladsen kunne Gyrith og Brian hurtigt fornemme, at Leif ikke var helt sig selv.
”Han virkede meget forvirret. Det var svært for ham at sætte det telt op, og han begyndte at sparke lidt til tingene. Det hele var lidt mærkeligt,” fortæller Brian.
Leif kunne også mærke, at noget var galt, og Gyrith bad ham sætte sig ned.
”Så jeg gik lige to skridt bagud og skulle til at sætte mig. Og så husker jeg faktisk ikke mere.”
Herfra bliver alting sort for Leif – men Gyrith og Brian glemmer det sikkert aldrig: Idet Leif satte sig, faldt han bagover.
”Og han var bare væk,” fortæller Brian.
”Vi røg på ham begge to, Gyrith begyndte at give mund til mund, og jeg prøvede at pumpe lidt.”
I røret havde de 1-1-2, som guidede dem gennem det hele. Men Leif reagerede overhovedet ikke. Brian løb – ud på pladsen for at finde en hjertestarter. Han spænede fra bygning til bygning, men kendte ikke stedet og anede ikke, hvor han skulle lede.
Gyrith var fuldstændig i panik, husker hun. Der plejer altid at være folk på pladsen, der går og arbejder med deres campingvogne, men det var tidligt på sæsonen, og af en eller anden grund var der ikke et øje den dag.
”Jeg råbte og skreg, men vi var bare helt palle alene. Jeg kunne også høre Brian ude i det fjerne, der bare råbte. Jeg synes jo, der gik en evighed, inden han kom igen.”
Brian kom først tilbage uden hjertestarter. Han overtog hjertemassagen, men Leif reagerede stadig ikke. Gyrith havde én tanke i hovedet, som hun sad der, bøjet over sin livløse mand, hun skulle fejre sølvbryllup med få måneder senere.
”Nu bliver jeg alene. Jeg bliver alene med tre børn. Der gik simpelthen så lang tid, så jeg var overbevist om, at ham fik vi ikke i gang igen.”
”Ja, dér var jeg også,” tilføjer Brian. ”Der gik i hvert fald 20 minutter, og det føltes faktisk som timer.”
Efter mere hjertemassage uden reaktion løb Brian afsted igen. Denne gang hørte ejeren af campingpladsen ham og kom løbende med en hjertestarter.
Efter første stød begyndte Leif at trække vejret, men han var stadig bevidstløs. Kort efter ankom Falckfolkene.
"Det må være det fineste, man kan gøre – at redde et andet menneskeliv.”
Ikke til diskussion
Det første, Leif kunne skimte, var nogle sorte silhuetter. Langsomt blev en af dem mere og mere tydelig.
”Nå, nu er du ved at få lidt kulør,” lød det fra skikkelsen, som viste sig at være en sygeplejerske.
Sygeplejersken fortalte Leif, at han lå på Odense Universitetshospital, hvor han var fløjet til med helikopter, efter han havde haft ikke ét, men to hjertestop. Først på campingpladsen og igen på sygehuset. Kort efter trådte Gyrith og deres tre store børn ind på stuen, og først dér indså Gyrith, at hun ikke havde mistet den Leif, hun kendte.
”Jeg kunne høre, han var, som han plejede – at det her skulle han nok klare.”
Der gik nogle dage, før Leif rigtigt forstod omfanget af, hvad der var sket med ham.
”Jeg har faktisk været død to gange,” siger han. ”Det føles uvirkeligt.”
Hvorfor hans hjerte gik i stå, ved lægerne heller ikke. Men for en sikkerheds skyld tilbød de at indoperere en ICD – en transportabel hjertestarter, som Leif kalder det. Problemet var, at Leif levede af at køre lastbil – og med en ICD ville han miste sit store kørekort. Han tøvede, men Gyrith skar igennem:
”Der var ikke noget at diskutere. Jeg vil ikke hele tiden gå og være bange for, at han falder rundt. Jeg sagde: ‘Det er ikke et spørgsmål om, om du vil – det er noget, du skal.’”
Tættere som familie
Længe forsøgte Leif og hans tidligere arbejdsgiver at finde nye arbejdsopgaver, men det tog hårdt på ham – også psykisk – at se de andre chauffører køre afsted om morgenen. På mange måder er han sluppet billigt, siger Gyrith, han bliver hurtigt træt, og han har besvær med sin vejrtrækning, men han “tripper for at komme til at arbejde igen”, som han siger. På den positive side har oplevelsen også gjort, at de er rykket tættere sammen som familie, fortæller Leif.
”Mine børn kommer mere over til os. De ringer bare for at høre, om vi har kaffe på kanden. Så vi samles mere, og vi snakker mere om tingene. Det er som om, de tænker: ‘Okay, han kunne have været væk.’”
Leif synes, at Gyrith og Brian fortjener at blive hædret.
”De har kæmpet en brav kamp. De gjorde en kanonstor indsats for, at jeg stadigvæk er i live. Og det må være det fineste, man kan gøre – at redde et andet menneskeliv.”
Efterfølgende har Leif desuden selv været på kursus og taget ”den store førstehjælpspakke”, fortæller han.
”Så jeg er godt rustet, hvis der sker et eller andet med folk omkring mig.”
