Vi har ingen behandling for forhøjet lipoprotein(a) – et studie viser nu sænkning af lipoprotein(a) med op til 80 procent.

Hver femte af os har en øget risiko for hjerte-kar-sygdom og forsnævret aortaklap (aortastenose) på grund af et arveligt betinget forhøjet indhold af lipoprotein(a) i blodet. Lipoprotein(a) er netop en stærk risikomarkør for hjerte-kar-sygdomme.

Hvor LDL, HDL og triglycerid er velkendte lipoproteiner for de fleste, har færre hørt om lipoprotein(a). Og det er der en god forklaring på. Vi har nemlig ikke nogen behandling for forhøjet lipoprotein(a).

‒ Vi har endnu ikke en godkendt medicinsk behandling, der virker specifikt i forhold til at sænke kroppens produktion af lipoprotein(a), så derfor har vi ikke haft fokus på det i vores lipidklinikker. Og livsstilsændringer ser heller ikke ud til at virke på lipoprotein(a), siger klinisk professor og overlæge Børge Nordestgaard fra Klinisk Biokemisk afdeling på Herlev og Gentofte Hospital.

Men det bliver der efter al sandsynlighed lavet om på i nær fremtid.

I et internationalt klinisk fase-2 studie resulterede en ny type medicinsk behandling over seks måneder i et fald på op til 80 procent af lipoprotein(a) i blodet hos 286 testpersoner, der alle havde hjerte-kar-sygdom og forhøjet lipoprotein(a). Testpersonerne med 80 procent reduktion fik en ugentlig indsprøjtning med 20 mg af medicinen.

‒ Den her behandling ser ud til at være særdeles effektivt til at blokere kroppens produktion af lipoprotein(a). Derfor er der rigtig store perspektiver i behandlingen, selvom langtidsstudier først skal konfirmere, at den også virker på blodpropper i hjerte og hjerne samt på aortastenose, vurderer Børge Nordestgaard.

Han har været med til at udføre studiet, som udover Danmark også foregik i USA, Tyskland, Canada og Holland. Studiet er publiceret i det anerkendte tidsskrift New England Journal of Medicine og Børge Nordestgaard er medforfatter på publikationen.

Kan minimere sin totale risiko
Indtil vi har en behandling for lipoprotein(a) opfordrer Børge Nordestgaard til, at vi begynder at få øjnene op for lipoprotein(a) i lipidklinikkerne.

‒ Vi skal starte med at finde ud af hvem der har en øget risiko for at have forhøjet lipoprotein(a) og dernæst få målt det i hjerte- og lipidklinikkerne hos de relevante personer, når de alligevel skal have målt de andre lipoproteiner, siger han.

‒ Dem med den største risiko, er først og fremmest dem med familiær hyperkolesterolæmi og dem, der har fået blodprop i hjerte og hjerne i ung alder. Men også dem, som har fået en ny blodprop, selvom de i forvejen er maksimalt behandlet med statiner, vurderer Børge Nordestgaard.

Fordi niveauet af lipoprotein(a) er arveligt betinget og dermed næsten konstant hele livet, behøver man kun at få målt det en enkelt gang.

Hvad man kan bruge en viden om forhøjet lipoprotein(a) til, når vi på nuværende tidspunkt alligevel ikke kan gøre noget ved det, forklarer Børge Nordestgaard her:

‒ Man kan minimere sin totale risiko for at udvikle hjerte-kar-sygdom ved at have en særlig opmærksomhed på at leve sundt og derudover naturligvis tage medicin for forhøjet kolesterol og forhøjet blodtryk, hvis der er behov for det. Også selvom det ikke virker på apolipoprotein(a), siger Børge Nordestgaard.

‒ Og så håber vi, at vi på et tidspunkt inden alt for længe kan tilbyde vores patienter virksom medicin, siger han.

Han referer også til, at European Society of Cardiology (ESC) og European Atherosclerosis Society (EAS) i fælles guidelines har anbefalet, at alle voksne undersøges for lipoprotein(a) niveauet i blodet mindst én gang i livet.

‒ Men behandlingen skal i første omgang rettes mod personer med familiær hyperkolesterolæmi og allerede kendte hjertekarsygdomme, siger Børge Nordestgaard.

Vi skal dog væbne os med tålmodighed lidt endnu, da det varer mindst fem år før den nye medicin er blevet afprøvet i langtidsstudier på flere personer og med kliniske endepunkter som blodprop i hjerte og hjerne og død af hjerte-kar-sygdom.

 

 

 

 

Referencer

Nordestgaard BG, Chapman MJ, Ray K, et al. European Atherosclerosis Society Consensus Panel. Lipoprotein(a) as a cardiovascular risk factor: current status. Eur Heart J. 2010 Dec;31(23):28.

Tsimikas S, Karwatowska-Prokopczuk E, Gouni-Berthold I, et al. Lipoprotein(a) Reduction in Persons with Cardiovascular Disease. N Engl J Med. 2020 Jan 16;382(3):244-255.