Kristian holdt Carinas hjerte i gang i 22 minutter, inden hjælpen kom
Det var først, da han så sin hustru flyve væk i en redningshelikopter, at Kristian for alvor forstod, hvad der lige var sket – og at hun måske ikke ville blive sig selv igen.
39-årige Kristian Arqalo Mathisen vidste med det samme, at det var alvorligt. På sofaen i deres hjem i Vorupør sad han kun halvanden meter fra sin hustru gennem 16 år, da hun pludselig faldt om på køkkengulvet.
“Jeg kunne bare se, at det ikke var normalt. Man ville ikke falde sådan sammen, hvis man var i live. Det var hele kroppen, der gav slip på én gang – det var godt nok skræmmende,” siger han.
Han løb derhen og ruskede i hende, men der var ingen livstegn, og så ringede han 1-1-2. Mens han blev guidet over telefonen, påbegyndte han hjertemassage.
De næste 22 minutter holdt han hendes hjerte i gang, indtil ambulance og redningshelikopter ankom.
“Det var de længste 22 minutter i mit liv,” fortæller han.
En knytnæve i nakken
Op til den aften havde 35-årige Carina Sophie Ausland Mathisen længe været udmattet. Hun døjede med væske i kroppen, hævede ben og udspilet mave, men både hun og hendes læge tilskrev symptomerne stress. Hun var jo kun 35 år, hun fejlede vel ikke noget? Men den 7. december sidste år mærkede Carina en smerte, hun aldrig havde oplevet før.
“Min venstre arm blev helt spændt, som om der var krampe i armen. Det førte over i højre arm og ned i fingerspidserne, og så føltes det, som om nogen holdt en knytnæve i nakken. Det var uudholdeligt,” fortæller hun.
Carina ringede selv 112 og fik fat i en lægevagt. Som hun husker det, mente lægen, at det måtte skyldes, at hun var ved at trappe ud af antidepressiv medicin, og han rådede hende til at tage to panodiler og gå i seng.
Efter noget tid dukkede en ambulance alligevel op i indkørslen. Carina fik taget et hjertekardiogram, men da hun lider af galopperende klaustrofobi, ville hun ikke ind i ambulancen, som kørte igen.
Halvanden time senere havde Carina netop lagt et klæde over deres undulats bur, da hun faldt om.
Det var det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Også fordi man samtidig er så hektisk oveni hovedet. Man ved, at det kun er dig, der kan give hende ilt, kun dig, der kan holde hjertet i gang. "
Gennemblødt af sved
Vorupør er en lille fisker- og turistby, der kan være øde udenfor højsæsonen, så der gik hele 22 minutter, før hjælpen endelig dukkede op – to ambulancer og en helikopter, som fløj Carina til Skejby Sygehus i Aarhus. Kristian stod tilbage gennemblødt af sved.
“Det var det hårdeste, jeg nogensinde har prøvet. Også fordi man samtidig er så hektisk oveni hovedet. Man ved, det er kun dig, der kan give hende ilt, kun dig, der kan holde hjertet i gang,” siger han.
“Men når den, man elsker, ligger på jorden og har brug for hjælp, så er der ikke tid til at gå i panik. Hvis jeg var gået i panik, var hun jo død. Der skulle bare handles. Det var først, efter hun blev fløjet af sted, at det gik op for mig, hvad der var sket.”
En nærdødsoplevelse
På Skejby var Kristian nervøs. Han havde fået at vide, at efter 22 minutters hjertemassage var det meget usandsynligt, at Carina ville vågne og være sig selv.
Da hun endelig åbnede øjnene efter et døgn i respirator, var han heldigvis ikke i tvivl:
“Jeg kunne med det samme se og høre, at hun var sig selv.”
Carina husker nærmest ingenting fra de dage. Det sidste, hun erindrer, er, at hun lægger klædet henover undulaten, og så havde hun det, hun beskriver som en “surrealistisk” oplevelse:
“Det lyder mærkeligt, men jeg blev suget op i et kæmpestort hvidt lokale med alle dem, jeg har kær. Min mormor, min morfar, min farmor. Jeg kan ikke huske samtaler, men jeg husker deres ansigter. Og så husker jeg, at jeg går ud af en kæmpe port, som lukker bag mig – og idet, den bliver lukket, ser jeg Kristians ansigt, der siger hej.”
“Og det er så der, du vågner på Skejby,” tilføjer Kristian.
Fra frygt til forandring
På sygehuset viste undersøgelser, at Carinas hjertes tilbagepumpningseffekt, som normalt skal ligge omkring 60 procent, var faldet til 10 procent.
“De havde aldrig set så åreforkalket et hjerte i en alder af 35 år,” fortæller hun.
Hun fik en stent indopereret og med hjælp fra medicin og genoptræning er hendes tilbagepumpningseffekt i dag, fire måneder senere, steget til 51 procent.
Der er dog ingen tvivl om, at parret har gennemlevet en voldsom oplevelse. Den første uge græd Kristian, hver gang han gik udenfor døren.
“Så ramte den her chokfølelse. Det var mærkeligt, men det var selvfølgelig en efterreaktion, for der var ikke tid til at bearbejde det i selve situationen. Der har det været godt at snakke med kammerater om det,” siger han.
I begyndelsen sprintede han op for at handle i Meny, der ligger 300 meter væk.
“Jeg har aldrig i mit liv løbet så hurtigt frem og tilbage. Bare i ren frygt for, om hun nu var i live, når jeg kom hjem.”
I dag har Carina givet slip på frygten for at falde om igen. Hun er blevet mere aktiv, går lange ture, cykler og har det faktisk “nogenlunde normalt”, som hun siger. Men hun kan ikke længere tåle at blive rasende:
“Førhen havde jeg kræfter til at råbe og skrige, men hver gang jeg bare hæver stemmen nu, får jeg hjertebanken.”
Skulle det alligevel ske, at hun bliver vred, driller Kristian hende: “Pas nu på dit hjerte,” siger han.
Parret er enige om, at Carinas hjertestop har ændret deres syn på livet.
“Vi prioriterer anderledes nu. Vi går ikke ind i bittesmå problemer,” siger Kristian.
“Det kunne være gået så meget værre, så jeg synes, det er mirakuløst, at jeg har det så godt,” tilføjer Carina.
“Kristian er jo min helt, og jeg føler ikke, jeg kan takke ham nok. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det har været at stå i hans situation i 22 minutter, og derfor synes jeg også, han skal hyldes for at have reddet mit liv.”
