Tværtimod ser statiner ud til at virke gavnligt ind på depressionssymptomer.

Kolesterolsænkende medicin af typen ’statiner’ har været under mistanke for at øge patienters risiko for depression. Et nyt studie gør nu op med myten. 

– Den klare konklusion på det her studie er, at patienter uden tegn på depression ikke udvikler depression under statinbehandling. Dernæst er konklusionen, at statiner ser ud til at have en positiv effekt på depressive patienter i forhold til deres depressionssymptomer, forklarer Bo Christenensen, professor i almen medicin på Institut for Folkesundhed i Århus og praktiserende læge. 

Resultaterne er en stor hjælp i klinisk praksis og fjerner en bekymring hos både patienter og sundhedspersonale. 

– Hvis jeg sidder med en patient, der har et mentalt godt helbred og patienten spørger bekymret ind til, om statiner kan påvirke humøret, kan jeg berolige og sige, at det er der ikke noget, der tyder på. Det er vigtigt, at patienten kan træffe sin beslutning på et solidt grundlag og ikke unødvendige bekymringer, siger Bo Christensen.  

Han pointerer, at studiet ikke betyder, at der er grundlag for at bruge statiner til at behandle depressioner med.  

– Omvendt, hvis du har en patient med en depression, der samtidig har gavn af at få nedsat sit kolesteroltal, er der ingen grund til at være bekymret for at give statiner. Tværtimod kunne det påvirke depressionen i hensigtsmæssig retning, siger Bo Christensen. 

Forskningschef i Hjerteforeningen Gunnar Gislason er begejstret for studiet, der efter hans mening gør det af med en sejlivet myte.  

– Det er vigtigt at få brudt den her myte omkring statiner og depression. Vi ved, hvor effektive statiner er i forhold til at sænke dødeligheden og nye tilfælde af hjertekarsygdomme, og vi har oplevet, at myten om depression og statiner er blevet brugt som argument for ikke at sætte patienter i behandling, og det er uheldigt, siger han. 

Studiet er en metaanalyse af 10 egnede studier, der ser på effekten af statiner på omkring 2500 patienter i alt. Hos patienter, der i forvejen havde en depression, var statiner overordnet set bedre end placebo til at reducere symptomer på depressionen. Hos patienter, der ikke i forvejen havde en depression, sås ingen effekt. 

Inflammation har betydning for depression
At statiner ligefrem har en positiv indvirkning på depressionssymptomer kan umiddelbart virke overraskende, men Bo Christensen forklarer, at det hænger godt sammen med den nyeste viden på området:  

– Resultaterne passer godt med de seneste teorier om udvikling af depression, hvor inflammation er helt centralt forstået på den måde, at ved depression er der et forhøjet inflammationsniveau i kroppenVi ved netop, at statiner påvirker inflammationsniveauet, og på den måde passer resultaterne godt med teorien omkring udvikling af depression.  

– Det her kan være med til at afdække teorien omkring inflammation og depression, og det bliver spændende at se, om man i fremtiden vil udvikle nye lægemidler til behandling af depression på den baggrund, siger Bo Christensen.  

Mange myter er forbundet med statiner 
Både Bo Christensen og Gunnar Gislason giver andre eksempler på hvordan myter om bivirkninger af kolesterolsænkende medicin er blevet manet i jorden igen. 

Jeg har set mange eksempler på myter om bivirkninger af kolesterolsænkende medicin, der er opstået blandt andet som følge af skrækkampagner i medierne. For nylig blev det for eksempel afkræftet, at statiner øger risikoen for hæmoragisk apopleksi, hvor statiner tværtimod viste sig at nedsætte risikoen, siger Bo Christensen. 

– Det samme gælder for muskelsmerter, hvor man for nylig har fundet ud af, at de formodentlig ikke er så hyppige, som man ellers har troet i relation til behandling med kolesterolsænkende medicin, og hvor mange patienter er gået ud af behandlingen på grund af muskelsmerter, siger Gunnar Gislason.  

 

Læs mere
Do statins have an effect on depressive symptoms? A systematic review and meta-analysis