Hjerte-kar-sygdom er den hyppigste årsag til hospitalsindlæggelser i Danmark. Mange patienter tilbydes et rehabiliteringsforløb, der indebærer, at de anbefales at ændre livsstil derhjemme for at få det fulde udbytte.

Men hvad sker der egentlig, når patienterne og borgerne er ude af syne? Gør de præcis det, som gavner deres helbred og livskvalitet ifølge de evidensbaserede informationer fra sundhedsprofessionelle? Nej, det gør de sjældent, og det har de fleste fysioterapeuter nok erfaret, påpeger fysioterapeut og kandidat i pædagogisk psykologi Anne Grøndahl Poulsen fra Forskningsenheden på Center for Planlagt Kirurgi på Regionshospitalet Silkeborg.

– Det er jo et frit valg patienterne har, men mange gange bliver vi lidt fornærmede som fagpersoner, hvis de ikke følge de anbefalinger, vi giver dem, og samtidig taler vi om, at vi skal have et sundhedsvæsen på patienternes præmisser. Der er noget, der ikke hænger rigtigt sammen her, siger hun.

Ingen fulgte alle anbefalinger
I et lille kvalitativt studie har hun derfor undersøgt, hvordan patienterne modificerer sygehusets anbefalinger vedrørende træning og medicin, og hvilke begrundelser de har for at gøre det. I studiet fulgte og interviewede hun fire patienter. Ingen af dem gjorde fuldt ud, hvad de var blevet anbefalet.

To begyndte som noget nyt at gå i fitnesscenter og dermed gjorde de i nogen grad, hvad de var blevet anbefalet. To andre så ikke sig selv som ‘træningspersoner’ og vendte tilbage til vanlige aktiviteter som cykelture eller kroketturneringer. Heller ikke anbefalinger om kost blev fulgt nøje. Men medicinen tog patienterne fuldstændig som ordineret.

– Når vi som sundhedsprofessionelle giver en anbefaling baseret på evidens, så har vi en tendens til at sige, at det er de gode og de nemme patienter, som gør det, vi beder dem om, og dem, der ikke gør det, er besværlige. Vi tænker, at de ikke har forstået budskabet, men sagen er faktisk, at de bare bevidst eller ubevidst vælger ikke at følge anbefalingerne så stringent, fordi de ikke forbinder det med livskvalitet, siger Anne Grøndahl Poulsen.

Alle er eksperter i eget liv
I studiet arbejdede hun teoretisk ud fra ”kritisk psykologi”, der tager udgangspunkt i den enkeltes eget perspektiv. Det, som den enkelte gør eller ikke gør, afhænger af de mange forskellige kontekster, som det enkelte mennesker lever i. Her er rehabiliteringen blot én faktor blandt mange.

Derfor, mener Anne Grøndahl Poulsen, må rehabiliteringen tilrettelægges med respekt for, at det levede liv ikke er så simpelt som den virkelighed, der blev konstrueret under ’laboratorieforsøgene’, som den evidensbaserede rehabilitering bygger på.

– De sundhedsprofessionelle skal måske i højere grad kigge op fra evidenspapiret og prøve at forstå, hvad er det for et liv, patienterne lever, og hvad der giver livskvalitet for dem. Vi skal have det decentrerede perspektiv ind, for løsningen er ikke den samme til alle. Vi skal have et blik for det liv, som patienterne lever, og patienternes perspektiv bør også afspejle sig i retningslinjerne, siger Anne Grøndahl Poulsen.

Patienter skal ikke makke ret 
Budskabet til kollegerne, der arbejder med træning af hjertepatienter er, at patienterne i høj grad skal inddrages i planlægningen af, hvad der er den bedste træning for dem.

– Vi skal holde op med at tale om, at det handler om at få patienten til at makke ret. I stedet skal vi erkende, at vi ikke bestemmer, hvad patienten skal. Vi må rådgive dem ud fra evidensen, men også ud fra en forståelse af, hvilken kontekster de er i. Hvis patienten siger ”sekvenstræning gider jeg ikke”, så kan man med fordel præsentere dem for alt mulig anden motion. Vi må jagte den løsning, der er den bedst mulige for den enkelte, siger Anne Grøndahl Poulsen.

Anne Grøndahl Poulsens poster på Fysioterapeuternes Fagkongres 2018