
Danny
Alder
30-40
Køn
Mand
Region
Hovedstaden
Diagnoser
Arytmi, Genfejl, ICD
Hej, Jeg er en gut i 30’erne, bosat i København med mine kæreste og vores lille barn. Siden 17 års-alderen har jeg levet med hjertesygdom. Dengang fandt man frem til, at jeg havde en gen-fejl, der betød, at livet måtte afbrydes med jævne mellemrum pga. både hurtige og langsomme rytmeforstyrrelser. Et hav af undersøgelser, indlæggelser, behandlinger, medicinjusteringer, og ICD-anlæggelse stjal fokus i mit ungdoms- og sidenhen voksenliv.
Jeg var, og er endnu, en sportsglad gut, der fortsat agter at leve livet i et højt tempo. Dette ønske har livet med hjertesygdom udfordret en del. Mit sygdomsforløb har haft indflydelse på både mit valg af uddannelse, min passion for fodbold og senest mange svære overvejelser ift. det at skulle blive forældre (ift. ”mit sygdoms-gen”).
Jeg har mødt fantastisk personale i mit forløb, og jeg har altid haft et solidt hold af støttende venner / familie, men ingen af disse dækkede, hvad jeg også havde behov for – en ligesindet, der forstod tanker, følelser, frustrationer, begrænsninger mv. fra egne erfaringer.
Derfor står jeg til rådighed i håb om at kunne spare om nogle af de tanker, der presser sig på, når livet pludselig skal leves med en hjertesygdom. Alt lige fra det at skille sig ud, at skulle til diverse besøg på hospitalet, at føle sig begrænset, at have frustrationer, at tage medicin og at føle sig ”tvunget” til at gå nye veje osv.