GIV LIV

Bliv del af fundraiser-teamet!

Fundraising skal være sjovt og meningsfuldt. Vi kæmper for hjertesagen sammen, og du skal gå hjem med en god følelse i maven oven på en både travl og spændende arbejdsdag! Læs her om at arbejde sammen med os

TM984a

I Hjerteforeningens fundraiser-team er vi cirka 45 mennesker i alt. Vi tæller alt fra studerende til seniorer med mange års erfaring på arbejdsmarkedet og stadig stor lyst til at give deres bidrag i et energifyldt og inspirerende miljø.

De fleste af os arbejder på deltid. Vi har dog også mange kolleger, der arbejder 30-37 timer om ugen.

På vores kontor, midt i København, er vi typisk 10-15 på arbejde ad gangen. Her er der altid masser af godt humør og selvfølgelig mulighed for at få kvalificeret sparring og vejledning.

Vi har flere daglige briefings, hvor vi sætter fokus på forskellige emner og ikke mindst får fyldt hinanden op med god energi. Efter en briefing har alle lyst til at gribe telefonen og give den fuld gas.

Mange af os kan lide at konkurrere, så vi sætter ofte både små og store konkurrencer og udfordringer op. Det motiverer og giver os noget at gå efter.

At vi kan lide at konkurrere betyder imidlertid ikke, at der ikke er plads til det sociale. Tværtimod. Der er stor åbenhed, og har du brug for hjælp, kan du være helt sikker på, at den kommer hurtigt.

TM984e

Bliv del af holdet

Vi tror på, at arbejdet som fundraiser skal være sjovt og meningsfuldt - også for dig:

• Få skræddersyet et uddannelsesforløb til netop dig
• Bliv skarp på mindset, stemmeføring, spørgeteknikker, storytelling m.m.
• Hverv nye medlemmer på telefonen og få dansken engageret i hjertesagen
• Giv eksisterende medlemmer nye tilbud og gør det meningsfuldt at være del af hjertesagen
• Vælg selv dine arbejdstider, mindst 8 timer om ugen
• Vi arbejder fra vores nyindrettede moderne kontormiljø på Vognmagergade og Møntergade i hjertet af København
• Du får grundig oplæring af vores dygtige supervisorer
• God fast løn med mulighed for hurtig stigning (mellem 110 og 140 kroner i timen)