COVID-19 og de risici og restriktioner den fører med sig, udfordrer hjerterehabiliteringen, og tydeliggør behovet for det fysiske møde. Men pandemien har også vist potentialet i blandet andet at supplere med digitale tilbud.

Da COVID-19 ramte Danmark i marts 2020, og landet lukkede ned, ramte det også de kommunale tilbud til borgere med hjertesygdom. Rehabiliteringscentre måtte aflyse alle aktiviteter, og både borgere og medarbejdere blev bedt om at blive hjemme.

Nedlukningen og den langsomme genåbning, har skabt udfordringer for hjertepatienter, men i lige så høj grad for de sundhedsprofessionelle. Restriktioner og skiftende retningslinjer fra myndighederne har betydet, at man har måtte finde nye måder at tilbyde den genoptræning og støtte til borgere med hjertesygdom, som COVID-19 situationen ikke ændrede behovet for fortæller klinisk professor i rehabilitering og palliation og leder af videncenteret REHPA, Ann-Dorthe Zwisler:

– COVID-19 pandemien har ikke ændret på, at der fortsat er borgere, som rammes af akut hjertesygdom. Men den har medført en risiko for, at mennesker med akutte hjertesymptomer, kommer til at undervurdere deres behov for hjælp for at undgå smitte, og derfor ikke søger behandling. Kombineret med nedlukningen og den angst, som dem i risiko for et alvorligt COVID-19 forløb, har været præget af, har vi i hjerterehabiliteringen stået overfor store udfordringer, fortsætter hun.

Telefonsamtalens begrænsninger
For fysioterapeuterne Mikkel Zacho og Malene Sicard Christiansen, som er ansat ved henholdsvis Genoptræningscenter Hollufgård og Center for Sundhed og Forebyggelse i Odense Kommune, har COVID-19 ændret hverdagen og arbejdsgangene radikalt og mange gange.

– I det man kan kalde den første fase, nemlig den totale nedlukning, var vi tvunget til hurtigt at omstille vores aktiviteter, og først og fremmest få kontakt til alle de borgere, der var i forløb hos os og de nyhenviste, og løbende rådgive dem over telefon, fortæller Malene Sicard Christiansen.

Også på Genoptræningscenter Hollufgård bød fase 1 på telefonsamtaler.

– Vi brugte utroligt meget tid på at ringe rundt og tale med alle. Mange havde naturligvis spørgsmål til deres genoptræning, men vi blev også stillet spørgsmål om COVID-19, som vi jo ikke umiddelbart havde svar på. Her handlede det i høj grad om at henvise videre til eksempelvis egen læge, Hjerteforeningen eller den nationale corona-hotline, forklarer Mikkel Zacho.

Telefonrådgivningen var helt essentiel i første fase, men den har sine begrænsninger.

– Det ikke at sidde fysisk over for en borger, gør det svært at mærke og se hvordan vedkommende reagerer. Selv når det har været muligt at kommunikere med video, går der noget tabt, forklarer Mikkel Zacho.

Især i forhold til dem, som blev henvist til rehabilitering under nedlukningen, har manglen på det fysiske møde været markbar.

– De flest, som kommer direkte fra en indlæggelse og operation har mange spørgsmål, og der er flere individuelle fysisk hensyn, som skal tages, men som er svære at vurdere over telefonen. Det har gjort det vanskeligt bare at henvise videre til et standardprogram eller en digital løsning, fortæller Mikkel Zacho.

Også i Nordfyns Kommune har fysioterapeut i hjerterehabiliteringen, Gitte Langgaard, oplevet telefonsamtalernes begrænsninger:

– Det var svært, især med nyhenviste borgere, at tyde hvor de var, og hvad de havde mest brug for. Især med ældre borgere, hvor man nogle gange kan blive i tvivl om, det de siger er korrekt, er det endnu vanskeligere at vurdere deres behov.

Godt samarbejde på tværs
Oplevelsen af den mangle fysiske tilstedeværelse deler Ann-Dorthe Zwisler, som på Odense Universitetshospital også har måtte ændre arbejdsgange og have kontakt til nyopererede borgere over telefonen.

– Telefonsamtalen kan godt fungere, men det kræver noget særligt at kunne lytte sig ind på patienten, og samtalen tager ikke kortere tid, bare fordi den foregår over telefonen, fortæller Ann-Dorthe Zwisler.

