Sofie på 11 år fortæller om at have en lillebror med en medfødt hjertesygdom
Hvordan var det, da du fik en lillebror med hjertefejl?
– Min lillebror var ikke helt normal, da han blev født, og så fandt de ud af, at han havde en hjertefejl, som han skulle opereres for, fordi hans hjerte ikke slog hurtigt nok. Han ville stadig have levet i dag, hvis lægerne ikke havde givet ham en pacemaker, men han ville have været meget træt og ikke kunne gøre noget. Derfor var det bedst, at vi gjorde noget ved det, så han kunne holde til at gå i skole og gå til sport og sådan noget.
Hvornår gik det op for dig, at der var noget galt?
– Da jeg var lille, vidste jeg ikke helt, hvad der var galt, og jeg troede ikke, at det var noget særligt alvorligt. Jeg var kun 3 år, da han blev født. Men da jeg blev 5-6 år, begyndte jeg at spørge ind til det, og så forstod jeg, at det faktisk var ret alvorligt. Mine forældre sagde, at jeg ikke skulle tænke på det, at jeg skulle forsøge at have et normalt skoleliv – de skulle nok forsøge at advare mig om det, hvis der var noget galt.
Kunne du lade være at tænke for meget på det?
– Jeg syntes jeg klarede det meget godt, indtil jeg blev nødt til at skifte skole. For jeg blev mobbet meget, mest med mig selv, men også med min lillebror. Min lillebror blev også mobbet, så han skiftede også skole.
Det er jeg rigtig glad for, for det har gjort en stor og god forskel: Nu går jeg sammen med mange af dem, jeg har gået i børnehave og dagpleje med, og jeg har en veninde, jeg virkelig stoler på og har for mig selv – vi er virkelig gode venner.
Hvad har været det sværeste for dig ved at være søskende?
– Det sværeste for mig er nok, at jeg bliver meget bekymret, fordi jeg ikke ved, hvad der kommer til at ske sådan 100 procent. Derfor har jeg meget den der følelse “Hvad sker der nu? Hvad skal der ske??”. Og jeg har bare mega meget lyst til at spørge ind til det, men nogle gange er det måske ikke det perfekte tidspunkt at spørge mine forældre om det.
Hvorfor synes du ikke, det er det rigtige tidspunkt at spørge dem om det?
– Hvis de f.eks. har en meget vigtig samtale, går de måske helt i koks, hvis jeg afbryder den. Så jeg tier stille, mest for deres skyld, for jeg vil ikke gøre dem bevidst om, at jeg også er bekymret for ham. De har jo problemer nok i forvejen. Og jeg er også bange for, at de kommer til at tænke mere på mig end på min lillebror, så han ikke får den opmærksomhed, han har brug for.
Men hvad kan så hjælpe dig i de situationer?
– I stedet for går jeg en tur med vores hund eller laver noget sammen med min søster eller bror.
Hvad er dit råd til andre søskende, som ikke kan lide at sige det til deres forældre, når de er kede af noget eller usikre på noget?
– Man skal finde nogle andre at snakke med. Man kan f.eks. tage hen til sine bedsteforældre, eller smse eller ringe til dem. Det er tit bedst at få det ud, så man ikke går i stå, fordi man tænker på det samme hele tiden:
Hvis man ikke får det ud, kan det være, at det vokser og vokser, så man til sidst kommer til at bekymre sig om alle mulige ting, som faktisk overhovedet ikke kan lade sig gøre. Derfor bliver man tit mindre bekymret, hvis man får snakket om det.
Af Monica C. Madsen