Hvor mange får egentlig en blodprop i hjertet? Hvor høj er dødeligheden for patienter med hjertesvigt? Og hvordan ser 1-års overlevelsen ud efter en bypassoperation?
Det kan være svært at have det fulde overblik over for eksempel forekomsten og fordelingen af alle de forskellige hjerte-kar-sygdomme og behandlinger. Men det er heldigvis ikke nødvendigt at huske det hele i hovedet, så længe man ved, hvor man kan finde svaret.
I Hjerteforeningens opslagsværk HjerteTal ligger alle nyeste tal om de hyppigste hjerte-kar-sygdomme og mest anvendte procedurer i Danmark. Databasen er udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed i samarbejde med Hjerteforeningen.
Alle opgørelser kan opdeles efter alder, køn, uddannelse, etnisk herkomst, region eller udvikling.
Her ligger opgørelse over:
- Nye tilfælde
- Antal tilfælde i alt
- Dødelighed
- Ambulante besøg
- Indlæggelser
- Genindlæggelser
- Sengedage
- 30-dages dødelighed
- 1-års overlevelse
- 5-års overlevelse
– Som sundhedsprofessionel møder man ofte patienter og pårørende, der stille konkrete spørgsmål om hjerte-kar-sygdomme. I Hjerteforeningens onlinedatabase ‘Hjertetal.dk’ er der hjælp at hente. Her kan man finde de nyeste tal om de hyppigste hjerte-kar-sygdomme og deres behandlinger, fortæller forskningskonsulent i Hjerteforeningen Lisbeth Vestergaard Andersen.
Besøg Hjerteforeningens onlinedatabase www.hjertetal.dk