For behandlere kan det være en udfordring at rådgive borgere af anden etnisk herkomst om kost og madlavning. Skal rådgivningen have en langsigtet effekt, er behandleren nødt til at have indsigt i den enkeltes madkultur – lige fra kendskab til præferencer af råvarer til måden tilberedningen normalt foregår.

Af diætist Lotte Juhl Madsen 

Hjerteforeningen har derfor udviklet en række videoer, som kan belyse hvilke ernæringsmæssige udfordringer og tilberedningsmetoder, der er knyttet til de klassiske retter fra andre kulturer. Videoerne fokuserer på de ernæringsmæssige tiltag, som kan gøre retterne mere hjertesunde.

Hjertevarm mad fra hele verden
De små videoer om hjertesund madlavning er udviklet med baggrund i kogebogen ’Hjertevarm mad fra hele verden’. Det er hjertesunde opskrifter på mad fra mange kulturer udvalgt af borgere af anden etnisk herkomst end dansk. Madvideoerne er et ekstra redskab, som kan bruges til at understøtte vejledningssituationen.

Bogen ’Hjertevarm mad fra hele verden’ bygger på 10 hjertesunde madprincipper med rod i de officielle kostråd, og i videoerne bliver madprincipperne omsat til håndgribelige råd om madlavning. Videoerne vejleder fx om, hvordan man minimerer brugen af fedtstof ved tilberedning, hvordan man får flere grøntsager og mere fuldkorn ind i retten, samt hvordan man minimerer sukker- og saltindholdet. Madvideoerne kan således indgå som en del af livsstilsamtalen, og danne grundlag for en samtale om valg af råvarer, tilberedning og sammensætning af måltidet hjemme hos den enkelte.

 

 

De små madvideoer kan være til gavn for både behandlere og borgere. Videoerne kan give fagpersoner indsigt i mad og madlavning på tværs af kulturer og bidrage til en madforståelse, som ruster os bedre i vores livsstilssamtaler. Omvendt kan borgere af anden etnisk herkomst end dansk se videoerne og få bedre forståelse for de 10 hjertesunde madprincipper i praksis.

Find mere:

  • Madlavningsvideoerne kan du finde her
  • Kogebogen kan købes på Saxo.com
  • Projektet blev afsluttet i foråret 2018 og er blevet evalueret af Københavns Universitet. Læs evalueringsrapporten her