Takket været lærer Sven Frederiksen og halmedarbejder Jan Garben reddede Olivia på 11 år livet, da hun fik hjertestop midt i en idrætstime. 4.b har som sædvanlig idræt i Virumhallen. Det er den 6. januar 2015. Olivia på 10 år klager over, at hendes sko strammer, så hun får lov at spille i bare tæer af hendes lærer Sven Frederiksen. Lidt senere kommer hun over og sætter sig på gulvet ved siden af Sven, fordi hun trænger til en pause fra hockeykampen. Og da hun kort efter falder ind mod ham med lukkede øjne, er Svens første tanke, at hun vist bare ikke orker at have idræt i dag, og nu lader som om, at hun er faldet i søvn. Med smil i stemmen lader han som om, han vækker hende. Men hun er ikke til at komme i kontakt med. Og så opdager han, at hun har hvidt skum i mundvigen.

– At det kan være et hjertestop, tænker jeg slet ikke på – Olivia er jo kun et barn, forklarer han:

– Jeg tænker, at hun har fået et epileptisk anfald, så jeg skynder mig at lægge hende op på tilskuerstolene i aflåst sideleje: ”Hallo Olivia!”, kalder jeg flere gange, uden at hun reagerer. Heller ikke, da jeg tjatter hende på kinderne. Jeg bliver opmærksom på, at hun ikke trækker vejret. Og så går det op for mig, at det kan være rigtigt alvorligt.

Sven går i gang med at give Olivia hjertemassage og råber til et par elever, at de skal hente halvagten. Sven overvejer, om han skal give Olivia kunstigt åndedræt, men hvis det nu viser sig at være helt harmløst, er han bange for, at det kan misforstås. Og han ved, at det vigtigste er at give hjertemassage og lytte efter åndedrættet. Så det fortsætter han med.

“30 bump og to blæs” Så kommer halvagt Jan Garben til. Han har været på førstehjælpskursus for kun 14 dage siden, og de bliver enige om, at han tager over, mens Sven ringer 1-1-2.

– Den er rivende gal, kan jeg se med det samme – Olivia er helt gråsprængt i hovedet, for¬klarer Jan:

Og da Sven og jeg løfter hende ned på gulvet, er hun så livløs, at hun ikke føles levende. Så jeg går i gang med det samme med livreddende førstehjælp: “30 bump og to blæs. 30 bump og to blæs …” er det eneste, jeg kan tænke på. Jeg SKAL bare have gang i hende, selvom jeg godt ved, at det sjældent sker før bagefter. Jeg aner ikke, hvor lang tid der går – min tids¬fornemmelse forsvinder. På et tidspunkt begynder Olivia at hive lidt efter vejret og snøfte lidt, så jeg stopper og lægger hende i aflåst sideleje. Men så bliver hun igen grå i hovedet, og jeg genoptager hjertemassagen.

Imens løber Jans kolleger, Hanne og Line, ud efter hjertestarteren, som hænger uden for hallen. Sygeplejersken fra 1-1-2 sender også en ambulance af sted og bliver i røret, indtil den når frem. Hun bekræfter, at de gør alt det rigtige, mens Hanne og Line gør hjertestarteren klar.

– Vi støder kun en enkelt gang. Det ser virkelig ubehageligt ud, da kraften fra stødet får hele Olivias krop til at spjætte. Støderen analyserer effekten og giver besked om, at det ikke er nok, så jeg skal fortsætte med hjertemassagen. Da ambulancefolkene kommer ind i hallen, beder de mig også fortsætte, til de har fået pakket alt ud. Og så tager de over.

Først da Jan og Sven står ovre ved tilskuerpladserne og ser på, vender følelserne tilbage. Og med dem spekulationerne over, om de har gjort det godt nok: Olivia får flere hjertestop, da hun kommer på hospitalet, og hun svæver mellem liv og død i 10 dage. Hun bliver allerede den første dag lagt i en hjertelunge-maskine, der fungerer som et mekanisk hjerte, men den presser så voldsomt på hendes ene ben, at det måske skal amputeres. Men lægerne redder det ved at sprætte det op, så musklerne får ilt.

Sammen med psykologer snakker Jan og Sven flere gange forløbet igennem. Men deres bekymring tager først af, da lægerne efter 10 dage finder frem til, at Olivias hjertestop skyldes en hjertefejl – en ekstra skillevæg i hjertet. Derfor kan hjertet ikke pumpe nok blod, når hun er fysisk aktiv. Hun gennemgår både en hjerteoperation og en bypassoperation, og hendes hjerte fungerer nu, som det skal.

Førstehjælpskursus til alle lærere og pædagoger  Takket været Jans og Svens snarrådige indsats har Olivias hjerne ikke taget skade i det kvarter, der gik fra Olivia fik hjertestop, til ambulancefolkene nåede frem. Og efter mange måneders genoptræning, er hun nu begyndt i skole igen på nedsat tid. Her før jul var hun også med sin mor nede for at hilse på Jan og kollegaerne i hallen:

– Olivia anede jo ikke, hvem jeg var, men hold da op, hvor var jeg glad for at se hende igen med en sund kulør i ansigtet, siger Jan Garben.

Han er ikke i tvivl om, at han ikke ville have kunnet redde Olivia, hvis han ikke havde lært førstehjælp.

– Gudskelov har jeg haft en dygtig underviser, der igen og igen sagde: ”Er du i tvivl, skal du ikke være i tvivl”. Derfor turde jeg med det samme gribe ind, da jeg kunne se, at hun var helt grå – ellers havde jeg måske tøvet, fordi jeg var bange for at brække hendes ribben eller punktere hendes lunge.

På alle kommunens skoler har lærere og elever desuden fået undervisning i førstehjælp og hængt hjertestartere op. Øverst på Svens ønskeseddel står nu et obligatorisk førstehjælpskursus til alle pædagoger og lærere i hele landet, samt genopfriskningskursus hvert andet år.

– Det burde simpelthen være lovpligtigt: At stå magtesløs i en situation, hvor du med et par timers kursus kunne have reddet et barns liv – det er for ubærlig en risiko at løbe, understreger Sven Frederiksen.