Robert tænkte lynhurtigt, da hans far fik hjertestop i klitterne

Da 12-årige Robert krydser målstregen ved et orienteringsløb i klitterne ved Vesterhavet, vender han sig om og bliver urolig. Der er intet spor af hans far, som løb bag ham få øjeblikke tidligere.

IMG_2892_nystr
"Jeg kan huske, at jeg så ham få hjertemassage, og at han var blå i hovedet. Og jeg var bange for at min far døde."

12-årige Robert Lervad Lundø genkalder sig den eftermiddag i november sidste år, hvor han fik sit livs chok. En hyggelig løbetur i klitterne ved Vesterhavet blev med ét til et mareridt, da hans far faldt om med hjertestop og kom meget tæt på at miste livet. Men selv om minderne fra dagen er voldsomme, har Robert også grund til at tænke tilbage på dagen med stolthed, for sammen med klubkammeraterne var han med til at redde sin fars liv.

Brænder ud

”Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke havde det helt fantastisk den eftermiddag,” siger Martin Lervad Lundø.

Selv om han blot er 47 år gammel og i god fysisk form, er der noget, der ikke stemmer i kroppen en eftermiddag i november sidste år. Sammen med sin 12-årige søn Robert er han afsted på den årlige julehyggetur med klubkammeraterne i Horsens Orienteringsklub, hvor de begge er medlemmer. På en 5-kilometers tur i sandklitterne ved Vesterhavet løber Martin ’skygge’ for sin søn – dvs. han løber 5-10 meter bag Robert og dobbelttjekker at sønnen læser kortet korrekt og vejleder i valg af de rigtige ruter mellem orienteringsposterne.

”Jeg føler mig meget forpustet, har ingen energi og har en stikkende smerte på indersiden af albuerne. På et tidspunkt nærmer vi os mål og skal løbe op ad en større sandklit. Der kan jeg mærke at jeg brænder ud og bliver nødt til at standse og hvile mig. Vi er tæt på mål, så jeg råber til Robert at han bare skal løbe i forvejen alene det sidste stykke,” fortæller han.

”Da jeg så får kæmpet mig op på toppen af klitten, bliver jeg meget svimmel. Jeg kan huske jeg lige skimter en betonblok for foden af klitten og får taget et skridt tilbage, inden det sortner. Det næste jeg kan huske, er at jeg vågner på hospitalet i Aalborg, hvor jeg allerede har fået lavet en ballonudvidelse.”

Intet spor af Martin

I mellemtiden er Robert løbet det sidste stykke ned mod mål. Da han krydser stregen og vender han sig om, er hans far dog ingen steder at se.

”Jeg venter lidt, men løber så tilbage mod klitten. Og da jeg kommer op på toppen af den, kan jeg se at min far ligger der og er helt blå i hovedet, og er ved at få hjertemassage af nogle af de andre løbere,” siger Robert.

Synet giver den 12-årige dreng et stort chok. Utroligt nok formår Robert at tænke klart i situationen.

”Jeg kan ikke rigtig forstå, hvad der er sket, men kan huske at jeg spørger om der er nogen, der har ringet 1-1-2,” fortæller han.

Det er der ikke. Orienteringsløbere lader telefonen ligge, inden de snører løbeskoene – mobiltelefoner kan jo misbruges under et løb. Heldigvis kommer Robert i samme øjeblik i tanke om en detalje, der måske har været afgørende for, at hans far stadig er i live i dag. Han har set sin far lægge mobilen i lommen på sine løbetights tidligere på dagen og glemme at lægge den fra sig, inden de tog ud på løbeturen.

”Jeg skynder mig ned og fisker den op af lommen på min far, mens de andre giver hjertemassage, ringer 1-1-2 og får fat på alarmcentralen. Da der er forbindelse, giver jeg den til en voksen, der taler videre med dem, mens der også kommer andre til, som hjælper min far,” forklarer Robert.

Holdt i live i 25 minutter

Martin har talt begivenhederne fra den dramatiske eftermiddag igennem med sin søn og klubkammeraterne mange gange. Det står klart for dem, at han nok ikke havde været i live i dag uden hjælpen fra dem, der var nær og trådte til. I alt gav fem klubkammerater Martin hjertemassage på skift. Sammen holdt de hans hjerte i gang i hele 25 minutter, mens redderne nåede frem til klitterne og overtog.  Uden deres handlekraft og Roberts evne til at holde hovedet koldt i en voldsomt presset situation, havde Martin formentlig ikke overlevet.

På trods af chokket har Robert også overskud til at ringe til flere familiemedlemmer og fortælle om Martins hjertestop. Heldigvis når han også at blive en smule beroliget, da Martin kommer til bevidsthed i ambulancen og spørger efter ham, inden han køres afsted mod hospitalet. Samme aften ser han igen sin far være ved bevidsthed, denne gang sammen med resten af familien på stuen på Aalborg Universitetshospital, hvor Martin er blevet behandlet.

I dag har Martin Lervad Lundø det med egne ord ’forbandet godt’. Han er allerede tilbage i sit job på fuld tid, og er kommet i gang med at løbe igen med sin søn og med klubkammeraterne i Horsens Orienteringsklub.

”Jeg er selvfølgelig vildt stolt af Robert. Han gjorde en kæmpe indsats, og det var der en hel masse andre, der også gjorde. De er grunden til at jeg stadig er i live, og det er jeg bare så taknemmelig for. At jeg var omgivet af nogen, der kunne finde ud af at hjælpe, da jeg havde brug for det,” slutter han.

foerstehjaelp
Vil du lære at træde til ved hjertestop?
Vil du og dine kollegaer, venner eller familie lære at redde liv? Vi tilbyder Hjerteredderkursus - 30 minutters intro i genoplivning, hvis I kan samle en gruppe på min. 5 personer. Kurset varer kun 30 min. og instruktøren kommer til jer.
Læs mere