Vi kender nok alle til det, at blive fristet af lækkersult. Det er helt normalt og sker for os alle. Der er aftener med serier på sofaen og så liiige lidt at hygge sig med. Er der lidt chokolade ude i skabet, en rest is i fryseren eller har vi kage tilbage fra weekenden? Hjernen scanner hurtigt skabenes indhold og på automatpilot spises rub og stup, mens filmen løber over skærmen. Andre oplever at blive fristet af sin søde tand i løbet af arbejdsdagen eller på vejen hjem fra job og så er gode råd dyre.

Vi har samlet lidt gode råd til at bremse sukkertrangen:

  • Se dig selv i øjnene. Kan du have et lager af slik liggende i køkkenskabet, i skrivebordsskuffen eller bilens handskerum uden at småspise af det i løbet af ugen? De fleste svarer nej til dette spørgsmål. Når først der er slik indenfor rækkevidde, så er det bare et spørgsmål om tid før det er spist. Gør den nemme løsning til det sunde valg; frugt, grønt, nødder – og erstat slik med sunde alternativer på sofabordet, skrivebordet, i tasken og i bilen.
  • Det er dig, som skal vælge slikket til, og ikke slikket som skal lokke dig på afveje. Spis kun slik på de dage, hvor du på forhånd har besluttet dig for det, og bestem mængden på forhånd. På øvrige dage må du forsvare dig med en afledningsmanøvre. Gør noget, som du ikke forbinder med slikspisning – gå en tur, tag i svømmehallen, gå ud og grav i haven, tag et tyggegummi eller børst dine tænder, når trangen til slik melder sig.
  • Køb kun slik, når du VIRKELIG har lyst til slik og har valgt på forhånd at spise det. Spis ikke slik blot af vane eller bare fordi det er der. Køb kun den mængde slik, du vil spise. De fleste af os tømmer hele posen, når først den er åben uanset posens størrelse. Ideen om at du kan nøjes med det halve og lægge posen tilbage i skabet er en meget urealistisk og skrøbelig strategi. Du ender med at spise det hele. Så køb kun lidt, men godt.
  • Jo flere smage, konsistenser, former og farver slikket har – jo mere spiser vi. Fra tidernes morgen er vi vokset op med at variation vejen til overlevelse. Denne mekanisme i kombination de blandede smagsoplevelser øger vores indtag af blandet slik. Hvis posen derimod kun indeholder røde vingummier bliver vi langt hurtigere mæt på smag, og skubber posen fra os.
  • Når slik skaber skrald, så skaber det opmærksomhed. Det bremser dit indtag af slik, når mængden af slikpapir ved din plads har nået pinligheds grænsen. Det handler både om din egen opmærksomhed, men også at andre får syn for sagen. Der er grænser for hvor mange ispinde og slikposer du åbner, fordi hver is symboliserer en portion. Modsat liter is, som ikke afgrænser portionen for dig, så har vi alle en fornemmelse af hvor mange portioner, der er normalt og legalt at spise.
  • Er du ude blandt andre, så sæt dig altid mindst en armslængde fra slikket sådan at du er nødt til at rejse dig fra stolen eller bede om slikket. Hermed bliver det en anelse mere besværligt. Tag kun et stykke per gang, hvilket nedsætter hastigheden hvormed du spiser slik. Alt slik indenfor en armslængde vil derimod blive spist på ganske kort tid på automatpilot.
  • Ofte spises slik og kage uden den store opmærksomhed. Vi snupper en håndfuld slik, når vi passerer slikskålen på bordet, vi tager automatisk et stykke kage på jobbet og spiser en masse guf når vi ser film, alt sammen sker uden opmærksomhed. Når du vælger at spise slik, kage eller dessert, så vælg kun det bedste. Vælg lidt, men vælg godt. Spis det med opmærksomhed og nydelse, så du oplever, at det er alle kalorierne værd.