En influenzainfektion kan forværre tilstanden for hjertesvigtspatienter og betyde en større risiko for død. Derfor bliver alle hjertesvigtspatienter anbefalet influenzavaccination, men et dansk registerstudie af 134.000 danske hjertesvigtspatienter viser, at kun omkring halvdelen bliver vaccineret. 

– Det var en øjenåbner for os, at mennesker med så alvorlig en sygdom som hjertesvigt ikke bliver vaccineret i højere grad, siger hjertelæge og lektor Tor Biering-Sørensen, Afdeling for Hjertesygdomme på Herlev-Gentofte Hospital, der har været med til at lave studiet.   

Studiet kørte i perioden 2003-2015, og vaccinationsraten har ligget på omkring 50 procent i perioden 

En vaccinationsrate på omkring halvdelen passer godt med de tal, vi ser fra andre vesteuropæiske lande, men det er reelt bekymrende, at raten er så lav. Risikoen for at dø bliver mangedoblet, hvis du har hjertesvigt og får en influenzainfektion, så det er vigtigt at vaccinere de her mennesker med hjertesvigt, siger han. 

– Vi er i bund og grund ikke gode nok til at sikre, at hjertesvigtspatienter får den influenzavaccination, som kan være livsreddende. Vi skal være meget mere opmærksomme på at promovere influenzavaccination overfor hjertesvigtspatienter, siger Tor Biering-Sørensen.  

Giver ligeså stor effekt som medicin
De der fik mindst én vaccination i perioden 2003-2015, havde 18 procent mindre risiko for at dø af deres hjertesygdom end de, der ingen vaccination fik.  

Studiet viste altså, at patienter med hjertesvigt døde af deres sygdom meget før tid, hvis de ikke blev vaccineret, siger Tor Biering-Sørensen. 

Effekten var ligeså stor som effekten af hjertesvigtsmedicin. 

– Såfremt hele forskellen i overlevelse kan tilskrives effekten af vaccinationenser vaccinationen ud til at medføre en næsten ligeså stor risikoreduktion, som man får af hjertesvigtsmedicinender ligger på omkring 20 procent reduceret risiko for død af hjertesygdommen, siger han 

Studiet viste også, at det kan betale sig at blive vaccineret hvert eneste år.  

– Studiet viser, at jo hyppigere du bliver vaccineret, jo mere beskyttet er du. For at være bedst muligt beskyttet, er det hver eneste sæson, du skal have en vaccine, siger Tor Biering-Sørensen. 

Dem, der blev vaccineret hvert år, havde en risikoreduktion på 19 procent for at dø af en hjertesygdom, hvorimod, dem, der blev vaccineret mindre hyppigt end hvert år, havde en risikoreduktion på otte procent for at dø af en hjertesygdom – i forhold til hvis de slet ikke blev vaccineret.  

Også tidspunktet på året for vaccination havde stor betydning, hvor det er bedst at blive vaccineret i september eller oktober. De, der blev vaccineret i september, havde en lavere risiko for død end de, der blev vaccineret i oktober, der igen havde en lavere risiko end de, der blev vaccineret i november. 

Vil lave flere studier
Tor Biering-Sørensen har planer om at gå videre med flere studier, der undersøger influenzavaccinations effekt på dødeligheden af hjertesygdomme. 

– Nu vi har set så overbevisende resultater, er vi blevet opsat på at undersøge det her i dybden. Derfor vil vi gå videre i et ph.d.studie med at undersøge hvordan vaccinationsraten ser ud for andre hjertesygdomme og hvor godt influenzavaccination beskytter mod de forskellige hjertesygdomme 

Kommentar fra Hjerteforeningen
– Studiet har meget store perspektiver for patienter med hjertesvigt, og hvis vi kan få flere patienter til at blive influenzavaccineret, kan vi potentielt set redde liv, siger Gunnar Gislason, Forskningschef i Hjerteforeningen.  

– Derfor er det vigtigt, at både læger og sundhedsmyndigheder har en aktiv strategi til at få flere patienter med kroniske sygdomme, som for eksempel hjertesvigt, til at blive vaccineret, siger han. 

 

Læs om studiet her: Influenza Vaccine in Heart Failure.