Avatar
af Mads Louis Orry
d. 29. maj 2018

Anbefalinger

Hjerteforeningen anbefaler, i tråd med Sundhedstyrrelsen , 30 minutters daglig fysisk aktivitet. De 30 minutter skal ligge ud over dagligdagsaktiviteter og være med moderat til høj intensitet. De 30 minutter kan deles op, men skal være af mindst 10 minutters varighed. Denne form for aktivitet kan være støvsugning, græsslåning, gang, løb eller cykling f.eks. til og fra arbejde. Derudover anbefales det at du to gange om ugen er fysisk aktiv med høj intensitet. Disse aktiviteter skal øge eller vedligeholde konditionen og muskelstyrken.

 

Moderat intensitet betyder, at du, når du er fysisk aktiv, bliver lettere forpustet, men kan føre en samtale imens.

 

Konditions- eller udholdenhedstræning

Når du laver konditions- eller udholdenhedstræning aktiverer du de store muskelgrupper i kroppen, og kredsløbet påvirkes og forbedres. Konditionstræning kan f.eks. være gang, intervalgang, løb, cykling, svømning eller dans.

 

Styrketræning

Når du træner muskelstyrken, styrkes musklernes evne til at udvikle kraft. Det er vigtigt at musklerne belastes med en vis intensitet, for at du kan bevare din styrke eller blive stærkere. Med alderen falder muskelstyrken, og det er derfor vigtigt at lave øvelser der vedligeholde eller øger musklerne styrke. Øvelser der påvirker muskelstyrken kan f.eks. være øvelser du laver hjemme med egen kropsvægt, elastik, eller øvelser du laver i maskiner i et træningscenter.

 

Hvis du er over 65 år anbefaler Sundhedsstyrelsen  desuden at vedligeholde smidighed og balance .

 

Gevinsterne ved at være fysisk aktiv

Det kan være svært at finde tid til motion i en travl hverdag. Men selvom du ikke altid når den halve time, kan du styrke din hjertesundhed. Husk – lidt er bedre end ingenting.

Den største gevinst får du ved at gå fra ingen motion til blot en smule.

Den anbefalede mængde motion pr. uge giver positive fysiologiske forandringer i kroppen, der giver dig sundhedsmæssige fordele. Disse positive forandringer kan være med til at påvirke risikofaktorer som forhøjet blodtryk, kolesterol og blodsukker og nedsætter risikoen for at udvikle hjertekarsygdom.

Har du allerede en hjertekarsygdom nedsætter du risikoen for yderligere udvikling af sygdommen, samt risikoen for at blive indlagt igen.

Hvis du er fysisk aktiv ud over det anbefalede vil det medføre yderligere sundhedsmæssige fordele.

 

Fysisk aktivitet kan forlænge livet, også når du har en hjerte-kar-sygdom 

 

Har du spørgsmål til fysisk aktivitet i relation til din hjerte-kar-sygdom, er du velkommen til at kontakte Hjerteforeningens fysioterapeuter på Hjertelinjen.dk eller tlf. 7025 0000.