Eksistentielle emner som døden og meningen med livet kan fylde meget for alvorligt syge patienter. Her har den sundhedsprofessionelle et ansvar for at invitere til en samtale, mener hospitalspræst.
Hvad sker der med et menneske, der pludselig bliver lagt ned af en hjertesygdom? Og hvordan kan sundhedsprofessionelle imødekomme det menneske bedst muligt?
Hospitalspræst gennem 15 år på Rigshospitalet, Lotte Blicher Mørk, har for nylig holdt foredrag på Hjerteforeningens Sundhedskonference om emnet og har skrevet bogen ’På en måde skal vi dø’ om alvorligt syge patienters og pårørendes eksistentielle tanker, når de er nødsaget til at være indlagt.
– Når vi bliver alvorligt syge, gør vi os nye tanker og overvejelser om formål og mening med livet. Jeg taler hele tiden med folk, der overvejer deres livssituation efter de har fået en sygdom, for eksempel efter et hjertestop. Rigtig mange af de mennesker har det psykisk og måske især eksistentielt dårligt og aner ikke hvordan de skal leve deres liv, efter de har fået en alvorlig sygdom, siger hun.
Derfor mener Lotte Blicher Mørk, at det er et sundhedsfagligt ansvar at tale med patienten om, hvad der rører sig hos den enkelte.
– Hvad oplever patienten, og hvad har han eller hun af tanker? Det er vigtigt, at sundhedspersonalet har fokus på, hvilket liv patienten lever og gerne vil leve, for ellers er det vanskeligt at lave en behandlingsplan, siger hun.
Lotte Blicher Mørk understreger, at selvom den slags samtaler langtfra er en selvfølge i behandlingssystemet, er hun ikke ude på at lægge en ekstra byrde på det i forvejen pressede sundhedspersonale. Der skal ikke erhverves ekstra kompetencer, og det kræver ikke nye værktøjer, systemer og guidelines for at snakke med patienterne.
– Det er noget enhver allerede har i sig. Rationalet er, at hvis vi som en naturlig del af behandlingen åbner vores øjne for et andet menneske og inviterer til at tale om livsindhold og patientens tanker i forbindelse med sygdommen, vil det give et bedre behandlingsforløb for den enkelte patient, forklarer hun.
Det vigtige handler om relationer og kærlighed
Angst og depression er overrepræsenteret hos hjertepatienter i forhold til raske, og ifølge Lotte Blicher Mørk er en af årsagerne til, at man kan få det psykisk dårligt efter en alvorlig sygdom, at meningen med livet ofte forsvinder.
– Vi er nødt til at have mening i vores liv, og det er ofte den, vi taber, når vi bliver alvorligt syge. Derfor stiller vi de store HV-spørgsmål: hvorfor rammer det her mig? Hvad er meningen? Hvad har jeg gjort? Som mennesker vil vi gerne finde en mening og en årsag med det, der sker i vores liv, siger hun.
Også tanker i forhold til det at skulle dø presser sig på, når en patient bliver alvorligt syg, har Lotte Blicher Mørk erfaret.
– Der er rigtig mange patienter, der gerne vil tale om døden men ikke kan tale med deres pårørende om det, fordi det gør for ondt – simpelthen. Vi skal naturligvis være åbne for at tale om døden, men jeg synes ikke, at man absolut SKAL tale om den, for døden er i sig selv ikke vigtig. Det vigtige er at sørge for at tale med patienterne om det liv, de skal leve. Hvad der giver den enkelte værdi og mening i livet på trods af, at døden måske ligger lige for, siger hun og uddyber:
– Samtalen kunne for eksempel berøre, hvordan den enkelte har levet livet og måske endnu vigtigere, hvilke relationer vedkommende har i livet, fordi det vil tydeliggøre, hvad der er vigtigt, og hvad der giver mening.
Lotte Blicher Mørk har ofte set alvorligt syge mennesker finde en ny form for mening med livet.
– Vi flytter hele tiden vores grænser for, hvad vi forventer og forlanger af livet. Og når man lever med en alvorlig sygdom kommer det vigtige til at stå i et klart lys, og det kan i mange tilfælde barberes ned til at handle om relationer og kærlighed – som i virkeligheden intensiveres af, at vi er på kanten af livet.
Det er svært at løfte 100 kilo
I sundhedsvæsenet taler man indforstået om den såkaldte ’svære samtale’.
– Det er den samtale, der indeholder alt det, vi ikke kan fikse eller gøre noget ved, for eksempel når sundhedsprofessionelle skal tale med patienter og pårørende om resultatet af en alvorlig og potentielt dødelig diagnose eller om, at der ikke er flere behandlingsmuligheder, forklarer Lotte Blicher Mørk.
Den samtale kan, ifølge Lotte Blicher Mørk, ofte føles svær for den sundhedsprofessionelle, fordi det kan være vanskeligt ikke at have en løsning på det hele og ikke at kunne handle og fikse tingene.
– Det er svært at løfte 100 kilo, men en samtale skal ikke være svær. Som sundhedsprofessionel behøver du ikke at magte samtalen – den opstår uden om systemer og standarder, og derfor skal du ikke på forhånd kende målet og styre den i en bestemt retning, siger Lotte Blicher Mørk.
– Her er de sundhedsprofessionelle nødt til at slippe noget af den kontrol, som mange føler, at de altid skal have og give sig hen til ikke at magte alt – og dermed ikke have ansvar for alt. Det kræver mod, men på den måde skaber vi bedre vilkår for, at den meningsfulde samtale kan opstå, siger hun og præciserer:
– Det handler i sin enkelthed om at se på patienten som et menneske og ikke en sygdom. At være åben og invitere til en samtale om patientens tanker, værdier og livsindhold.
Kilde: Ugeskrift for læger, 19. maj 2008
Døden er den ultimative magtesløshed
Her spiller det også ind, at selvom patienterne ofte har et behov for at tale om døden, kan det være rigtig svært at tale om for både patient, pårørende og sundhedsprofessionel.
– Det er svært, fordi døden konfronterer os med den ultimative magtesløshed. Her kunne det blive mindre ensomt, hvis der er et andet menneske, der kan holde ud at være i magtesløshedens rum sammen med dig som patient, siger Lotte Blicher Mørk.
– Men for at turde være i det rum, forudsætter det, at man selv tør se sin egen død i øjnene. Man skal have erkendt, at det godt kan være, at det er patienten, der er syg og svag lige nu, men det er et spørgsmål om tid, før jeg også skal dø. Den eksistentielle ensomhed i forhold til at skulle dø forsvinder ikke, men det kan lette, når andre tør være dér sammen med én, siger hun.
Ligeværdighed i forhold til patienten er nøgleordet.