Tina reddede Kim fra hjertestop på campingpladsen
Tinas mangeårige erfaring som svømmetræner hjalp hende med at holde Kim i live, indtil ambulancen kom.
”At jeg sidder her i dag og er helt klar i hovedet, er fantastisk. Jeg er så taknemmelig for den hjælp, jeg fik. Det kan ikke beskrives med ord,” siger 70-årige Kim Laursen.
Efter et hjertestop blev Kim nemlig holdt i live i 12 minutter med hjertemassage, og selvom lægerne fortalte de pårørende, at han nok skulle overleve, kunne de ikke garantere, at han ville vågne op som den samme person.
Det hele skete en sommeraften i maj sidste år. Kim og hans kone, Sanne, sidder i deres fortelt på Birkhede Camping ved Ry. Det er en aften som de fleste andre, hvor der er blevet spist god mad, og et brætspil er stillet frem på bordet. Tidligere på dagen har de været til barnebarnets to-års-fødselsdag, og ægteparret er derfor i højt humør, da dagens sidste timer skal til at udspille sig.
På samme campingplads, kun 100 meter fra Kim og Sanne, sidder Tina Mølgaard Bie Nielsen. Her står aftenen også i hyggens tegn. Hun sidder med sin mand og et par velkendte ansigter fra nabovognene og snakker, mens de hækler og drikker drinks.
Men lidt efter tager campinghyggen en drejning, som hverken Tina, Kim eller Sanne har forudset.
”Kim når lige at sige, at han er svimmel, og et halvt minut senere er han væk. Det går meget stærkt. Han trækker ikke vejret og sidder og hænger i campingstolen,” fortæller Sanne.
Kim er hjertepatient, og Sanne mistænker derfor med det samme, at det er hjertet, den er gal med. Hun får ham hurtigt ned på gulvet, ringer 1-1-2 og går i gang med hjertemassagen, mens hun af sine lungers fulde kraft råber på hjælp.
På den anden side af hækken bipper Tinas smartwatch med beskeden: Alarm.
I første omgang tror hun, det er hendes mor, der har fumlet med sin telefon og trykket på noget forkert. Men da hun kigger på sin mobil, kan hun se, at der er et hjertestop tæt på hende. Uden tøven springer hun op af campingstolen, smider hækletøjet og sætter kurs mod Kim.
”Jeg kan mærke og høre, at det knaser. Det eneste, jeg har i hovedet, er stemmen fra den sygeplejerske, jeg i mange år har lært førstehjælp af, der siger: Det skal du ikke tænke på, det fikser vi bagefter."
Mistede tidsfornemmelsen
Tina er mangeårig svømmetræner og har over årene taget mere end 15 livreddende kurser. Så hun ved, at der skal handles hurtigt i en sådan situation. Tiden er altafgørende.
”Det første, jeg møder, er en lille hvid hund, der er helt i panik. Dens far ligger jo på jorden og er blå og lilla i hovedet og helt oppustet. Sanne står inde over Kim, mens hun taler med alarmcentralen i telefonen,” siger Tina, der med det samme løber hen til Kim, lægger ham korrekt og går i gang med hjerte-lunge-redning.
”Jeg kan mærke og høre, at det knaser. Jeg trykker ham fuldstændig i stykker, og han brækker flere ribben og får også en lille rids på lungen. Men det er jeg ikke nervøs for. Det eneste, jeg har i hovedet, er stemmen fra den sygeplejerske, jeg i mange år har lært førstehjælp af, der siger: Det skal du ikke tænke på, det fikser vi bagefter,” siger Tina.
Mens Tina kæmper for at få Kims hjerte i gang igen, kommer flere hjerteløbere til. Den ene har en hjertestarter i hånden, som de hurtigt får sat på Kims brystkasse. Men den vil ikke støde, og her går det op for Tina, at de må fortsætte livredningen uden hjertestarteren og krydse fingre for, at ambulancen snart er fremme.
”Så vi må holde Kim manuelt i live på skift, indtil ambulancen kommer. Jeg ved ikke, hvor lang tid der går, for jeg har fuldstændig mistet fornemmelsen for tid. På et tidspunkt overtager en anden hjertemassagen, og jeg tager mig i stedet af Sanne. Jeg snakker med hende og skærmer hende for synet af Kim. Hun er meget ked af det. Jeg giver hende mit nummer, og vi aftaler, at jeg tager hunden Aslan med hjem,” siger Tina.
12 minutter efter, at Sanne får fat i alarmcentralen, er ambulancen fremme. I mellemtiden er Tina og de andre hjerteløbere lykkedes med at få gang i Kims hjerte, og han er så småt begyndt at få farven tilbage i kinderne. Herfra tager Falck over. De støder Kim med en manuel hjertestarter, der får ordentligt gang i systemet igen, inden han sammen med Sanne bliver fragtet til Aarhus Universitetshospital Skejby.
”Jeg er bare så lykkelig. Det er fantastisk, at folk bare smider hvad de har i hænderne for at hjælpe. Det kan ikke beskrives.”
Husker intet
Kim kan ikke selv huske noget fra hændelsen eller tiden op til. Det samme gælder meget af tiden på hospitalet. Efter Kim vågner fra en kunstig koma, går der flere dage, før han kan huske noget som helst. Ikke engang sin egen 69-års-fødselsdag, som de holder på hospitalet, kan han huske.
Sanne derimod husker hele forløbet detaljeret, og én hjertevarm episode fra indlæggelsen står særlig skarpt i hukommelsen.
”Lægerne siger, at Kim skal forblive i koma én dag mere for at komme sig over kvæstelserne. Men da jeg kommer tilbage efter at have spist frokost med vores to børn i kantinen, har Kim selv hevet respiratoren op ad halsen, og så begynder han at synge ’Alle sømænd er glade for piger’ – det er nok, fordi han har været ude på lidt dybt vand. Jeg bliver bare så glad. Det var min gamle Kim – glad og humoristisk,” siger Sanne med et smil på læben.
Lykkelig
Tilbage på Birkhede Camping sidder Tina. Hun tænker meget på Kim, men har samtidig ro i maven. For hun er løbende i kontakt med Sanne, der holder hende opdateret. Der skulle imidlertid gå flere uger, før Kim er tilbage i sin campingstol, og Tina får lov til at se den mand, hun var med til at redde, i øjnene.
”Jeg går og skæver lidt over mod deres vogn. Til sidst siger min mand, at nu skal jeg altså gå over og sige hej. Så det gør jeg. De sidder i forteltet, og Kim rejser sig og giver mig en stor krammer. Jeg er så glad for at se ham i live. Vi er blevet meget tæt knyttet, og de er jo som familie,” siger Tina, der stadig har kontakt til Kim og Sanne i dag.
Kim og Sanne har det på samme måde, og det er ikke svært for Kim at finde de rosende ord frem, når han fortæller om Tinas og de andre hjælperes indsats:
”Jeg er bare så lykkelig. Jeg er helt oppe at køre over det. Det er fantastisk, at folk bare smider, hvad de har i hænderne for at hjælpe. Det kan ikke beskrives. Der kom hjælp, og det var den helt rigtige hjælp,” siger Kim Laursen, der i dag har fået indopereret en ICD, som kan starte hans hjerte, hvis han skulle få hjertestop igen.
Men siden hændelsen på Birkhede Camping har Kim dog haft det helt fantastisk.
”Det eneste mén, jeg har, er, at det er gået lidt ud over min hukommelse. Jeg kan have svært ved at huske ligegyldige hverdagsting. Og det er jo billigt sluppet, må man sige,” siger Kim.
