Thorkild troede, at hans kone var væk. Men så kom håbet
Der var ingen tegn på, at 62-årige Hanne fejlede noget, før hun faldt om en morgen i november. Ved et held var hendes mand, Thorkild, hjemme fra arbejde og vidste, hvad han skulle gøre.
For nogle år siden havde Hanne en dag været ved at blive kvalt i en bid mad og kunne ikke få vejret, da Thorkild rådvild havde hentet hende et glas vand.
”Jeg tænkte, det går jo ikke at have sådan en vattet mand, der ikke ved, hvad han skal gøre og bare står der og glor,” fortæller Hanne.
Så da der sidste år i april dukkede et førstehjælpskursus op i Varde, hvor de bor, meldte hun dem til. Det var nok en god ide at lære, meddelte hun Thorkild.
”Og det må jeg indrømme, det var det så også, da jeg stod og skulle bruge det,” siger han.
”Det var jo enormt heldigt, for ellers…”
Syv brækkede ribben
Det var godt et halvt år senere, kl. halv ni om morgenen, tirsdag den 5. november 2024, at Thorkild fik brug for det førstehjælpskursus, fortæller han.
”Det tidspunkt glemmer jeg sgu aldrig for at være helt ærlig.”
Egentlig skulle han have været på arbejde. 70-årige Thorkild er pensioneret murer, men arbejder stadig to gange om ugen. Tilfældigvis havde hans chef dog aflyst vagten den dag.
”Det var jo enormt heldigt, for ellers…”
Thorkild afbryder sig selv.
Hanne var ikke hjertepatient. Hun havde aldrig mærket noget til sit hjerte, og der var intet forvarsel om, hvad der ville ske, før det skete. Parret, der har været gift i 31 år, sad den morgen over for hinanden i hver deres sofa og talte om, at Hanne snart ville køre til Esbjerg for at mødes med deres datter.
Ud af det blå rejste hun sig halvt op, inden hun væltede forover.
”Først tænkte jeg, nu må du lige styre dig,” fortæller Thorkild, ”men så var jeg jo hurtigt over hende og kunne med det samme se, at det var alvorligt.”
Han trykkede 112 og gik i gang med hjertemassage.
”Efter de første 30 tryk og to pust… jeg troede faktisk, at det var ovre. Hun reagerede overhovedet ikke, hun var fuldstændig væk.”
Han måtte trykke hårdere, tænkte han, og endte også med at brække syv af hendes ribben.
”Ved de næste 30 tryk kunne jeg se, at hun fik lidt spyt op, og så var der håb. Jeg sagde til mig selv: Nu skal du tage det roligt og koncentrere dig. Og det gjorde jeg så.”
Thorkild mistede tidsfornemmelsen, men gætter på, at der gik omkring ti minutter, inden ambulancereddere, læger og en hjerteløber dukkede op, og Hanne blev kørt til Esbjerg Lufthavn og fløjet til Odense Universitetshospital med helikopter.
"Han gav mig en stor krammer og sagde: Nu skal vi fandeme bare leve det her liv."
Et knust hjerte
Køreturen fra Varde til Odense føltes lang, og tankerne kørte i ring:
”Hvad var det, vi kom over til? Fik vi hende helt tilbage igen?” siger Thorkild, der sammen med deres to børn nåede at vente et døgn, inden Hanne kom til sig selv.
Hanne fortæller:
”Jeg husker, at jeg vågner op og kigger ind i tre ansigter og vores børns dybe, blå øjne.”
Ellers husker hun stort set ikke noget fra de dage, men hun har fået fortalt, at hun var komplet forvirret og sagde det samme om og om igen. En helt almindelig reaktion, forsikrede sygeplejerskerne.
”Jeg fik jo at vide, at jeg lå i Odense. Jeg gik bare ikke så meget op i, hvad der var sket med mig, men spurgte flere gange min familie, om de så ikke skulle i Zoologisk Have. Og mine børn er altså 30 og 36 år,” griner Hanne.
Lægerne endte med at give hende diagnosen stresskardiomyopati eller ”broken heart syndrome”, som det kaldes, fordi det kan udløses af psykisk stress.
”At man simpelthen er blevet så påvirket følelsesmæssigt, at ens hjerte giver efter,” siger Hanne, som på det tidspunkt gennemlevede en svær tid, efter hendes far var død få måneder tidligere.
Livet er for kort
Hjemme i Varde var både Thorkild og Hanne mærkede af oplevelsen.
”De første 14 dage var forfærdelige,” siger Thorkild.
Det lå konstant i baghovedet, hvad der kunne være sket. Hvis han havde været på arbejde som normalt. Hvis han tilfældigvis havde været i haven.
”Der skulle ikke meget til, før jeg ikke havde været der,” som han siger.
Han nåede også at kontakte en psykolog, men kom aldrig rigtigt i gang. For heldigvis fik Hanne det hurtigt bedre. Lige først var det dog svært, fortæller hun.
”Jeg kom hjem og følte mig meget ensom i min sygdom, for der var jo ikke andre, der vidste, hvad jeg havde gennemgået. Jeg levede nærmest i en osteklokke.”
Hanne opsøgte fællesskaber med andre hjertepatienter, ligesom hun gik mange lange ture og overtalte lægerne til, at hun hurtigt kunne vende tilbage til sine gymnastikhold.
Det er gået stærkt med at få det bedre, og det gjorde det også lettere for Thorkild, at han hele tiden kunne se fremskridt.
”Og nu er hun, som hun plejer at være,” siger han.
I dag synes Hanne også selv, at hun har det godt.
”Også psykisk,” tilføjer hun, ”jeg frygtede, at jeg skulle ryge ned i et hul, men jeg har det faktisk rigtigt godt.”
Lige før jul sidste år mødte hun en ven, som hun løber orienteringsløb med. Ligesom hende var han også faldet pludseligt om og var blevet hentet med en helikopter ude i skoven efter en blodprop.
”Han gav mig en stor krammer og sagde: Nu skal vi fandeme bare leve det her liv. Ja, gu’ skal vi så, sagde jeg. Og den indstilling har jeg bare. Livet er for kort til andet.”
Hanne omtaler desuden ikke længere Thorkild som ”vattet”.
”Jeg er dybt taknemmelig over, at han har reddet mig. Han er jo min helt nu – endnu mere end før.”
