Hjertelinjen med telefonnummeret 7025 0000 er hovedindgangen til Hjerteforeningens Rådgivning for patienter og pårørende. Rådgivningen er et neutralt supplement til offentlige tilbud på hospitaler, i kommuner og hos egen læge.

Hjerte-kar-sygdom kan vende op og ned på tilværelsen for både patienter og pårørende. Spørgsmål og bekymringer fylder hovedet. Derfor kan professionelle på hospitaler og i kommuner nogle gange opleve, at patienter og pårørende kan have gavn af en rådgivning, der er et supplement til de offentlige tilbud.

Hjerteforeningens Rådgivning – kaldet Hjertelinjen – fungerer som sådan et supplement og tager altid udgangspunkt i patienter og pårørendes behov. Her er mulighed for at få kontakt med en række professionelle og erfarne rådgivere: Hjertesygeplejersker, diætister, fysioterapeuter, socialrådgivere og psykologer.

Her formidles også kontakt til Hjerteforeningens netværksgrupper og frivillige, der alle har haft hjertesygdom inde på livet og nu støtter andre i en lignende situation.

Sådan får man fat på Hjertelinjen
Alle er velkomne til at kontakt Hjertelinjen på:

Rådgivningen foregår i den form, som passer bedst:

  • Telefonisk
  • Mail
  • Online videorådgivning
  • Et personligt møde i en af Hjerteforeningens 12 rådgivninger

Rådgivning om stort og småt

– For medarbejdere på hospitaler og i kommuner kan Hjerteforeningens rådgivning være en fin medspiller, siger Hanne Balle, der er leder af Hjerteforeningens Rådgivning København.

– Gennem vores netværk på hospitaler og i kommuner kender vi de offentlige tilbud, og mange opkald handler om at guide patienterne videre i systemet og gøre dem opmærksomme på nogle af de muligheder, som de ikke kendte i kommunerne.

Det er meget forskelligt, hvornår patienter og pårørende har brug for rådgivning, siger Hanne Balle:

– Det kan være inden, under eller efter en indlæggelse. Nogle gange flere år efter. Der er ikke noget problem, der er for stort eller for småt, og vi taler om lige præcis det, som patienten har lyst til at snakke om. Her er ingen formaninger om f.eks. at holde op med at ryge. Men nogle gange er vi katalysator for forandringer i livsstil eller samliv, fordi vi giver folk nogle redskaber til forandring, hvis de har ønske om det.

Læs mere om Hjertelinjen og de forskellige rådgivningstilbud