For mange hjertestopoverlevere er det at overleve ikke nok. Hjertet er intakt, men det er resten af kroppen ikke nødvendigvis. På Vejle Sygehus følger hjertestoppatienter et nyt standardforløb, som hurtigere afdækker de ofte usynlige konsekvenser af et hjertestop og hjælper hjertestopoverlevere og deres familier videre i livet.

 

Siden april 2018 har hjertestoppatienter på Vejle Sygehus fulgt et nyt standardforløb for rehabilitering. I samarbejde med blandt andet ergoterapeuter, jobcentre og senhjerneskadekoordinatorer i kommunen har to hjertesygeplejersker udviklet det nye forløb. Forløbet har givet gladere patienter og større arbejdsglæde for dem, som behandler dem.

Antallet af personer, der overlever et hjertestop er på landsplan steget og tæller årligt omkring 400 personer. Stigningen skyldes både bedre kendskab til akut førstehjælp og mere avanceret behandling. Den gode behandling har for dem uden alvorlige hjerneskader primært fokuseret på at sikre en god hjertefunktion og at behandle og forebygge underliggende hjertesygdom.

Raske hjerter er ikke nok
For to sygeplejersker på hjertemedicinsk afdeling på Vejle Sygehus, var det dog tydeligt, at et raskt hjerte ikke altid var nok.

– Vi oplevede at have patienter, hvor vi fint kunne hjælpe deres hjerte, men alligevel ikke give dem et godt liv efter hjertestoppet, fortæller sygeplejerske Irene Hallas fra Hjerterehabiliteringsklinikken.

På Hjertesvigtsklinikken sad sygeplejerske Elin Fredsted Petersen med den samme følelse.

– I forhold til næsten alle andre forløb, hvor behandlingen af hjertesygdommen og livskvalitet oftest hænger sammen, så var billedet for hjertestopoverlevere anderledes. Hjertestopoverleverne fik det ikke bedre i takt med, at behandlingen skred frem. I nogle tilfælde fik de det faktisk værre, forklarer Elin Fredsted Petersen.

Manglende overblik, træthed, koncentrationsbesvær og hukommelsesproblemer var typiske klager fra hjertestopoverleverne, som havde svært ved at få hverdagen og arbejdslivet til at fungere, selvom de på papiret havde genvundet hjertepumpefunktionen og var raske. Det har givet anledning til mange og lange samtaler med patienterne.

– Ud fra vores viden om de naturlige fysiske og psykiske reaktioner på det at blive hjertepatient, har vi talt og talt med patienterne. Vi har forsøgt at hjælpe og støtte dem i at sænke forventningerne til sig selv og i at være tålmodige. Vi har talt os ihjel, men hverken haft viden om eller opmærksomhed på, at denne patientgruppe havde nogle helt særlige behov og udfordringer, der lå uden for det hjertemæssige, forklarer Irene Hallas og fortsætter:

– Vi har simpelthen haft for lidt at byde ind med, når det ikke længere drejede sig om hjertet.

Alle parter rundt om bordet
Det var lidt en tilfældighed med flere parallelle forløb med hjertestoppatienter, som ikke kunne komme ordentlig tilbage til livet, der fik sat projektet i gang og ledte til, at de to sygeplejersker satte sig sammen og besluttede at gøre noget. Resultatet blev et møde på tværs af afdelinger, specialer, sektorer og faggrupper.

– Med det møde var det som om, at alle døre åbnede sig. Læger, ergoterapeuter, jobcentre, senhjerneskadekoordinatorer og Center for Specialundervisning for Voksne (CSV) bød alle ind med, hvad de fra deres stol så af muligheder for, at vi sammen kunne hjælpe hjertestopoverlevere tilbage til hverdagen og arbejdslivet. Alle havde lyst til at gøre noget og alle havde ideer til hvordan, fortæller Elin Fredsted Petersen.

Kognitiv test under indlæggelse
Et centralt element i det nye standardforløb er, at hjertestoppatienter så hurtigt som muligt under indlæggelsen får lavet en kognitiv test, som kan afsløre eventuelle diskrete hjerneskader. Testen som bruges på Vejle Sygehus hedder MoCA (Montreal Cognitive Assessment) og udføres af en ergoterapeut. Hvis testen er positiv, tages der med det samme initiativ til træning under indlæggelsen, og ved udskrivelsen bliver patienten henvist direkte til senhjerneskadekoordinatoren i kommunen til yderligere opfølgning.

