Slice 1
Hjertesøskende

Jeg har nok stadig ikke forstået det helt

Emma på 13 år fortæller om at have en lillebror med en medfødt hjertefejl

Hvornår fandt du ud af, at din lillebror havde en hjertefejl?

– Jeg var 3 år, da min lillebror blev født, så jeg kan ikke huske så meget andet, end at min mor og far var meget ude og inde af hospitalet, og at jeg var meget sammen med min farmor og min mormor. Jeg savnede mine forældre lidt, men det var også fedt at være sammen med farmor og mormor.

Først da jeg blev 5-6 år, gik det op for mig, at han faktisk havde en hjertefejl, og at det var farligt – pludselig en dag gik tanken igennem mig “han har en hjertefejl, han kan dø af”.

Snakkede du med nogen om det?

– Jeg snakkede med mine forældre om det, Jeg forstod det jo ikke rigtigt, men de brugte lang tid på at forklare mig det, og ja, selvom jeg nu på en måde forstår det, så føler jeg alligevel ikke helt, at jeg har forstået det endnu.

Hvad har dine forældre forklaret dig?

– Altså de har forklaret mig, hvad det er for en hjertefejl, og hvad der er sket med ham inde på hospitalet og sådan nogle ting. De har også sagt, at han har det virkelig godt nu, og at han skal nok skal komme til at leve et langt liv. At han er ligesom alle andre, han bliver bare hurtigt træt. Så jeg skal bare være glad for, at han er her, og bruge meget tid sammen med ham.

Hvad er det bedste for dig ved at være søskende til et hjertebarn?

– Det er helt klart at være sammen med alle de mennesker, jeg har mødt til arrangementerne i Hjerteforeningens Børneklub, og komme på fede oplevelser rundt omkring i landet.

Hvad er det sværeste?

– I starten, da mine forældre var meget væk, fik jeg det sådan lidt “hvorfor er de ikke sammen med mig, gider de mig ikke mere?”. Men det er de ligesom kommet efter, for nu er vi meget sammen alle sammen.

Og så er det stadig lidt svært for mig at snakke om hvordan jeg har det med det, men man bliver bedre til det, når man er med på søskendeweekend … altså jeg er stadig bekymret, og det vil jeg nok altid være, men egentlig tænker jeg ikke så meget over et mere.

Hvad er dit bedste råd til andre søskende?

– Hvis du har brug for at snakke med nogen, så snak med nogen. Du skal ikke holde på alle de ting, du render rundt med inden i, hvis du er bange. Tit er det en hjælp bare at få sagt det højt, man føler eller er bange for eller bekymret over, for så har man det ikke længere indelukket i sig selv.

 

Af Monica C. Madsen