12 ugers kommunal rehabilitering til personer med åreforkalkning i benene forbedrer gangdistance, fysisk aktivitetsniveau, kost og livskvalitet. Alligevel tilbydes patientgruppen ikke rehabilitering.

Hvor hjertepatienter får tilbudt rehabilitering efter indlæggelse, er der ikke et lignende tilbud til patienter med claudicatio intermittens – åreforkalkning i benene. Og det er en særlig udfordring for sidstnævnte patientgruppe.  

Vi ved, at op mod to tredjedele af patienter generelt ikke retter sig efter sundhedsrådene og får trænet på egen håndPatientgruppen med åreforkalkning i benene har tilmed den særlige udfordring, at det begynder at gøre ondt i benene, når de træner, og det føles naturligt at stoppe træningen, forklarer Maj Siercke, der er ph.d.studerende, sygeplejerske og master i sundhedspædagogik samt cand. mag i læring og forandringsprocesser. 

Derfor har hun i sin ph.d. undersøgt hvordan et særligt rehabiliteringsprogram kunne skrues sammen til patientgruppen med åreforkalkning i benene. undersøgelsen blev i alt 118 deltagere randomiseret til sædvanlig behandling eller et rehabiliteringsforløb på 12 uger (se fakta om studiet) med opfølgning efter seks og 12 måneder. 43 deltagere fra rehabiliteringsgruppen blev efterfølgende interviewet. 

Allerede efter 6 måneder viste undersøgelsen tydelige resultater 

– Gangdistance, fysisk aktivitetsniveau, kost og livskvalitet var efter både seks og 12 måneder signifikant bedre hos gruppen, der havde fået 12 ugers rehabilitering sammenlignet med kontrolgruppen, der havde fået sædvanlig behandling, siger Maj Siercke.  

Med baggrund i undersøgelsens resultater vurderer Maj Siercke derfor, at patienter med åreforkalkning i benene bør få tilbudt samme muligheder for rehabilitering som hjertepatienter. 

– Det er en uretfærdighed, at den her patientgruppe ikke har samme adgang til rehabilitering som patienter med hjertesygdomme, da sygdommen på linje med hjertesygdomme øger risikoen for død og blodprop. Det giver tilmed en social ulighed i sundhed, fordi patientgruppen med claudicatio intermittens generelt er kendetegnet ved at have kortere uddannelse, har flere sygdomme og mærker større konsekvenser af sygdommen, og de dør tidligere end personer med en lang videregående uddannelse” siger hun.  

Forskningschef i Hjerteforeningen Gunnar Gislason fremhæver ligesom Maj Siercke behovet for rehabilitering til patienter med claudicatio intermittens. 

Vi finder forskningen her meget interessant og vigtig, fordi den viser, hvor langt man kan nå med træning for denne type patienter. Derfor er det vigtigt, at der tilbydes et systematisk rehabiliteringstilbud for også denne patientgruppe, da det vil kunne nedsætte byrden af sygdommen og forbedre patienternes livskvalitet, siger Gunnar Gislason. 

Kunne gå ned og handle
Maj Siercke fortæller her uddybende om undersøgelsens resultater. Hovedresultat var, at rehabiliteringsgruppen efter både seks og 12 måneder kunne gå 37 procent længere end kontrolgruppen på et gangbånd, hvor stigningen på gangbåndet blev hævet med to procent hvert andet minut.  

  • Der var stor variation mellem deltagerne i forhold til hvor langt de kunne gå, men gennemsnitligt gik rehabiliteringsgruppen fra at kunne gå 248 meter på gangbåndet til at kunne gå 350 meter efter seks måneder (median). Selvom det ikke lyder af ret meget, er det faktisk en stor forbedring for den her patientgruppe, siger Maj Siercke og forklarer: 

Forbedringen betød, at nogle af patienterne nu kunne gå ned at handle, uden at det gjorde ondt, hvor de måske før kun kunne gå ned til gadehjørnet, før de måtte stoppe på grund af smerter, siger hun.   

