Ingredienser

Fiskeboller
  • 500 g filet af torsk, sej eller anden torskefisk
  • 1 tsk. salt
  • 1 æg
  • 1 spsk. majsstivelse
  • ca. ½ dl skummet-, mini- eller letmælk
  • 1 rød chili eller efter behag
  • 2 cm ingefær
Lynstegte grønsager
  • 2 gulerødder
  • 1 squash
  • 2 røde peberfrugter
  • 1 spsk. raps- eller olivenolie
  • ¾ dl sojasauce
  • 2 dl vand
  • 1 spsk. majsstivelse
  • 2 fed hvidløg
  • 250 g gule eller røde cherrytomater
  • 1 bundt koriander
Tilbehør
  • 4 dl brune ris, 320 g

Tilberedning

Fiskeboller
Skær fiskekødet i små stykker og blend det i en foodprocessor eller minihakker med salt. Tilsæt æg og majsstivelse og blend igen til en helt jævn fars. Spæd farsen med mælk. Hak chili og ingefær fint og rør det i farsen. Form farsen til ca. 12 boller med en spiseske og læg dem i bunden af en lav gryde eller i en pande. Kom lidt vand i bunden og kog det forsigtigt op. Skru ned for varmen og lad bollerne dampe i ca. 5 minutter under låg, til de føles faste.

Lynstegte grønsager
Skær gulerødder, squash og peberfrugter i stave. Steg grønsagerne i olien på en stor pande eller wok under omrøring i ca. 4 minutter. Rør sojasauce og vand sammen med majsstivelsen og hæld det ved grønsagerne under omrøring. Tilsæt finthakket hvidløg og halverede cherrytomater. Spæd med vand, hvis saucen er blevet for tyk og smag eventuelt til med salt eller mere sojasauce.

Tag forsigtigt fiskebollerne op af gryden, anret dem med grønsager og sauce og et drys korianderblade. Servér med kogte ris til.

TIP
Der er forskel på, hvor fast fisk er, afhængig af art og sæson. Spæd altid med mælken lidt ad gangen, så farsen ikke bliver for blød til at forme boller af.

Frugt og grønt pr. person

Ca. 230 g

Energifordeling pr. person, medmindre andet er angivet

2200 kJ (550 kcal). Kulhydrat 75 g. Fedt 7 g, heraf mættet fedt 1 g

UH1612