Igen i år kårer Hjerteforeningen Årets hjerteredder, og ligesom sidste år kan du være med til at kåre en modtager af prisen. Årets hjerteredder kåres på Hjertegalla søndag den 22. april.
Da 50-årige Ulla Jensens hjerte stoppede med at slå, blev hun reddet af sin søn. Han gav hende hjertemassage uden nogensinde at have lært det
Klokken nærmer sig de 21 søndag aften den 19. februar 2017. 20-årige Magnus Kenne Jensen smører sig en rugbrødsmad ude i køkkenet, mens han sludrer med sin mor, der ligger på sofaen og spiller Wordfeud med en kollega. Magnus skal tidligt op på arbejde næste dag og er på vej i seng, da han pludselig hører et bump og nogle høje snorkelyde inde fra stuen.
– Jeg løber derind og ser, at min mor ligger slapt med hovedet tilbage på sofaen. I første omgang tænker jeg, at hun har fået et epileptisk anfald, så jeg støtter hendes hoved og regner med, at hun rejser sig igen, siger Magnus.
“Staying alive”
Ulla vågner ikke, men bliver liggende på gulvet. På et splitsekund forvandler en almindelig søndag aften sig til et mareridt for familien. ”Vågn op, mor”, åber Magnus og rusker i hende. Han kalder på sin 13-årige søster, Malan, som sidder inde på sit værelse, og beder hende ringe 1-1-2.
Imens skubber han sin mor ned på gulvet. Hun viser stadig ikke tegn på liv, så Magnusmå i gang med hjertemassage. Men han har aldrig fået det lært.
Jeg forsøger at bevare roen, mens jeg går i gang med at trykke og puste.
– Jeg forsøger at bevare roen, mens jeg går i gang med at trykke og puste. For at holde rytmen kommer jeg i tanke om sangen “Staying alive” med Bee Gees. Den minder om min mor, da hun tit har spillet sangen, og vi har talt om, at den er lavet til det formål, fortæller Magnus.
Hans lillesøster får kontakt til alarmcentralen, som hjælper Magnus med hjertemassagen.
Sveden pibler frem, mens han trykker på sin mors brystkasse. ”Bliv ved,” lyder beskeden fra alarmcentralen. Han fortsætter, som han får besked på. På samme tid løber Malan ud på vejen for at tage imod ambulancen. Først kører den forkert, men Malan får de fem reddere guidet hen til huset, ind igennem entreen, hvor der næsten ikke er plads til båren, og ind til sin mor. Redderne tager over og begynder at støde Ullas hjerte for at få hjerterytmen på plads. Det lykkedes i tredje forsøg.
– Jeg står ovre i hjørnet og ser alle de mennesker stå over min mor. Jeg troede virkelig, hun var ved at dø, da hun ikke trak vejret, siger Malan Kenne Jensen.
Magnus ringer rundt til sine to brødre samt deres mormor og morfar og fortæller, hvad der er sket. De kører med ambulancen ind på intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital, hvor de venter indtil midnat, inden de får lov til at se deres mor.
Rekonstruktion af redningen
Modige børn
– Hun lignede slet ikke sig selv med alle de slanger og maskiner, hun var koblet til, men det var godt at se hende. Det gjorde mig mere rolig, fortæller Malan.
Ulla Jensen kommer hjem efter 11 dage på hospitalet. Hændelsen er i dag kommet på afstand efter et års intensiv genoptræning.
– Jeg er heldig, at jeg har nogle modige børn, som ikke bare reddede mit liv og bevarede roen, men også har været en stor hjælp i tiden efter – lige fra at hjælpe med at lave mad og gøre rent herhjemme til at køre mig til forskellige undersøgelser af hjertet, fortæller hun.
Sådan er det gået
Ulla var 50 år og rask, da hun fik hjertestop. Hun blev kørt på intensivafdelingen på Aarhus Universitetshospital med tre brækkede ribben og fik indopereret en ICD/pacemaker. Lægerne har aldrig fundet ud af, hvorfor hun fik hjertestop. Hun er i dag tilbage på jobbet på en familieinstitution i Randers.
