Gå-motion er god motion. Det har i mange år været mottoet for hjertestierne. Der findes dog mange flere muligheder for hjertesund aktivitet på og ved stierne. Dans, rask gang, powerwalk, leg med børnene, stavgang og løb er bare nogle af mulighederne.

Og så er det sjovt. Tag-fat med børnene, gadedrengehop med veninderne og rask gang får kroppen kickstartet og smil frem på læberne. Når vi samles om fysisk udfoldelse, får vi i tilgift glæden ved godt selskab.

Motion behøver ikke kun at foregå på stierne – også legepladser, åbne pladser, lysninger i skoven mv. er oplagte som mulighed for at planlægge en energisk og sjov dag.
Træningspavilloner vinder i disse år frem i hele Danmark, og de er et solidt alternativ til selv at medbringe redskaber til forskellige øvelser. Pavillonerne består af en eller flere motionsredskaber, der er overdækkede, så det er muligt at dyrke motion i både vådt og tørt vejr.

Den sidste søndag i september danner hvert år rammen for den internationale World Heart Day. Vi opfordrer til, at denne dag bliver en hjertestidag, hvor der bliver planlagt aktiviteter på hjertestierne landet over. Ideen er blandt andet at skabe synlighed om og kendskab til Hjerteforeningens arbejde og budskabet om, at det er vigtigt at bevæge sig for at forebygge hjerte-kar-sygdom.

Her kan du hente diverse øvelser til din gåtur:

Øvelser med makker
Øvelser mens du går
Naturen som redskab