Her findes Hjerteforeningens anbefalinger til tilbud om hjælp til rygestop, i forbindelse med implementeringen af røgfri arbejdstid, samt gode råd til hvordan man effektivt kan stoppe med at ryge.

Hvad kan der tilbydes af hjælp til rygestop?
Det er en fordel, hvis man som arbejdsplads har mulighed for at tilbyde de ansatte hjælp til rygestop, hvis de skulle ønske dette. Gør derfor de ansatte opmærksomme på, at hjælp tilbydes, hvis de skulle have tanke på at stoppe helt efter røgfri arbejdstid er indført.

Følgende kan tilbydes:

  • Rygestopkurser
    Der kan tilbydes gratis rygestopkurser til medarbejderne, og nogle arbejdspladser vælger også at tilbyde gratis nikotinpræparater som hjælp til rygestoppet.
  • Kostvejledning
    Det kan være en fordel at tilbyde hjælp til kostvejledning, da mange kan være nervøse for en eventuel vægtøgning i forbindelse med et rygestop.
  • Stoplinien, 8031 3131
    Stoplinien er et gratis nationalt rygestoptilbud, og de kan kontaktes telefonisk på ovenstående telefonnummer. Rådgivningen har åbent mandag til torsdag fra kl. 10-20 og fredag fra kl. 10-16. Der kan også sendes en SMS med teksten “rygestop” til 1231, hvorefter man bliver ringet op af Stoplinien.
  • E-kvit
    E-kvit er en app der kan downloades til ens smartphone. App’en er gratis, og den tilbyder hjælp til at stoppe med at ryge, eller til at nedsætte sit forbrug af nikotinpræparater. E-kvit kan hentes i Microsoft Store, App Store eller på Google Play.

Et godt råd er, at finde en person der går foran, i forhold til rygestoppet, én der kunne fungere som rollemodel på  arbejdspladsen. Dette kunne fx være en kollega eller en leder.

 

Gode råd til rygestop
Inden du går i gang med dit rygestop, er det en god idé at udvikle en detaljeret plan.

Her kommer ti gode råd hertil:

  1. Først skal du tage en endelig beslutning om at blive røgfri.
  2. Forbered dit rygestop i god tid. Gør det klart for dig selv om det skal foregå med en kold tyrker, eller nedtrapning. Derved kan du forberede dig mentalt og praktisk.
  3. Hvad er de vigtigste grunde for dig, ved at blive røgfri? Skriv dem gerne ned, så du kan mindes dem under rygestoppet.
  4. Fortæl om dit rygestop til dine nærmeste venner og familie. Derved kan de støtte dig, og tage hensyn, hvis de selv ryger.
  5. Gør dig nogle tanker, om du vil bruge nikotinerstatning. Man kommer oftest lettere igennem et rygestop vha. nikotinerstatning, så undersøg hvilke der tiltaler dig.
  6. Lav en detaljeret plan for hvordan du håndterer abstinenser, når du gerne vil ryge en cigaret. Husk på de vigtigste grunde, afled dig selv, gå en tur og fokuser på de positive forandringer.
  7. Dagen før du påbegynder rygestoppet, smid gerne alt ud som minder dig om rygning. Hvis du tager en kold tyrker, så smid cigaretpakken ud om aftenen.
  8. Vær positiv omkring rygestoppet. Bekræft dig selv i, at du godt kan gennemføre det. Hvis du forholder dig optimistisk, kan det virke forstærkende.
  9. Det er vigtigt at huske, at rygetrangen kan komme i bølger, og går over igen, på de slemme dage.
  10. Ros dig selv, for hver dag du går igennem uden rygning.

 

Udvalgte resultater fra undersøgelsen Danskernes rygevaner 2018: 

  • 62 % af dem, der ryger, vil gerne holde op med at ryge.
  • 72 % af de personer, der ryger eller tidligere har røget, ville ikke ryge, hvis de skulle leve deres liv om.
  • 77 % af dagligrygerne har forsøgt at stoppe én eller flere gange.
  • 23 % af dagligrygerne har forsøgt rygestop inden for det seneste år.