Under en løbetur får Niels Peter Friis Hansen hjertestop. Hans kone når akkurat at ringe til alarmcentralen, inden telefonen løber tør for strøm. Så begynder hun at give sin mand hjertemassage
Alice Friis Hansen kigger på sin mobiltelefon. Den løber snart tør for strøm. Ved siden af hende ligger hendes mand, Peter, slapt på jorden og trækker ikke vejret. For et øjeblik siden løb de deres sædvanlige tur i St. Dyrehave skov ved Hillerød. Nu er hans krop gået i kramper, ansigtet er blåt, og fråden pibler ud af munden.
“Det her gør du bare ikke imod mig. Det kan du ikke være bekendt!”
– Jeg tænker: ”Den er helt gal. Det sker bare ikke, mens jeg er alene herude i skoven. Nu dør Peter fra mig, inden der kommer nogen og hjælper.” Jeg tror ikke, jeg kan hjertemassage, fortæller Alice Friis. Hun rusker i ham, men der sker ikke noget. ”Ro på”, siger hun til sig selv og kommer i tanke om, at hendes mand altid har sagt, at hun skal træde et skridt tilbage og bevare overblikket. Hun ringer 1-1-2, sætter medhør på, læner sig ind over sin 90 kg tunge mand og begynder at trykke, mens hun råber: ”Det her gør du bare ikke imod mig. Det kan du ikke være bekendt!”
Hun når heldigvis at forklare alarmcentralen, hvor i skoven de befinder sig, inden mobilen går ud efter 4-5 minutter. ”Når de overhovedet frem? Kan de finde os? Bliver Peter normal igen, eller ender han som en grønsag?” Tankerne kører rundt i hovedet, mens hun trykker videre på sin mands brystkasse. Imens kan hun høre sirenerne i det fjerne.
Ni stød
– Jeg kigger på Peter, der stadig ligger helt stille. Så tænker jeg, at det jo ikke nytter noget og putter mig ind til ham. Da jeg kigger på ham, ser jeg, at det slet ikke er min mand, der ligger der, så jeg rejser mig op og fortsætter, siger Alice.
Hun kommer i tanke om, at deres søn, Nicolaj, venter på stationen, men kan ikke ringe til ham. Endelig kommer ambulancefolkene, og hun slipper sin mand. Hendes arme kan ikke mere. Redderne tager over og støder Peter ni gange, inden han bliver lagt på en båre.
Alice beder ambulancefolkene om en telefon og ringer til sin datter, der skal hente sin bror på stationen, så de kan køre efter ambulancen ind til Rigshospitalet. Først nu opdager hun, at hun er våd af at sidde på jorden i så lang tid.
– På vej ind i på hospitalet tænker jeg, om Peter kommer til at tale og gå igen?
Heldigvis fortæller lægerne, at han nok skal klare det, selvom han har været uden ilt i lang tid, siger Alice.
Rekonstruktion af redningen
Tilbage igen
Lægerne har aldrig helt fundet ud af, hvorfor Peters hjerte stoppede med at slå den 17. december 2016. Han har det godt i dag og dyrker sport igen, blandt andet mountainbike i skoven, men på et mere stille plan.
– Jeg føler, at jeg mere eller mindre fungerer, som før hjertestoppet. Selvfølgelig med det i baghovedet, at livet er flygtigt, vi skal passe på os selv og huske at nyde det, siger Peter, som hurtigt vendte tilbage til jobbet som softwareudvikler.
Sådan er det gået
Peter på 56 år fik på Rigshospitalet en akut ballonudvidelse, indsat en stent og blev kølet ned. Efter nogle dage indsatte lægerne en ICD/pacemaker, som stødte ham under en ny løbetur en måned senere. Han fik indsat en ny stent i forlængelse af den anden.
De to brødre på fem og syv år vidste præcis, hvad de skulle gøre, da deres farfar sank død om. Sammen med naboen Torben Høgh reddede de hans liv
”Viktor og Oskar Lyngaas Schnedler er mine to livreddere. Uden dem havde jeg ikke været i live i dag”.
Ordene kommer stolt fra 80-årige Otto Skov Schnedler i Brande. En juni-dag sidste år får han og hans kone, Karen Margrethe, besøg af deres to børnebørn. Karen Margrethe tager ned for at handle til frokost, men drengene vil hellere blive hjemme hos deres farfar.
Så får vi nok en is, håber de. Mens de ser tegnefilm, lyder der pludselig en underlig lyd fra Otto. Han har lagt sig på farmors sofa – en 3’er – i stedet for sin egen 2’er sofa. Det plejer han ikke at gøre, bemærker drengene for sig selv.
