Slice 1
Hjertesøskende

Det er godt at snakke med andre søskende, der ved præcist, hvordan du har det

Alexander, 15 år, har en lillebror med hjertefejl

Hvordan er det for dig at være bror til et hjertebarn?

– I starten var det svært, men det er ok nu, fordi han har fået det godt: Det føles som om, at vi er en normal familie, der bare kommer til en masse ekstra arrangementer.

Hvornår gik det op for dig, at han havde en hjertefejl?

– Jeg vidste godt, at han havde et stort ar midt på brystet, men det var ikke noget, jeg tænkte nærmere over, da jeg var mindre. Men jeg havde jo set den der fotobog med billeder fra da han var indlagt, og da jeg var 11-12 år, begyndte jeg at tænke over det og spørge til det. Jeg fik så at vide, at jeg ikke var med dengang, for det måtte jeg ikke. At jeg boede his min mormor og moster det meste af tiden, når han blev opereret. Det kom bag på mig! Det var meget underligt at få at vide, for jeg kunne ikke selv huske det …  jeg kunne ikke rigtig tro på det. Jeg har altid tænkt på det, som jeg altid har været sammen med familien derhjemme.

Har du talt med dem i din klasse om det?

– Jeg sagde det til dem, da jeg gik i 6.-7. klasse. At han har en hjertefejl. Men det er jo ikke rigtig noget, de kan forstå. Altså hvad det egentlig vil sige. For han virker jo bare helt normal – han opfører sig normalt og gør kun normale ting.

Hvad er sværest for dig ved at være bror til et hjertebarn?

– Ikke rigtig noget. Jo måske når han skal ind at tjekkes eller skannes hver andet år, så får jeg det lidt underligt: “Er det mon blevet værre end sidst?”, tænker jeg og bliver lidt bekymret. Men jeg snakker med min mor og far om det, og så siger de, at han jo bare skal ind at kontrolskannes, og at det sikkert går som forventet.

Har du et råd til andre søskende?

– De ved jo selv, hvordan man har det … det er en god ide at tage med til Familiekurset og møde andre, der har det på samme måde, og hygge sig med dem. Og de søskende, som har brug for noget ekstra, kan tage på søskendeweekend. Jeg har selv været på søskendeweekend: Det er en god måde at få nye venskaber på og være sammen med andre, der har det som en selv. Det er ikke svært at snakke om, at man har en bror eller søster med hjertefejl, når man er sammen med dem, for det har de jo alle sammen, så de ved præcist, hvordan man har det.