Brugen af PRO-skemaer har dog været en hjælp i at sikre, at man i samtalerne kom omkring alle emner. Desuden har grundig rapportering på kliniske parametre i den akutte fase, ifølge Anne-Dorthe Zwisler været helt afgørende for kvaliteten af telefonsamtalerne. Det har også krævet ændrede arbejdsgange i klinikken.

Der er dog også kommet positive erfaringer ud af de ændrede rutiner:

– Samarbejdet med det den kommunale omsorgspleje har været utroligt positivt. At arbejde tæt sammen med dygtige hjemmesygeplejersker og få indsigt i, hvordan samarbejdet kan betyde, at vi måske kan undgå, at borgeren igen skal finde vej ind til sygehuset, er noget vi helt klart vil tage videre med os også post-pandemi, forklarer Ann-Dorthe Zwisler.

Brug af digitale
Ud over telefonsamtalerne blev der også grebet til den digitale værktøjskasse.

Borgere i forløb hos Center for Sundhed og Forebyggelse i Odense Kommune er blandt andet blevet henvist til ”Det digitale Sundhedscenter”, hvor man blandt andet kan finde e-læringsmateriale og webinarer. På Genoptræningscenter Hollufgård henviste man til træningsvideoer på genoptræn.dk.

Der er dog også sat gang i kreativ tænkning helt lokalt.

–  I den første fase, hvor det i høj grad handlede om at tænke ud af boksen, fik vi relativt hurtigt etableret vores egen YouTube-kanal , hvor vi tre gange om ugen lægger videoer ud med træningsinstruktioner, fortæller Malene Sicard Christiansen.

Videoerne suppleres med, at borgerne kan ringe ind, hvis de havde spørgsmål til instruktionerne, sådan, at ingen er blevet overladt til sig selv. Desuden har man på Center for Sundhed og Forebyggelse i Odense Kommune tilbudt live-online træningsinstruktion til borgere med hjertesygdom, diabetes eller kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). Endelig har centerets Facebookside fået nyt liv, med deling af madvideoer og andre relevante links og informationer.

Genåbning især udendørs
Da samfundet langsomt genåbnede, blev det igen nødvendigt at ændre arbejdsgange. En af de største forandringer er, at en stor del af aktiviteterne mange steder er flyttet udendørs.

–  Siden genåbningen har vi tilbudt træning på mindre hold med maksimalt otte deltagere og to fysioterapeuter, sådan at vi har holdt os under 10 personer, og meget ofte udendørs. Det har vi gjort, selvom vi godt kan opfylde kravene om blandt andet afstand i vores lokaler. Ved at være udenfor undgår vi at skulle bruge en masse redskaber, som skal gøres rent, forklarer fysioterapeut Malene Sicard Christiansen.

Noget træning foregår dog stadig indendørs, og her er der blevet lagt et stort arbejde i at måle lokaler op og sørge for, at alle retningslinjer bliver overholdt. Rengøringskravene er skruet markant i vejret, og der er håndsprit til rådighed overalt. Desuden får alle de gængse informationer om at holde afstand, have god hygiejne og naturligvis om at blive hjemme, hvis man har symptomer.

I Nordfyns Kommune blev det nødvendigt at låne nye lokale for at kunne opfylde afstandskravene.

– Ved at låne et stort lokale i et ældrecenter blev det i første del af genåbningen muligt at tilbyde holdtræning for otte borgere ad gangen. Rent praktisk delte vi dem i to hold af fire personer, og var meget omhyggelige med at spritte alt af, fortæller Gitte Langgaard.

Generelt er der brugt utrolig meget tid på rengøring, i starten især fra fysioterapeuterne selv, som har sprittet både redskaber, gulve og måtter af. Her har kreativ tænkning dog hjulpet til at skabe nye løsninger.

– Vi fandt ud af at bruge en såkaldt spraymob med sprit i stedet for vand til at spritte måtter af med. På den måde undgår vi at kravle rundt på gulvet hele tiden, siger Gitte Langgaard fra Nordfyns Kommune, og fremhæver, at den løsning er noget, som også kan bruges til at lette rengøringen fremadrettet.

Generelt trygge borgere
På trods af at netop personer med underliggende hjertesygdom udgør en risikogruppe for COVID-19, er det både i Nordfyns og Odense Kommune oplevelsen, at borgerne har været trygge ved at vende tilbage til den fysiske rehabilitering.

– I starten var der naturligvis en del, som var bekymrede for at møde fysisk op, men det rykkede sig meget, og de fleste bliver hurtigt trygge ved at komme, når de ser, hvor omhyggelige vi er med at overholde retningslinjerne, siger Mikkel Zacho.