Den tidlige kognitive test betyder, at patienterne hurtigere får diagnosticeret eventuelle diskrete kognitive skader. Hvis skaderne viser sig at have betydning for den fremtidige arbejdssituation, kan jobcentrene nu få den dokumentation, de skal bruge for at hjælpe overleveren tilbage til arbejdet, med de hensyn der kræves.

Samarbejdet med jobcentrene og en bedre indbyrdes forståelse for, hvordan de hver især arbejder, har haft stor betydning for projektets succes.

– Vi har ofte undret os over hvorfor jobcenteret ikke kunne gøre mere for at hjælpe patienterne tilbage på arbejde, og været lidt frustreret over forløbet på jobcenteret. Men da vi satte os ned og talte med dem om det, viste det sig, at de meget gerne ville gøre noget. Ofte var det bare ikke muligt for dem på grund af manglen på dokumentation for hvori den nedsatte arbejdsevne bestod, forklarer Irene Hallas.

Tværfagligt samarbejde
Samarbejdet på tværs af sektorer og fag har været berigende på flere planer. Det har givet bedre muligheder for at tilbyde hjertestopoverleveren den rigtige hjælp, og udvidet det faglige kendskab til hinandens arbejdsområder og vilkår.

– Det har givet arbejdsglæde og en enorm faglig indsigt at bevæge sig væk fra sit eget fagområde. Vi har gjort hinanden klogere, og det har været en øjenåbner at se hvor mange muligheder for træning og hjælp, der findes til mennesker med diskrete kognitive skader, fortæller Elin Fredsted Petersen om samarbejdet med ergoterapeuter, jobcentre, senhjerneskadekoordinatorer og specialundervisningscentre.

Familiesamtaler
Inddragelse af hjertestopoverleverens familie er et andet vigtigt element i rehabiliteringen på Vejle Sygehus. Familiesamtaler i forbindelse med udskrivelsen og igen efter tre måneder er en fast del af forløbet. Formålet med samtalerne er ikke at diskutere behandling eller medicinske forhold, men at hjertestopoverleveren og familien får mulighed for at reflektere sammen og sætte ord på det, der er svært, og i fællesskab finde frem til mulige løsninger. Desuden har de to hjertesygeplejerske udarbejdet patient- og pårørendepjecer om de mulige følger efter hjertestop, som udleveres ved familiesamtalen.

Den tidlige italesættelse af de symptomer hjertestopopleveren og de pårørende kan opleve og muligheden for diskrete hjerneskader har for Irene Hallas været vigtig.

– Det har givet patienterne og de pårørende et andet udgangspunkt og en bedre forståelse for de udfordringer, som kan opstå. Samtidig kan vi som behandlere bedre
sætte de rigtige ord på deres symptomer, og spørge ind på en anden måde end vi gjorde før, forklarer hun.

At bruge hinanden rigtigt
Erfaringerne med det nye rehabiliteringsforløb har været meget positive, og det er Elin Fredsted Petersen og Irene Hallas håb, at deres erfaringer kan bruges af andre.

– Det kræver ikke det helt store set up og organisering. Ergoterapeuterne ér på afdelingerne, senhjerneskadekoordinatorerne sidder i kommunerne, og jobcentrene og Centrene for Specialundervisning for Voksne arbejder allerede med hjerneskadede personer. Det handler bare om, at vi bruger hinanden rigtigt, forklarer Irene Hallas.

– Det er hverken svært eller dyrt, men det kræver, at nogen har overskuddet og viljen til at bygge bro på tværs af specialer og sektorer, slutter Elin Fredsted Petersen.

 

 

Læs mere om Montreal Cognitive Assement her

Læs mere om Vejle Sygehus rehabiliteringsforløb for hjertestopoverlevere:
Ekstra hjælp til hjertestopoverlevere
At overleve er ikke nok

Læs retningslinjerne for rehabiliteringsforløbet på Vejle Sygehus her

Læs mere om hjertestop her