– Vi prøver at slå farfar bagi, men det hjælper ikke. Han bliver bare mere og mere blå i ansigtet og opfører sig mærkeligt, når vi kalder på ham, fortæller Oskar.
Løber over til naboen
De tager hinanden i hånden kun iført strømpesokker og løber over til naboen på den anden side af vejen.
Han hedder Torben Høgh og roder med sine blomster i haven denne dag. Han hører ikke, da drengene kommer ind gennem havelågen. End ikke hans to hunde gør, da Viktor og Oskar pludselig står foran ham og græder.
– Jeg spørger, om de er faldet, men det er farfar, som det er galt med. Du skal komme med, siger de, og tager min hånd, fortæller Torben.
Han beder dem om at gå ind til sin kone og når lige at tage sin mobiltelefon i lommen, inden han løber afsted.
Rekonstruktion af redningen
Nedkølet til 33 grader
I stuen på sofaen ligger Otto livløs på gulvet. Heldigvis har Torben lært førstehjælp, dengang han arbejdede på et forbrændingsanlæg, så han ringer straks 1-1-2 og begynder på hjertemassage. Han bliver ved med at trykke og puste luft ind i sin nabo, indtil ambulancen når frem og redningsfolk tager over.
Otto Skov Schnedler bliver hentet af en helikopter og fløjet til Aarhus Universitetshospital.Her køler lægerne ham ned til 33 grader for at undgå skader på hjernen. Et par dage senere bliver han overflyttet til Herning Sygehus, hvor han får besøg af sine to livreddere, Viktor og Oskar. De bliver modtaget med stående klapsalver fra personalet.
Tænk at de to drenge kunne finde ud af at løbe efter hjælp. Jeg er dem evigt taknemlig
– Tænk at de to drenge kunne finde ud af at løbe efter hjælp. Jeg er dem evigt taknemlig, og de fortjener virkelig at blive hædret, siger Otto Skov Schnedler.
Stolt af mine drenge
For tre år siden mistede de to brødre i en alder af fem og tre år deres far til kræft, så deres farfar og farmor betyder meget for dem. De ser dem næsten dagligt, fortæller deres mor Berit Lyngaas.
– Mange har spurgt, hvad jeg har gjort for at forberede dem på en sådan situation.
Ikke så meget udover at fortælle dem, at hvis de føler sig utrygge, så find en voksen med det samme, siger hun og fortsætter:
– At redde liv handler ikke kun om at give hjertemassage og ringe 1-1-2, men også at løbe efter hjælp. Guderne skal vide, at jeg er stolt af mine drenge, som handlede hurtigt og reddede deres farfars liv, siger hun.
Sådan er det gået
Otto var 79 år, da han fik hjertestop. Han blev fløjet med helikopter til Aarhus Universitetshospital, kølet ned og tre dage senere overført til Herning Sygehus. Han har fået en ny ICD/pacemaker og har ingen mén efter hjertestoppet.
Giv Liv
Hjerteforeningen har modtaget 51 indstillinger til Årets hjerteredder 2018. Hver eneste historie fortæller en unik og helmodig indsats fra danskere over hele landet. De trådte til ved at trykke på brystkassen og puste luft ind i et livløst menneske, andre ringede 1-1-2 og sørgede for, at hjælpen nåede frem i tide.
Et dommerpanel bestående af Lars Suhr Olsen, direktør for Østifterne, Freddy Lippert, direktør for den præhospitale virksomhed i Region Hovedstaden, Mads Volck, redaktør på TV 2, og Kim Høgh, adm. direktør i Hjerteforeningen, har valgt at nominere tre redninger blandt de indstillede.
– At vi fremhæver tre redninger – og til sidst bare én redning og dermed Årets hjerteredder – er for at skabe maksimal opmærksomhed om nytten af livreddende genoplivning. Vi ønsker fuldt fokus på de nyudviklede gratis 30-minutters kurser, der i de kommende år skal introducere mere end 30.000 danskere for genoplivning … og dermed gøre dem klar til at træde til, når det gælder. Med 1-1-2 og 30 tryk og 2 pust, fortæller Lars Suhr Olsen fra Østifterne.
Du kan læse alle 51 anonymiserede indstillinger. Hver en hjerteredder fortjener en stor tak og en hyldest for deres livreddende indsats.