Malene Sicard Christiansen har samme oplevelse:

– Det har faktisk været lidt overraskende for os hvor mange, der havde lyst til at komme tilbage, da der blev åbnet op igen. Og for dem som fortsat er utrygge, tilbyder vi stadig samtaler over telefonen, eller at vi som personale eksempelvis tager en maske på under en samtale. Og så har en vigtig erfaring været, at man ved at være skarp på sine arbejdsgange og meget tydelig i kommunikationen over for borgeren kan undgå meget utryghed.

Skiftende retningslinjer
En udfordring under hele forløbet har været de skiftende retningslinjer fra de nationale myndigheders side.

– Vi har brugt utrolig meget tid og energi på at tilrettelægge nye arbejdsgange og lave nye tilbud i takt med, at retningslinjerne har ændret sig. Desuden har de officielle retningslinjer i mange tilfælde været meget uspecifikke på det lokale område, og vi har hele tiden måtte tilpasse vores ageren inden for de rammer der er, fortæller Mikkel Zacho.

For professor Ann-Dorthe Zwisler er udfordringen med de skiftende retningslinjer genkendelig.

– Arbejdsgangen med at samtlige 98 kommune brugte tid på at lave egne retningslinjer har været uheldig og krævet ressourcer, som kunne været brugt bedre. Fremadrettet håber jeg, at Sundhedsstyrelsen vil have bedre mulighed for at skære mere igennem også på rehabilitering og palliationsområdet, for det er bestemt en vigtig læring fra denne pandemi, forklarer hun.

 COVID-19 har også skabt nye muligheden
Selvom COVID-19 og nedlukningen af Danmark har været en udfordring for den kommunale rehabilitering, har den også skabt muligheder. Blandt andet på det digitale områder er der tænkt kreativt og prøvet en række initiativer af.

– Vi havde længe gået med tanker om at lave online træningsvideoer, men vi har aldrig fået tiden til det, fortæller Malene Sicard Christiansen og fortsætter:

– COVID-19 gav os mulighed for at prøve nogle ting af, og vi oplever, at borgerne generelt har taget godt imod dem. Det har måske endda gjort det muligt at få fat i nogle af dem, som af forskellige årsager aldrig har haft lyst til at møde op hos os fysisk. Desuden fungerer det som et godt supplement til den træning, vi tilbyder i centeret. Det er faktisk min oplevelse, at nogen ligefrem får trænet mere, fordi de med videoerne kan træne hjemme, når det passer ind i hverdagen.

Også det at flytte træningen udendørs har været en positiv oplevelse.

– Vi har oplevet, at træning udendørs på mange måder er mere overførbar til borgernes egen hverdag end den træning, som indebærer at bruge maskiner, og som foregår i et træningslokale. Vi har måtte tænke kreativt og lære, hvordan vi kan bruge naturen i undervisningen og vise, at man ikke behøver en masse udstyr. Det er bestemt en erfaring, vi vil tage med os videre, siger Malene Sicard Christiansen.

Vigtig læring
En krise er også en mulighed for at betragte sine tilbud og organisering fra en ny vinkel, og for Ann-Dorthe Zwisler er der mange erfaringer og observationer at arbejde videre med:

– En gevinst har været kommunernes mulighed for at udvikle og afprøve nye tiltag på træningsområdet. Fremadrettet er det afgørende, at vi får fulgt op på erfaringerne og koblet dem til forskningen. Vi har brug for systematisk at implementere ensartede og evidensbaserede digitale løsninger på tværs af kommunerne og sektorerne.

Endelig har en vigtig læring til fremtidige krisesituationer været, at vi skal være bedre forberedt på den angst, som følger med en trussel.

– På trods af beredskabsplaner har vi ikke været godt nok rustet til at have fokus på og tage os af den angst, der opstår for de mange hjertepatienter, som har været i forøget risiko. Angsten hos dem har på mange måder været glemt på alle niveauer i beredskabet, og vi skal i fremtiden være bedre til at adressere og kommunikere om den, siger Ann-Dorthe Zwisler.

Generelt er der dog grund til at rose den måde kommuner, fysioterapeuter og andre sundhedsprofessionelle har løftet rehabiliteringsopgaven i en meget uvis og usikker situation.

– Det at sundhedspersonale i kommunerne oplever, at borgerne hurtigt er blevet trygge ved at møde op viser, at det store arbejde der er gjort i at leve op til de mange nye krav og den tydelige og troværdige kommunikation til borgerne om det, har været effektiv, og det skal de have stor ros for, slutter Ann-Dorthe Zwisler.