Ny forskning: “The Heart Game” er et anderledes spil til tablets, der benytter sig af ’gamification’ for at motivere hjertepatienter til at tage aktiv del i deres rehabilitering. Spillet inddrager samtidig patientens partner i processen.

Mange hjertepatienter følger ikke i tilstrækkelig grad deres rehabiliteringsprogram, og det kan ofte være svært at motivere patienter til større engagement. Tabletspillet “The Heart Game”, der forener spil og sundhed, går nye veje for at inspirere flere. Her kan patienter og deres pårørende blandt andet konkurrere mod andre hold og få point og medaljer for deres indsats.

Computerspillet er udviklet af forskere fra Aalborg, Aarhus og Københavns Universiteter i tæt samarbejde med sundhedspersonale og patienter i forsknings- og innovationsprojektet Teledi@log. Det udvikler telerehabiliteringskoncepter- og teknologier til hjertepatienter, der gennem ny teknologi kan tilbydes en individuel, differentieret og koordineret telerehabilitering.

Formålet med “The Heart Game” har blandt andet været at vurdere potentialet af ’gamification’ som et muligt redskab for at motivere hjertepatienter og deres pårørende til at deltage i et telerehabilitationsprogram.

En prototype af spillet er blevet testet på ti patienter fra 48 til 89 år og deres pårørende i en periode på to uger. Patienterne var enten diagnosticeret med hjertesvigt, myokardieinfarkt eller angina pectoris. Alle havde grundlæggende kendskab til brug af en tablet.

Skærmbillede fra The Heart Game

Af de 20 spillere (10 patienter og 10 partnere), erklærede de 18, at de nød at spille spillet. De sagde, at det var en sjov og anderledes tilgang. ”The Heart Game”  fungerede som en daglig påmindelse om at motionere eller holde fast i nogle livsstilsændringer. For eksempel gav to hold udtryk for, at de på en dag med dårligt vejr, ikke ville have gået en tur, hvis ikke det var, fordi de var blevet motiveret af spillet.

Forskerne konkluderer, at computerspillet kan motivere patienterne på en anden måde – ikke mindst fordi de pårørende er inddraget i aktiviteterne.

– At være motiveret er en vigtig faktor, og gamification ser ud til at være et nyttigt redskab for at øge motivationen. Dermed kan spillet for eksempel være med til at forebygge genindlæggelse af hjertepatienter, siger forskningsleder og PhD. Birthe Dinesen fra Teledialog.

Læs den videnskabelige artikel:
“The Heart Game”: Using Gamification as Part of a Telerehabilitation Program for Heart Patients

Læs mere om Teledi@log