Petersmindestien følger Banestien langs jernbanen til Hanehøj-området, som har navn efter den markante gravhøj, der ligger nordvest for byen. Hanehøj-området er et naturområde, som i 1963 blev skænket til Skørping Kommune af slagtermester Pedersen og hans kone til minde om deres søn Peter, som omkom ved en tragisk trafikulykke. Det blev givet med den klausul, at området kun måtte bruges til rekreative formål. Det er et smukt område med en spejderhytte, en lille sø og mange flotte “purkerbøge”; bøge der i modsætning til andre bøgetræer kan sætte rodskud. Stien fortsætter med den sydlige del af byen, hvor den passerer Skørping nykirke fra 1914.