Også kosten blev forbedret i rehabiliteringsgruppen, hvor deltagerne begyndte at spise signifikant mere hjertesundt i forhold til kontrolgruppen, målt ved det såkaldte Hjertekost skemaRehabiliteringsgruppen havde fået kostvejledning af en diætist, hvorimod kontrolgruppen ingen kostvejledning havde fået. 

Selvom kun meget få af deltagerne spiste en egentlig ’hjertesund kost’ – svarende til over 75 point i Hjertekost skemaet – opnåede mange af deltagerne en forbedring af deres kost. De fik et større indtag af valnødder, mandler og hasselnødder, der har en gunstig indvirkning på sænkning af kolesterol, og de øgede deres indtag af fisk og skiftede det mættede fedt ud med de mere hjertesunde fedtstoffer som rapsolie og olivenolie, forklarer Maj Siercke.  

Markant forskel i fysisk aktivitet
I undersøgelsen skulle deltagerne i rehabiliteringsgruppen selv stå for den fysiske træning efter de 12 ugers rehabilitering sluttede. Her så Maj Siercke en tydelig forskel mellem rehabiliteringsgruppen og kontrolgruppen på hvor fysisk aktive deltagerne var efter seks og 12 måneder.  

– Ved baseline var omkring en tredjedel i begge grupper fysisk aktive i mindst 30 minutter om dagen, men efter seks måneder var det steget til godt halvdelen – 52 procent – i interventionsgruppen. I kontrolgruppen var det fortsat omkring en tredjedel – 32 procent – der var dagligt fysisk aktive.”  

Efter 12 måneder fastholdt interventionsgruppen det høje aktivitetsniveau, og forskellen mellem grupperne var nu endnu mere markant.  

– Her var kun en fjerdedel – 25 procent – i kontrolgruppen fysisk aktive i mindst 30 minutter om dagen, hvorimod godt halvdelen – 52 procent – i interventionsgruppen fortsat fastholdt det høje aktivitetsniveau.”  

Under rehabiliteringen trænede deltagerne to gange om ugen med en fysioterapeut, hvor kontrolgruppen blot fik information om og blev opfordret til at træne. 

Glædede sig til træning
Ifølge Maj Siercke er noget af forklaringen på rehabiliteringsgruppens højere fysisk aktivitetsniveau, at de følte sig mere motiverede til at træne. Hun fortæller, at gruppen af patienter med åreforkalkning i benene er kendetegnet ved at være en patientgruppe, der er svær at nå med sundhedsråd.  

Mange af patienterne ryger, er overvægtige og har typisk korte uddannelser, og de er rigtig svære at nå med sundhedsråd. Derfor var der i undersøgelsen brug for særligt motiverende tiltag. Vores interviews viste da også, at det var afgørende, at træningen var varieret og havde et element af leg og konkurrence, så det ikke blev for kedeligt.

Derfor omfattede træningssessionerne også konkurrencer og opgaver undervejs i træningen – for eksempel skulle deltagerne udfylde en tipskupon med træningsøvelser undervejs eller samle ting op på tid. Ingen træningsgange var ens, og noget af træningen foregik udendørs med stavgang og gang på trapper.  

– Efter et stykke tid kunne vi se, at deltagerne begyndte at møde ind med en glædelig forventning til dagens træning, fortæller Maj Siercke 

Som en yderligere motiverende faktor fik deltagerne udleveret en skridttæller med en tilhørende logbog, hvor de kunne registrere dagens antal skridt.  

– De fortalte efterfølgende i vores interviews, at særligt skridttælleren var en stærkt motiverede faktor, da deltagerne skulle træne på egen håndDen motiverede til, at man måske lige tog en ekstra tur rundt om blokken efter sin planlagte rute, siger Maj Siercke. 

Også personlige sms’er virkede motiverende.  

– Da rehabiliteringen var slut, og deltagerne skulle træne på egen hånd, kunne de, der var interesserede, modtage motiverende sms’er, hvor de selv bestemte indholdet. For eksempel, at nu skulle personen gå en tur med hunden Albert eller mødes med en god ven og gå tur rundt om Damhussøen, siger Maj Siercke.  

