Sisse, 27 år, har en hjertesyg lillesøster på 24 år
Hvordan har det været for dig at være søster til et hjertebarn?
– Da min søster var to måneder gammel, fik hun konstateret fem forskellige alvorlige hjertefejl, og hun har været gennem et hav af operationer, behandlinger og kontroller på hospitalet gennem hele vores barndom. Det har fyldt enormt meget inde i mig, at der var stor risiko for, at der kunne ske noget med hende, men det er jeg først blevet bevidst om indenfor de sidste par år.
Hvordan reagerede du på det, da du var lille?
– Som barn forsøgte jeg at have så lidt med sygdommen og hospitalet at gøre – jeg var stort set aldrig med derinde, men blev hjemme hos mine bedsteforældre og min moster, faster og onkler, som passede mig.
Som teenager blev jeg meget rebelsk og oprørsk og var enormt irriteret over al den opmærksomhed, min søster fik. Og som voksen fokuserede jeg 100 % på at få en karriere og undgik så vidt muligt at deltage i familieting.
For to år siden skete der imidlertid noget: Min søster var alvorlig syg, og det gik pludselig op for mig, hvor bange jeg hele mit liv har været for at se min frygt for at miste hende i øjnene.
Det gør jeg nu – det betyder på den ene side, at jeg hver dag mærker den konstante frygt, jeg som søster bærer med mig: Hver gang jeg får en uventet opringning, så tænker jeg altid, nu dør hun af det. Selvom det slet ikke behøver at ske, så sidder den mulighed altid i baghovedet på mig. På den anden side betyder det også, at jeg nu har et helt særligt og meget nært forhold til min søster, som jeg nok ikke ville have haft, hvis hun ikke havde været hjertebarn. Men jeg er glad for, at jeg i de første 24 år af mit liv som søster til en hjertesyg, er sluppet for at skulle være bange på den måde, jeg de sidste to år har været hver eneste dag.
Har du et råd til andre raske søskende med en hjertesyg bror eller søster?
– Jeg tænker, at det er meget naturligt, at man som søskende får den her følelse af, at der bliver gjort forskel, og at man bliver overset – hvis jeg har faldet og slået mig, har det bare været op og videre med dig, mens min lillesøster ville blive pakket ind i vat, hvis hun faldt. For mig betød det, at mens hun udviklede sig til hende den søde og bløde, alle kunne lide, udviklede jeg mig til hende den hårde og egoistiske, så jeg var rustet til at kunne klare mig på egen hånd. Derfor er mit råd måske mere til forældre: Selvom de raske søskende virker totalt selvkørende, kan det godt være, at de indimellem har brug for at blive pylret lidt og badet i opmærksomhed.