Ingredienser

Marcipanmakroner
  • 100 g marcipan
  • 200 g sukker
  • 1½ æggehvide
  • 2 tsk hvedemel
Syltede kumquats
  • 100 g kumquats
  • 50 g sukker
  • 1¼ dl vand
Pynt
  • 100 g mørk chokolade
  • 100 g blandede nødder, fx valnødder, hasselnødder, mandler, pecan nødder og/eller pistacienødder
  • 25 g tørrede tranebær

Tilberedning

20 stk.

Marcipanmakroner
Riv marcipanen, og bland den godt med sukkeret. Tilsæt æggehvide lidt ad gangen, og ælt det godt ind i marcipanen, inden du tilsætter mere. Rør det sidste æggehvide i dejen. Rør til sidst melet i dejen. Sæt dejen med to teskeer på 2 bageplader med bagepapir. Sørg for, at der er god afstand mellem makronerne, da de flyder meget ud.

Bag makronerne ved 180 grader i ca. 15 minutter, til de lysebrune. Lad makronerne køle af på bagepladerne, og løsn dem forsigtig fra bagepapiret, når de er kolde.

Syltede kumquats
Skær kumquats i skiver i 2-3 mm. tykkelse, og fjern forsigtigt stenene. Kog sukker og vand op, og kog dem ved middel varme, til al væsken er kogt væk.

Bred kumquats ud på en bageplade med bagepapir – sørg for, at de ikke rører hinanden – og lad dem tørre i ovnen ved 50 grader i 25 minutter. Lad dem bagefter tørre helt ved stuetemperatur.

Pynt
Smelt chokoladen over vandbad. Smør chokolade på toppen af makronerne, et par stykker ad gangen, så chokoladen ikke når at stivne, og sæt med det samme et par nødder, 2-3 skiver kumquats og et par tranebær i chokoladen. Fortsæt med de næste, til alle makronerne er pyntet. Lad chokoladen stivne, og opbevar makronerne tørt, til de skal serveres.

TIP
I stedet for at sylte kumquats, kan du bruge kandiseret appelsinskal i små tern, som kan købes i de fleste supermarkeder. Hvis du bruner hasselnødder og mandler i ovnen, til de er gyldenbrune, smager de endnu bedre.

 

Frugt og grønt pr. person

6 g

Energifordeling pr. person, medmindre andet er angivet

Energi pr. stk.: 605 kJ (144 kcal). Kulhydrat 20 g. Fedt 6,5 g , heraf mættet fedt < 1 g

Ude og Hjemme, uge 52, 2013