Ingredienser

Syltede løg
  • 2 rødløg
  • 3 spsk. æbleeddike
  • 3 spsk. tyttebærsyltetøj
  • ¼ tsk. salt
Kartoffelbåde
  • 800 g kartofler
  • 1 spsk. olivenolie
Rødkålsslaw
  • 300 g rødkål
  • 3 tsk. dijonsennep
  • 150 g fromage frais
  • salt og peber
Selleriburger
  • 1 knoldselleri
  • 2 spsk. olivenolie
  • 500 g hakket vildtkød
  • 8 enebær
  • salt og peber

Tilberedning

Syltede løg
Skær løgene i meget tynde skiver og vend dem med æbleeddike, tyttebærsyltetøj og salt i en skål. Lad løgene trække, mens du tilbereder resten af maden. Rør lidt i løgene indimellem.

Kartoffelbåde
Vask kartoflerne og skær dem i både, kom dem i en plasticpose med 1 spsk. olivenolie og ryst posen, så olien fordeles godt. Bred kartoflerne ud på en bageplade beklædt med bagepapir og bag dem ved 225 grader i 25-30 minutter, til de er møre og gyldenbrune.

Rødkålsslaw
Riv rødkålen på den grove side af rivejernet. Rør sennep og fromage frais sammen i en skål og vend kålen omhyggeligt med dressingen. Smag rødkålsslawen til med salt og peber.

Selleriburger
Skrub sellerien rigtig godt eller skær skrællen af. Skær sellerien i 8 tykke skiver. Varm 1 spsk. olie op på en stor pande og brun selleriskiverne på begge sider, eventuelt ad flere omgange. Læg de brunede selleriskiver på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag skiverne i ovnen i ca. 15 minutter, til de føles møre og bløde, når man prikker i dem med en lille spids kniv.

Form 4 flade hakkebøffer af kødet. Brun dem på begge sider i 1 spsk. olie på panden. Hak enebærrene groft og drys dem på bøfferne sammen med salt og peber. Skru ned for varmen og steg bøfferne endnu 2 minutter på hver side.

Krydr kartofler og selleri med lidt salt. Læg bøfferne sammen med rødkålsslaw og syltede løg mellem to skiver selleri som en burger og servér dem med kartoflerne.

TIP
I stedet for hakket vildtkød kan du bruge hakket okse-, lamme eller svinekød. Selleriskræl kan se grov og uspiselig ud. Men det er den faktisk ikke, tværtimod bliver den mør og sprød på en lækker måde, når sellerien bliver stegt. Skrub selleriskrællen rigtig godt med en grøntsagsbørste og skær eventuelt dybe furer ved rodenden væk. Hvis sellerien har for mange furer og huller eller er for snavset, kan det være nødvendigt at skrælle den i stedet.

 

Frugt og grønt pr. person

Ca. 300 g

Energifordeling pr. person, medmindre andet er angivet

2600 kJ (650 kcal). Kulhydrat 59 g. Fedt 22 g, heraf mættet fedt 4 g

UH4311