Lettere at håndtere smerten
Hvilket syn deltagerne havde på deres sygdom, og hvordan sygdommen påvirkede deres sociale aktiviteter, så også ud til at blive forbedret markant i den gruppe, der fik rehabilitering.  

Generelt viste vores interviews, at deltagerne var blevet meget bedre til at håndtere sygdommen uafhængigt af, om de havde forbedret deres gangdistance, og det afspejlede sig også i livskvaliteten,” siger Maj Siercke.  

Livskvaliteten blev målt ved hjælp af værktøjet VascuQoL6, hvor deltagerne blev spurgt om, hvordan deres sygdom med åreforkalkning i benene hæmmede deres dagligdag og sociale aktiviteter, samt hvor meget de bekymrede sig om sygdommen, og hvordan de havde det i deres ben.  

Her så vi en signifikant forbedring i rehabiliteringsgruppen på 3 point mod 1 point i kontrolgruppen på en skala, hvor den laveste samlede score var 6 – laveste livskvalitet – og den højeste var 24, siger hun. 

Maj Siercke har en mulig forklaring på den bedrede livskvalitet. Den hænger sammen med den vejledning, som deltagerne i rehabiliteringsgruppen fik fra de fysioterapeuter, som de trænede med, samt den undervisning, de fik i sygdommen, fra en karkirurgisk sygeplejerske. 

Når du får at vide, at det er OK, at du presser dig selv, og at det ikke er farligt, at det gør ondt, bliver det lettere at håndtere smerten og sygdommen i dagligdagen. Lige pludselig føles det måske ikke så slemt og er ikke så hæmmende for din dagligdag. Patienterne vil typisk opdage, at de har det meget bedre, når de har været i et forløb som det her, siger Maj Siercke.  

I min optik er det et mere interessant resultat end hvor langt man kan gå på et gangbånd, tilføjer hun  

Skal gøre ondt, før det gør godt
Den etablerede hjerterehabilitering blev brugt som inspirationskilde i undersøgelsen, og Maj Siercke forklarer, hvordan undersøgelsens rehabiliteringsprogram adskiller sig fra det traditionelle hjerterehabiliteringsprogram.  

– Der skal mere fokus på bentræning og på at presse patienterne, fordi kroppen skal tvinges til at danne nye blodkar, så blodforsyningen bliver bedre i benene. Når du har åreforkalkning i benene, skal det gøre ondt, før det gør godt – modsat hjertepatienter, der bestemt ikke skal presses til at træne, til de får ondt. Derfor er det vigtigt, at personale som fysioterapeuter, sygeplejersker og diætister har særlige kompetencer til at tage sig af den her patientgruppe.  

Maj Siercke forklarer, hvad der sker, hvis du har åreforkalkning i benene og ikke træner. 

– Hvis du ikke kommer i gang med at træne, bliver din gangdistance gradvist mindre, og du vil blive mere og mere inaktiv, fordi det gør ondt, når du går. Mange aflyser også alle sociale arrangementer, og det går ud over livskvaliteten. 

For nogle kan det ende med en operation, men det er langt fra altid den bedste løsning, fortæller hun 

– Træning virker i sig selv bedre end en operation, hvis lægerne har besluttet, at behandlingen skal være konservativ, og hvis du bliver opereret, har det kun en varig effekt, hvis du samtidig trænerDet er med til at understrege det paradoks, at patientgruppen med claudicatio intermittens ikke bliver henvist til rehabilitering i lighed med hjertepatienter, siger hun.  

 

 

Rekvirering af træningsprotokol  

Træningsprotokol kan rekvireres hos Maj Siercke på e-mail: maj.siercke@regionh.dk  

 

Læs mere her:

Cardiovascular Rehabilitation Increases Walking Distance in Patients With Intermittent Claudication. Results of the CIPIC Rehab Study: A Randomised Controlled Trial